Kategori: Ikke kategoriseret

Sociologi for begyndere

Picture of Mikael Hertig

Mikael Hertig is m of sc. pol

 

Meningen med denne film er at præsentere sociologiens grundbegreber:

Forventninger, normer, roller, sanktioner.

Sociologiens basale udgangspunkt og observationsfelt er menneskelig adfærd. Meningen er at kunne observere, forklare og forstå livet, som det udfolder sig i gruppen. Gruppens indre reguleringsmekanismer kaldes ‘social kontrol’ .

Forleden nåede jeg i politisk sammenhæng at opleve, hvordan Socialistisk Folkeparti pludselig brugte begrebet ‘social kontrol’ som noget forkert, der  foregår i bestemte indvandrermiljøer.

Det provokerede mig noget, fordi social kontrol indgår i al menneskelig adfærd. Derfor vidner det om et fravær af selvkritisk sans. Hvis kun dem, man kritiserer, udøver social kontrol, hvad er så det, SF foreslår overfor dem med inddragelse af kontanthjælp i bestemte situationer?

Men for alle, der interesserer sig for mennesket i gruppen, er den lille film her bare en hurtig fastlæggelse af de første helt centrale begreber.

Filmen kan downloades i sociologihdversionHD-format her

 

Tyggefladens alternative høringsportal

Logo Hånd og øre

Høringsbidrag ved offentlige høringer offentliggøres ikke altid. Der frasorteres rigtig godt. Om det sker ud fra saglige eller usaglige kriterier, ved vi andre jo ikke.
Dermed unddrages nogle høringssvar  den offentlige debat forud for udstedelse af love eller bekendtgørelser, de var tiltænkt.
Demokratisk set er det ikke til at vurdere, om frasorteringen er i orden eller ej.

Tyggefladen.dk har derfor startet en alternativ høringstjeneste. Hver gang, du eller din forening indsender et høringssvar, er det en god idé også at sende det hertil.

Husk at tagge (ved fx. understegning) søgeord, så bliver hvert høringssvar nemmere at genfinde for læsere. Husk også at tagge myndighed, titel, eventuelt journalnummer etc.

send til althoering@tyggefladen.dk

Udsendes af Mikael Hertig, Nuuk. Tlf (husk tidsforskydning: dansk tid 12-20 er telefonen åben) +299 55 01 55

 

 

 

Biskop Marianne Christensens prædiken ved folketingets åbning 2015

Ved Folketingets åbning tirsdag den 6. oktober 2015

Billede af biskp Marianne Christensen

Foto: Haderslev Stift. (c)

Epistel: 1. Korintherbrev 13 Evangelielæsning: Johannes 14, 1-7

Frygt ikke, kære folkevalgte. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst.
”Derfor Danmark, frygt kun ikke, frygt er ej af kærlighed” – sang vi før med Grundtvig. Det er fra et sted i Det Nye Testamente: ”Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten.”

Kærlighed. Må man sige det ord i den virkelige verden? 
Grundtvig havde en fiks idé om, at Danmark var udvalgt til at være hjertefolket, kærlighedens jorderige. Et kærligt land?
Frygt ikke, frygt er ej af kærlighed.

Frygt er ellers voldsomt på mode. 
Frygt er en stærk faktor i samfundslivet – styrer forskning og styrer politik: Hvad skal vi være bange for, hvordan kan vi føle os trygge, hvordan tager vi frygten alvorligt… Meget liv og meget politik er styret af frygt og frygten for frygt.
Hvordan forsikrer vi hinanden og ikke mindst vælgerne om, at intet bliver anderledes eller dårligere i fremtiden, og hvordan skal vi kunne rumme fremmede og flygtninge i vores land, når vi nu er bange for dem, og hvordan skal vi overhovedet møde fremtiden, hvis vi ikke kan være helt trygge ved, at alt skal være, som det plejer? ”Frygt ikke, jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst”, siger Jesus til sine disciple, der står over for den altid aldeles ukendte og frygtede fremtid, som de selv skal klare uden leder. Kærligheden fordriver frygten.
Kærlighed og godhed og den slags har på det seneste fået en rimelig dårlig presse, som det hedder.
Som om kærlighed og godhed er noget naivt, der ikke hører hjemme i denne verden, men er reserveret for folk, der absolut skal flashe, at de er bedre end os andre.

