Kategori: Fødevarepolitik

Kødet fra slagter Carlos

Velhængt kød af limousinekvæg fra Flandern

Billede af kødstykke

Filetstykke med ben, Flamsk krogmodnet Limousine.
(c) Mikael Hertig juli 2018

Jeg har været med til at købe kød hos slagter Carlos i Bruxelles tre gange, og det fortsætter. Min søn bor der, og det er vel grunden til, at jeg tager derned.  Nu er jeg gået over til at tage kød med hjem, for Carlos laver en kølepakke.

Der er noget nostalgi over oplevelsen. En del af hemmeligheden har med kodets modning at gøre. Den anden hemmelighed  I en kølemontre ud til gaden hænger okserygge fra Franche-Comté, fra Savoien, Auvergnes højland, fra Provences bakker. De tilsvarende stykker, hvor man ser fedtmarmoreringen, ses i butikkens kølemontre eller et par stykker i bunden af udstillingsvinduet.

Første gang, jeg spurgte, hvordan det smagte, rakte Carlos’ kone mig en smagsprøve. Hun skar en skive direkte ud fra kødet i montren. Værs’go: råt kød fra Franche-Comté.  Allerede ved den lejlighed kom erindringen fra slagterbutikken i 1960’erne op i erindringen.  Oksekødet havde den lidt ferske kvalitet, som krogmodnet kød får: ammoniaksmagen fra det vacuumpakkede kød, vi er vænnet til.

Ligesom barndommens slagter kommer leverandøren med store hele rygge, bagfjerdinger osv. Slagteren stod selv for både den grove og den fine udskæring. Nu til dags leveres kødet, (der er gået) i stykker fra slagteriet.

Billede af et stort pandestegt kødestukke

Flamsk limousine-okse, stegt som chateubriand
Mikael Hertig foto (c) juli 2018

Hvordan tilberedes sådan et stykke på et kilo? Slagterens svar er enkelt. Tag kødet ud af køleskabet en time før stegning. Kødet krydres med salt og peber.  Steg kødet på en varm pande to minutter på rygsiden , derefter to minutter på hver side. Endelig skal den have 4 minutter i en 100 grader varm ovn, så de fine fedtstriber kan opløse sig lidt i kernen. Derefter skal den hvile 10 minutter før servering.

Normalt forbinder vi oksekød med en kraftig, ikke en fin smag. Kødsmagen er umiskendelig, fersk og kraftig på samme tid.

 

Billede af kødet, nu serveret i skiver.

Kødet serveres skåret ud i skiver. Sådan.
Mikael Hertig foto (c) 2018

Prisen for stykket er 300 dkk kiloet. Noget helt vildt godt. C

Hvorfor må producentlandene ikke eksportere brændt og malet kaffe?

MIkael Hertig
(c)

Af Mikael Hertig, Nuuk

Nuuk: Prisen på ristede kaffebønner er steget fra omkring 114 kr. til omkring 150 kr.

 

Brændte kaffebønner, købt i Nuuk til 115 kr.kg. Mikael Hertig foto 2017 (c)

 

Prisen på kaffebønner er på vej op i Grønland. Om det matcher forholdene i Danmark, ved jeg ikke. Poserne er nu ved over hele linjen at indeholde 400 gram mod før 500 gram, uden at prisen pr. pose er sænket af den grund.

 EU’s handelsrestriktioner

EU har naturligvis bestemmelser om grænseværdier for, hvad fødevarer må indeholde. For kaffens vedkommende drejer det sig i almindelighed om rester af pesticider. Det kunne være et kapitel for sig. Køb helst økologisk kaffe. Så er det sagt, uanset hvilken form for kaffe du køber.

Det interessante her er de begrænsninger, der er lagt på EU’s import af brændte kaffebønner fra producentlandene.  Hvis det kan påvises, at det i realiteten er umuligt for Columbia eller Brasilien kommercielt at eksportere brændt kaffe, så er  producenterne tvunget til at afsætte deres varer via børserne i New York og London.

Børserne  sikrer opkøberne de lavest tænkelige priser, størst mulig gennemsigtighed for produkterne.

Der er to tabere i den forsyningskæde:
Kaffebønderne, der ikke får en rimelig løn for deres hårde fysiske arbejde,

og

Forbrugerne, der får reduceret deres disponible husholdningskasse, idet de stærkt forhøjede priser virker som beskatning.

Markedsvilkår for kaffebønder og -kooperativer

 


Efter den økonomiske lærebog skulle der være fuldkommen konkurrence på et marked, der fungerer som et torv:

Varerne er sammenlignelige og deres kvalitet kan umiddelbart bedømmes (gennemsigtighed, transparency).

