Kategori: Værdier

Hvad er værdigrundlaget.

Jesper Jespersen: Mindeord over tidligere overvismand, minister m.m. Bent Rold Andersen

Tidligere socialminister, overvismand og professor Bent Rold Andersen er død

Tyggefladen har bedt Jesper Jespersen om at skrive mindeord.

Foto af Jesper Jespersen

Mindeord om tidligere overvismand og socialminister Bent Rold Andersen

af professor, dr. polit. Jesper Jespersen

Foto af Bent Rold Andersen

Bent Rold Andersen var noget særligt i det danske økonommiljø. Han evnede at kombinere et højt fagligt niveau med et socialpolitisk engagement. Han er ikke den eneste professor i økonomi, der har bestridt en ministerpost; men han er den eneste (over)vismand – formand for Det økonomiske Råd – der også har været minister. Det siger noget om Bent Rolds (som vi kaldte ham) personlighed. Hans faglige integritet var uantastelig. Han sagde sit professorat på RUC fra i 1975, da han følte at politisk korrekthed overtrumfede fagligheden. Samme år blev han medlem af Det økonomiske Råds formandskab, som han tilførte den social- og arbejdsmarkedsøkonomiske dimension, der hidtil havde manglet. Herved blev vi unge ’regnedrenge’ belært om, at ikke al økonomi kan sættes på formler.

Som noget helt naturligt blev Bent Rold overvismand i 1976, da Anders Ølgaard trak sig tilbage. Det medførte, at der i formandskabet i endnu højere grad blev lyttet, inden konklusionerne blev draget. Bent Rold gav plads til faglig uenighed i formandskabet, som blev respekteret gensidigt, hvilket var med til at nuancere de halvårlige redegørelser for ’Dansk Økonomi’.

Fyrre år senere i 2005 mødtes vore veje igen nu som medlemmer af den alternative velfærdskommission. Bent var fyr og flamme. Han var stærkt utilfreds med det faglige niveau, som kendetegnede den officielle velfærdsdebat. At menneskers værd blev målt på deres bidrag til nationalproduktet. Jeg fik atter en gang lov til at være ’sparringspartner’ for den nu noget ældre, men stadig knivskarpe mester. Også det lærte jeg meget af, hvilket jeg er ham dybt taknemmelig for.

—————————

Lidt ekstra bemærkninger af Mikael Hertig

Bent Rold Andersen var, som det fremgår af ovenstående, drevet af et stort socialt engagement.
Mange husker ham som arkitekten bag socialreformen af 1974, som led en krank skæbne, der på mange måder må anses for mindre fortjent. Ganske vist medførte oliekrisen og en periode med recession i dansk økonomi, at der ikke efter den herskende opfattelse var penge til den rundhåndede udmåling, som socialreformen lagde op til.
Imidlertid var Bent Rold Andersens næsten glemte hovedsynspunkt, at indgangen til det daværende sociale system måtte være en socialbegivenhed. Man skulle låse vedkommendes eller familiens situation, og så måtte de fleste andre hensyn vige.
Det er måske gået i glemmebogen, at sociallovgivningen før socialreformen bestod af en uendelig række af specificerede regler, der hver for sig kunne give anledning til handlinger eller udbetalinger. I dette virvar af regler var der  mennesker i nød, der bare ikke havde den rigtige bestemmelse til at udløse hjælp eller støtte på nogen måde.
Den oprydning var tiltrængt.

Jeg lærte Bent Rold Andersen som et på sin vis ydmygt og varmt menneske med sin faglighed i behold.

Mikael Hertig

Det Konservative Folkepartis vej mod bunden

 

af Mikael Hertig

Det Konservative Folkeparti har spillet en historisk rolle som magtelitens førstevalg, afløseren for dele af de nationalliberale og Højre. Mens vi idag anser partiet for nogenlunde parlamentarisk og dermed også moderne demokratisk, kan man næppe komme ud over, at denne blanding af nationalromantik og klientelisme har haft det meget svært med folkeligheden. Det der med een mand, een stemme medfører jo, at sindssyge, kriminelle, forgældede, ja gadens parlament og frie fugle, de hjemløse, pludselig tilbydes at være med til at bestemme.