Det er blevet politisk ukorrekt med kærlighed og godhed. Af mange forskellige årsager, sikkert. En af dem er, at vi trænger til snart at holde reformationsjubilæum i 2017 og der blive mindet om det evangelisk-lutherske menneskesyn, som måske ikke er særligt smigrende, men til gengæld befriende: Vi er alle sammen syndere, ufuldkomne, uperfekte mennesker.

Vi kan aldrig blive perfekte og helt gode og kærlige, fordi vi også altid er egoister – også. Men af Guds nåde er vi samtidig noget andet: retfærdiggjorte, det vil sige elskede og godkendte, og derfor er vi frie til at elske og gøre godt af bare fornøjelse og glæde over at være til og være Guds børn sammen med alle de andre ufuldkomne mennesker må denne lille blå og grønne planet.

Ikke mindst jer, ærede folkevalgte, er der grund til at minde om det: Syndere og retfærdige på en gang. Fudlkommen gode og kærlige kan vi ikke blive, men vi er frie til at gøre det gode, at gøre kærlighedens gerninger over for hinanden, ikke for at blære os eller være urealistiske, men fordi det er den eneste realistiske vej ud af frygten og lidelsen. På det nære som på det store plan.

En anden grund til, at kærligheden er kommet i miskredit, er nok, at vi har delt verden op i den realistiske verden, hvor det kun er tal og vold og magt, der styrer, og så reserveret kærligheden til de nære forhold, til dem, vi godt kan lide. Dér i det nære kan vi være flinke og rare, men ude i den virkelige verden er det kun kolde kontanter, der tæller.

Også her kan vi længes mod reformationsjubilæet for at få udryddet den misforståelse, der trives, at når Luther taler om to regimenter, et verdsligt og et åndeligt, at han så taler om et skizofrent samfund, der har helt forskellige værdier, når det gælder samfundslivet, det ydre liv og så hvert menneskes indre private, åndelige liv.
Det er helt i skoven. For Luther er både det verdslige og det åndelige regimente under den samme Gud, som er Gud for alle, og i begge regimenter lever vi i kaldet til kærlighed; men hvor der er fuldstændig frihed i det åndelige regimente for tro og tanke, så er der i det ydre liv regler og love og om nødvendigt straf for at skabe et samfund, der kan rumme et liv i kærlighed og fred, selvom vi ikke er perfekte.

Vi er så lykkelige, at vi har folkestyre og vælger de mennesker, der laver lovene og fører regeringen. Og I er valgt og udvalgt til de opgaver. I er ikke perfekte lige så lidt som vi, jeres vælgere, er det. Men I og vi lever under det samme kald, nemlig kaldet til et liv i kærlighed. Og kærligheden er her ikke varme følelser, men helt konkret medmenneskelig handling og forpligtelse på hinanden, som den er levet ind i verden af Jesus.

Kærligheden er en vej. En vej i denne verden, hvor virkeligheden konstant overhaler os, og vi igen og igen bliver kaldt til at forholde os til andre menneskers nød, selvom vi ikke havde planlagt det, ikke lige har plads eller tid eller penge og hellere ville have hygget os med dem, vi kender og bedst kan lide. Og også en virkelighed, hvor vi pludselig kan få nye venner, mennesker, der kommer uventet til os, med en hjælp og en fremtid, som vi endnu ikke kender.

Jeg vil vise jer en langt bedre vej – siger Paulus , og så kommer lovsangen til kærligheden, størst af alt, som en vej, et kald i denne virkelige verden.
Det har han selvfølgelig fra Jesus, som siger: Jeres hjerte må ikke forfærdes og I skal ikke være bange for, hvor vejen fører jer hen og navnlig ikke, hvordan den ender. For der, hvor den ender, er Gud, og Gud kender I allerede: ”Jeg er vejen sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden ved mig; kender I mig, vil I også kende mig Fader, og fra nu af kender I ham og har set ham.”

Nå, så vi kender Gud, meningen med det hele, ved at se på Jesus? – et menneske, der levede og døde i fællesskab med tabere og fremmede og udstødte og forbrydere, og åbnede en lyssprække af håb ind i verden ved opstandelsen fra de døde. Kender vi Gud i ham, så kender vi en Gud, der bytter plads med det mindste menneske.