Der er mange sælgere, så køberne kan bare tage udbyderen ved siden af, hvis prisen er for høj. Men der er også mange købere, så hele fordelen ligger alene på deres side. Hvis der nu bare var en køber, så kunne han lave “hollandsk auktion”. Det vil sige, de andre, der ikke ville gå med ned i pris, ville gå hjem uden at have solgt deres varer.

Er der kun en sælger, hedder det monopol. Han bestemmer prisen for at kunne få maksimal profit. Er der kun een køber, kan han presse prisen. Det kaldes monopson (monopsony) (1).

Det er mit indtryk, som jeg har en anelse vanskeligheder ved at dokumentere,

at

  • priserne på grønne kaffebønner har en markant indflydelse på afregningspriserne til leverandørerne i producentlandene
  • forarbejdningen og distributionen af kaffe i EU virker som et kartel med fire hovedleverandører: Sara Lee, Philip Morris  og en  europæisk gruppe bestående af blandt andet datterselskabet Peter Larsen Kaffe i Danmark. Endelig deltager og Nestlé med salg af pulverkaffe.  En del af beskyttelsen handler efter mit indtryk af tekniske handelshindringer for import af kaffe, fordi der er forbud imod at importere kaffebønner med den kemiske karakteristik, bønnerne opnår, når de er brændt.

Med eller uden tilstrækkelig dokumentation er påstanden, at producenterne er fattige bønder, der kun får del i indtægterne fra kaffeproduktionen, fordi  der er tale om et marked med mange leverandører i indbyrdes konkurrence, men med en opkøberside, der virker samlet set som et kartel. Betegnelsen er monopsonistisk konkurrence.

Emnet har tidligere være belyst i en rapport, der omtales her.

Den dominerende stilling indebærer imidlertid også, at forbrugerne tvinges til at betale overpriser på kaffe. Set fra forbrugerside er det umuligt at gennemskue prisen på kaffe.  Men den undersøgelse, der refereres til, gav plads til en forhøjet dummebøde alene på grund af en enkelt fejlslagen høst i Brasilien i 2010.   Ekstraprisen pr. kilo kaffe lå på omkring 25 kroner. Udover, at spekulanterne kastede sig over kaffe på kaffebørserne som spekulationsobjekt, slog prisforhøjelser igennem på Europas dagligvaremarkeder.
Da priserne på råkaffe senere faldt til under priserne før den fejlslagne høst, kunne alle aktørerne i distributionsleddene konstatere, at kunderne accepterede de forhøjede priser uden at blinke. De dominerende dagligvarekæder i Danmark, Brugsen, Dansk Supermarked og Supergros kunne altså sammen med de tre distributører seks mand om et bord enes om at dele fortjenesten. Priserne er ikke sænket siden.

Hvis butikken selv bestemmer prisen, er der ingen rigtig konkurrence

Det er karakteristisk for sproget om priser på dagligvarer, at de ansvarlige selv siger, at de “sætter” eller “lægger prisen” på et “passende niveau”. Det lyder som en slags hensyntagen til forbrugerne. Men for enhver forretning handler det om omkostninger og fortjeneste. I det omfang, priserne sættes for at maksimere på andre parametre, for eksempel mellem varerne på hylderne om at skaffe størst mulig fortjeneste, så har det ikke noget med et konkurrencebetonet forbrugermarket at gøre.  Det er karteladfærd.

De politiske partier, der kalder sig liberale, burde af al kraft kaste sig over dagligvaremarkedet og forlange konkurrence. De ekstraordinært høje forbrugerpriser vender den tunge ende nedad og virker som skat.

 

Forslag: Fjern dog de tekniske handelshindringer.

Hvis der er tekniske handelshindringer på import af ristet og malet kaffe, kan karteldelen i EU svækkes ved, at dagligvarekæderne vil kunne importere de forarbejdede produkter direkte fra producentlandets fabrikker. Dem vil der givetvis kunne komme mange af, og det vil medføre faldende priser på dagligvarekædernes afregningspriser.

Danske ( og grønlandske) politiske partier bør derfor undersøge, om toldsatser og tekniske handelshindringer på kaffe kan afskaffes. Det kan ske ved, at de henvender sig i første omgang til Konkurrencestyrelsen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

(1) Betegnelsen stammer fra Joan Robinson, The Economics of Imperfect Competion, p. 215.  Her hentet fra Stonier, A & Hague, D: A Textbook of Economic Theory, Longmans, 3 ed. 1964-67, p 232 f:
We must now envisage the possibility that in the market for a factor of production, where the buyers are firms, there may be one firm which is large enough and important enough to have a unique position on the buying side. To describe such a situation Mrs. Joan Robinson has suggested the word ‘monopsony’.  A monopsonist is the only firm on the buyers side of  a market  just as a monopolist is the only firm on the sellers’ side.