Skal man sige det positivt, så er patron-klientforholdet, den form for magtens åg og ansvar, denne den hvide mands byrde, hvor man tager sig af sit tyende og sine folk, det udgangspunkt, nedarvet fra adelen, hvor privilegier kunne tages med selvfølge. Den tænksomme del af Højre husker skolerne på landet, ophævelsen af vornedskabet, udflytningen som mere eller mindre initiativer fra fremsynede adelsfolk.  I dette miljø, hvor man havde så let ved at tage æren for de fremskridt, der havde fundet sted og samtidig slå bremser i for dets fortsættelse, der ser man nu arvtagerne udvise den mangel på pli og stil, som den sande konservative, rundet af ædel æt, naturligvis må få kvalme ved at se.

Der vil være mange af disses efterkommere, der nok kan henvise til Gud, Konge og Fædreland, den gamle konservative treenighedsvariant, hvor hengivenheden til Kongehuset sørger for, at religiøsiteten ikke giver folk de nykker, der i sig får tyendet til at tro, at der er anden plads til dem end i tjenesteboligerne, at de skulle være lige og frie. Der kommer det hellige Gud bevares ind. For den slags nykker skal i bagstræbets navn naturligvis sættes på plads.

Viggo Hørup skrev – gengivet i Ebbe Kløvedal Reichs “Svampens Tid” en fantastisk kronik, her refereret efter hukommelsen. Den handlede om “De Nationalliberales Begravelse”. Han så for sig en kirke fyldt med oldinge, der blandt andet skulle prøve at sønge Adam Oehlenschlägers “Lær mig, Oh Skov, at visne glad.” Men stemmerne var sprukne, så glæden visnede stille hen.

Indenfor den seneste tid har vi oplevet, hvordan en ung konservativ kvinde med et smukt, tækkeligt ydre kom til at blande kristendommens menneskesyn ind i konservativ politik.. Som allerede nævnt går det slet ikke. Mircadoen har slet ikke forstået, at for konservative hører folkekirke og kristendommen som tingel-tangel ind under Ordenskapitlet. Enhver ansats til forståelse af, at alle er lige overfor Gud og sligt risikerer jo at give folk nykker. Så sammenligningen af, hvilken religion, der er bedst, strider mod Konservatives romantiske klientelisme.  Uf.

Med valget af Naser Khader som et trækplaster, der skal redde partiet tilbage til storhedstiden, er jo netop besynderlig, ikke mindst, fordi han er en slags bekendende muslim, godt nok med hang til at dyrke Søren Krarup og derfor en krydsning.

Søren Pape, den nye superstjerne, der har det med at forsvinde, har nu trukket nazikortet for at kunne tiltrække sig lidt opmærksomhed. Men den går jo ikke.

Når de konservative skal samles til deres begravelse her inden længe. vil jeg igen, inspireret af Hørup, pege på “Lær mig, Oh Skov, at visne glad.” Den er skrevet af romantikkens egen digter, Oehlenschläger, som endnu ses siddende foran Det Kongelige Teater. Der er endnu en grund. Oehlenschläger var ikke bare romantiker, han var nationalromantikker. Han elskede den ægte danske natur, som den så ud, før landbruget tog over. Modsat Schack Staffeldt, der trods alle sine forsøg på at være dansk aldrig blev anerkendt som sådan, så pegede han tilbage på vikingerne, urkraften etc som særligt dansk.

Hvad er der dog tilbage af Det Konservative Folkeparti? Dette besynderlige skattenægterparti, der ikke rigtig længere har andet at byde på end utilsløret fremmedhad, småmilitariske og forsvar for finanskapitalens privilegier.

Forladt, ikke bare af Ditlev Tamm, men også af Søren Hviid Petersen. Om Asger Aamund stadig støtter, ved jeg ikke. Men det kan jo også være ligegyldigt.

Søren Papes brug af nazikortet må henvises til Nationalmuseets afdeling for Boomeranger. Jeg kan ikke lade være med at lade tanken gå tilbage til min studietid, hvor forvaltningsrettens pioner, professor dr. jur. Poul Meyer ikke skjulte sin 1930’er fortid i KU med heil, skrårem, støvler og slagsmål med DSU.  Vi så den også i Matador, og det er et vigtigt at huske, at den form for demokratiforståelse, vi fik udviklet i efterkrigstiden, slet ikke var den samme i 1930’erne. Det Konservative Folkepartis storhedstid var under den Schlüter og andre, langt mindre ideologisk  prægede pragmatikere, end vi ser idag. Når Pape trækker kortet, hører vi straks KU’s støvletramp i brostenene.  Jeg husker med glæde Lis Møller, gift med den tidligere danske  finansminister Poul Møller. Hun optrådte i fjernsynet med sociale udsendelser af god og pæn kvalitet, der viste den sociale indlevelsesevne, som De Konservative nu  i konkurrence med de andre borgerlige partier flygter fra.