Den vej, Jesus er, er ikke så meget en vej til Gud, som den er Guds vej ind i verden og gennem verden. Den vej bringer os altid til at sætte os i den andens sted. Altid at bytte plads og se, at den anden kunne have været mig, så fremmed, som han end er; hendes barn kunne have været mit barn, og hvad ville jeg så gøre?

Det menneske, der ligger i grøften, er også mig, ja dybest set er det altid dér, Gud er: i grøften, i dybet, hos det menneske, der ikke er andet end et udsat nøgent menneske. Den vej, at Gud blev menneske, kalder os til at være mennesker, og netop i den nøgne udsatte menneskelighed opdage, at vi er fælles.

I dag er det en festdag for frihed og fred og folkestyre, og for at vi må have lov til at diskutere og skændes til vores dages ende om, hvordan dette samfund skal indrettes, hvordan vi skal handle sammen med andre lande og nationer og forvalte rigdom og naturens gaver som en del af menneskeheden og skaberværket.

I er alle gået ind i politik med det håb at finde veje for vores samfund og vores land ind i fremtiden, og det skal I have tak for. Gud give jer lykke og gode råd og nådens lys. I skal ikke være bange, men huske den praktiske og realistiske kærlighed, der er vejlederen i jeres liv.

Der er hårdhed og ondskab i denne verden, i os og i andre. Der er frygt, der æder sjælene. Tag ordet og bring oplysning og fantasi og munterhed ind i samfundssamtalen, bekæmp frygten, bekræft den ikke.

I Jesus Kristus er Gud blevet menneske, og derfor behøver I og vi ikke stræbe efter at blive guder eller finde en guddommelig orden. Vores eneste opgave er at være på vej. Virkeligheden vil konstant overhale os. Derfor beder vi om, at I må få opmærksomme øjne og lydhøre øren, og mod til at åbne munden, også når I skal tale imod, hvad flertallet mener, og åbne hænder til både at handle og at holde om og holde fast, og at I må få hjertets visdom.

Gud velsigne jer til at være på vej: Hans ånd som alting kan og ved i disse korte dage med tro og håb og kærlighed til himlen os ledsage.

Venstrefløjen og skattebasen

Det er lykkedes borgerligheden i Europa at gøre det til et politisk mål at nedbringe skatter. Den første i Danmark, det lykkedes at føre et vildt felttog mod skatter, var Mogens Glistrup.

Skattemyten bygger på en ide om, at først tjener man pengene, så kommer den slemme stat og røver dem igen. Men der er jo ingen samfundsløs urtilstand i pengeøkonomien. Tværtimod er mønter og sedler veksler på statens bank.

Vore økonomiske augurer har alle båret ved til Glistrups bål: De mener, at skatter, framet ind i en mytologi, hvor udelukkende de mest egennyttige incitamenter styrer menneskelig adfærd, og hvor skatternes betydning for samfundet konsekvent lades ude af betragtning.

Politikerne er fulgt efter, og navnlig har Socialdemokrater svigtet på dette punkt. Incitamentspræsteskabet har hele tiden fastholdt en stribe myter:

1) Lavere selskabsskatter gavner enten økonomien som helhed eller skattebasen selv som følge af  flere investeringer og dermed flere skatteindtægter

2) Øget forskel på arbejdende og ikke-arbejdende gavner motivationen til at søge arbejde. Derfor sænker man skatterne på arbejde. Det skulle påvirke bekæftigelsen og indirekte forøge skattebasen.

3) Myte tre: “Verdens største skattetryk” svækker “konkurrenceevnen”. Derfor skal skatterne ned, uanset de sociale og økonomiske konsekvenser.
Sammen med  fokus på ligevægt på de offentlige kasser (EU-konvergens, austerity) har dette medført, at Danmarks skattebase er blevet udhulet.

Jeg kan ikke gøre op med hele mytologien her. Det vil være for voldsomt.

Jeg kan bare konstatere, at konsekvensen er af den førte politik er, at det offentlige ikke har midler til at investere for. Der er taget i hundredevis af milliarder ud af det økonomiske kredsløb. Disse midler kunne have været brugt her i landet, i stedet for at indgå i alle mulige andre overvejelser i pensionskasser, og  ophobninger af herreløse penge.

Venstrefløjen må efter min mening og ikke mindst Elisabeth Wehlings og andres fokus mande sig op til at tage fat i værdigrundlaget.

Skatter er kilden til finansiering af undervisning, sundhedsvæsen og social omfordeling. Når et barn bliver døbt i den folkekirke, jeg holder mest af, har præsen i sin formaning til faddere og forældre puttet ind: “Dette barn er skabt i Guds billede. Hvad I gør mod hende (ham), har i derfor gjort imod ham (hende). ”
Når nogen angriber skattebasen, skal vi for det første spørge, hvor det er, de mener, kvaliteten skal forringes, hvor skal angrebet sættes ind: Undervisning, sundhed, retsvæsen, omfordeling?

For det andet skal den genetableres.

To magtfulde kolosser bliver til én.

Til DR’s nyheder har kommunalforskeren fra  Danmarks Journalisthøjskole Roger Buch udtalt, at de to tilsammen ikke får større magt, end de har i dag.

Nu er alt jo relativt. Men set med mine øjne er disse to ikke-folkevalgte institutioner blevet magtfaktorer, som ud over alle grænser har formået at sætte dagsorden. Målt med egne alen er de sikkert ekstremt succesfulde.

Hvor det, som embedsmænd alle andre steder går og skriver og siger, påkalder sig almindelig forvaltningsretlig interesse, ligger de to klodser forholdsvis anonymt og lidt længere væk fra Slotsholmen.

I det hele taget at se dem, som de har udviklet sig i dag, som ikke videre magtfulde, mens de tilsammen taler på vegne af tre fjerdedele af den offentlige sektor, må vække til modsigelse hos enhver politolog med interesse for magten i samfundet.

I den stadige nedbrydning af forvaltningsretligt forsvar for borgerne mod kommunal magtvilkårlighed, dyneløfteri og bortforklaringer har KL været den murbrækker, der fik gjort beskyttelsen til noget, man skal se efter i bøger. Forvaltningens oplevelse af sig selv som borgerens bedste ven har sikkert altid været noget af en løgn, men udviklingen i retning af kontrollantvirksomhed og mistænkeliggørelse har hele gennem årene haft KL som drivende kraft.

Når det drejer sig om de kommandoraids, der mere end noget andet har påvirket kommunernes finansiering, er de i realiteten gået igennem KL. Og det tredje angreb (på hovedstadsudligningen) er igen et stykke omfordelingsarbejde, der hviler på revanchistiske påstande, men hvor den simple købmandsregning siger, at gennemsnittet sejrer over argumenter og saglighed. At nedlægge hovedstadsudligningen afgøres formentlig af, at der er flere kommuner udenfor hovedstadsområdet end indenfor.

Roger Buchs vurdering var og er, at Lars Løkke vil grønlandisere Danmark, så regionerne nedlægges. Det er utvivlsomt rigtigt. Hvornår har Venstre sidst interesseret sig for administrerbarhed og armslængdet, dialog og nærdemokrati? Det gamle højskolevenstre var beslægtet med radikale og SF ved at ville nærdeokratisere. Men det er længe siden.

KL har været drivende kraft i folkeskolereformen og er et

Man skal næppe se bort fra, at indenfor sundhedsvæsenet kunne der ligge gevinster, men det ville så kræve, at det kommunale sundhedsvæsen overgik til staten, og det er jo lige præcis ikke planen.

Mellemproportionalitets- og gennemsnitsforeningerne har efter min opfattelse manglet progressiv og solidarisk kvalitet, har været beskyttet mod kritik og har stået for noget af de mere kritisable.

I det omfang, sundhedsvæsenet bliver statsliggjort, overflødiggøres Danske Regioner. Det bemærkelsesværdige ved hele denne øvelse er, at meget tyder på, at konklusionen igen – som så mange andre beslutninger – er truffet uden nogen forudgående debat, og med et andet centrum end Slotsholmen: Skattetænkerne i Dansk Industri.

Macchiavelli skrev, at interessen aldrig lyver. Disse anonyme admnistrationskatedraler udenfor journalisters og offentlighedens rækkevidde er videnscentre, og det er ikke så tosset. Men i stedet for at have været ekstremt aktive i den offentlige debat har de gennem årene udviklet sig til et dagsordensættende kardinalkollegium.