Hvor svært har Det Konservative Folkeparti det med demokratiet, ved jeg ikke. Men jeg ser, at diagnosen peger på krise og tilbagegang, fordi partiet ikke længere har kontakt med sine rødder – det handler om patronens ansvar. De snakker om ‘ansvar’, men det er det ansvar, de udstødte skal tage for deres eget liv.

De kan ikke lægge kraft i stemmerne, når de skal synge “Lær mig, Oh Skov..”

 

Tre kvarters indslag med Mikael Hertig – radio Kiljoule

Radio Kilojoule åbner først i 2015. Men en af udsendelserne varer 45 minutter og er en dialog mellem redaktør Carsten Junker og Mikael Hertig.

Smughør udsendelsen nu.

Det handler om venstrefløjens afmagt, danskernes historieforståelse, vores opfattelse af demokrati, kampen for demokratiet og hvad der sker med det.

Venstrefløjen og skattebasen

Det er lykkedes borgerligheden i Europa at gøre det til et politisk mål at nedbringe skatter. Den første i Danmark, det lykkedes at føre et vildt felttog mod skatter, var Mogens Glistrup.

Skattemyten bygger på en ide om, at først tjener man pengene, så kommer den slemme stat og røver dem igen. Men der er jo ingen samfundsløs urtilstand i pengeøkonomien. Tværtimod er mønter og sedler veksler på statens bank.

Vore økonomiske augurer har alle båret ved til Glistrups bål: De mener, at skatter, framet ind i en mytologi, hvor udelukkende de mest egennyttige incitamenter styrer menneskelig adfærd, og hvor skatternes betydning for samfundet konsekvent lades ude af betragtning.

Politikerne er fulgt efter, og navnlig har Socialdemokrater svigtet på dette punkt. Incitamentspræsteskabet har hele tiden fastholdt en stribe myter:

1) Lavere selskabsskatter gavner enten økonomien som helhed eller skattebasen selv som følge af  flere investeringer og dermed flere skatteindtægter

2) Øget forskel på arbejdende og ikke-arbejdende gavner motivationen til at søge arbejde. Derfor sænker man skatterne på arbejde. Det skulle påvirke bekæftigelsen og indirekte forøge skattebasen.

3) Myte tre: “Verdens største skattetryk” svækker “konkurrenceevnen”. Derfor skal skatterne ned, uanset de sociale og økonomiske konsekvenser.
Sammen med  fokus på ligevægt på de offentlige kasser (EU-konvergens, austerity) har dette medført, at Danmarks skattebase er blevet udhulet.

Jeg kan ikke gøre op med hele mytologien her. Det vil være for voldsomt.

Jeg kan bare konstatere, at konsekvensen er af den førte politik er, at det offentlige ikke har midler til at investere for. Der er taget i hundredevis af milliarder ud af det økonomiske kredsløb. Disse midler kunne have været brugt her i landet, i stedet for at indgå i alle mulige andre overvejelser i pensionskasser, og  ophobninger af herreløse penge.

Venstrefløjen må efter min mening og ikke mindst Elisabeth Wehlings og andres fokus mande sig op til at tage fat i værdigrundlaget.

Skatter er kilden til finansiering af undervisning, sundhedsvæsen og social omfordeling. Når et barn bliver døbt i den folkekirke, jeg holder mest af, har præsen i sin formaning til faddere og forældre puttet ind: “Dette barn er skabt i Guds billede. Hvad I gør mod hende (ham), har i derfor gjort imod ham (hende). ”
Når nogen angriber skattebasen, skal vi for det første spørge, hvor det er, de mener, kvaliteten skal forringes, hvor skal angrebet sættes ind: Undervisning, sundhed, retsvæsen, omfordeling?

For det andet skal den genetableres.