Hvorfor ikke lige tage den folkelige debat først, måske med en folkeafstemning?Danske_Regioner_hovedkvarter Kommunernes landsforening

Ku

 

Skal vi crowdfunde Niels Lindvig?

En forening, der køber Public Service til medlemmerne

Som enhver kan se, er denne hjemmeside knapt færdig. Men konceptet var blot at forsyne lyttere og læsere med viden, som starter med hovedet og ender i fordøjelseskanalen. Derfor tyggefladen.

Konceptet og reglerne er knap nok klart. Men vi laver en forening, som sender nyheder i form af billeder og tekst.

Nu kan man så spørge: Har dette i det hele taget nogen gang på jorden?

  • Er Information, Weekendavisen, Kristeligt Dagblad, Radio24*syv, resterne af DR P1 og DR Deadline ikke nok?Det er sådan set det, vi overvejer svaret på. Og svaret afhænger bl.a. af de midler, der kommer ind til formålet.

    Ideen  om crowdfunding opstod, da DR fyrede Niels Lindvig

  •  

    P1s orientering har haft mange  gode folk i sit garn gennem tiderne. Lad os nævne Ole Sippel, Kjeld Koplev, Carsten Pharao, etc.

    Der vil på siden, når systemet er færdigt, hele tiden vises, hvor mange penge der er til at købe journalistik for.

    For os at se har de gentagne kampagner mod Røde Lejesvende gjort sit indhug. Ikke sådan at forstå, at der udelukkende er fjernet  røde journalister, men sådan, at der dels og måske navnlig på den indenlandske dækning har udviklet sig en tendens til selvcensur, og navnlig sådan, at hele områder er ladt stort set urørt.

    Afskedigelsen af Niels Lindvig viser, at sætningen om, at ingen er uerstattelig simpelthen ikke passer. Uanset om det handler om viden eller forståelse, har han troligt og med glimrende fortælleteknik bidraget til at højne vores forståelse og detaljere vore verdensbilleder.

    En pluralistisk netradio og nyhedstjeneste

    Nogle kunne måske mistænke Tyggefladen for at ville etablere De Røde Lejesvendes egen radiotjeneste.
    Men sådan er det ikke. Vi vil ikke engang hævde, vi vil genoprette en ligevægt ved at hyre røde journalister.
    Faktisk er der mange af os, der ikke ved, hvor nogle af vore mest fremragende journalister står politisk.  Det kan skyldes DRs etiske regelsæt.  Tyggefladen vil ikke fastholde et tilsvarende regelsæt.

    Emnereduktion

    Der er emner, der vil blive helt udeladt: Der bliver ingen anden underholdning end den, der ligger i nyhederne selv. Og de må gerne være underholdende.  Derfor starter vi med  at se, om vi kan samle sammen til Niels Lindvigh.   Der må, når vi har udviklet teknikken til det, gerne komme telefoninterviews og lignende.
    Tyggefladen er et kosttilskud til den daglige nyhedsstrøm, og uden kunstige tilsætningsstoffer

    Hvad kommer der ikke:

  • Popmusik
  • Bagekonkurrencer
  • Amatørmusikbedømmelser
  • Bonderøvs- og haveprogrammer

 

 

 

Oversete nyheder – til dit verdensbillede

Mange nyheder starter med en voldsom begivenhed. Tyggefladens nyhedsformidling er til at starte med sporadisk. Men vi bringer ikke  artikler om mord og voldtægt.  Da denne artikel i sin tid blev skrevet, var der blevet skudt i fogedretten i København, og straks efter flød der en diskussion om sikkerheden i retssalene.

Sådanne debatter kan være relevante, men pressen og de forskellige aktører dækker disse emner så udmærket.

Omvendt er det med de emner, der tilsyneladende pakkes lidt længere væk.  Vi kan så nævne, at der tilsyneladende er giftige fluorforbindelser i grundvandet, og at Miljøstyrelsen er lidt modvillig til at tage affære.

Det er en nyhed i den forstand, at der er skrevet artikler om, at mistanken er blevet rejst, og at det ikke skorter på advarsler.

Men beslutningssystemet er glad for den nyhed.

vand