Kategori: Økonomi

Både samfundsøkonomi og erhvervsøkonomi

April 2016 Grønlands recession fortsætter

Tyggefladen bedømmer løbende Grønlands økonomiske udvikling.

Forståelse af den økonomiske udvikling er nødvendig for formulering af økonomisk politik. Uanset om man hører til på den ene eller den anden fløj, må udgangspunktet for diskussionen om den bedste økonomiske politik være så præcis en forståelse af landets økonomiske situation som muligt være et fælles udgangspunkt.

Tyggefladen udgiver en gang i kvartalet sin konjunkturvurdering.
Basis er hovedsagelig de tal, der er tilgængelige fra Grønlands Statistik og de tilgængelige offentlige regnskaber. I en lille økonomi som vores, der fortrinsvis er afhængig af et enkelt erhverv (fiskeri), kan fejl og forskydninger  påvirke bedømmelserne.

Personer, der finder fejl i argumentation, anvendelse af tal eller tilsvarende, eller som kommer med forslag til forbedringer, opfordres til at henvende sig til os. Det sker på mailadressen konjunktur@tyggefladen.dk.

Definitionen på begrebet ‘recession’ ses her.  Recession wikipedia. Det betyder efter almindelig opfattelse økonomisk tilbagegang i bruttonationalproduktet (BNP), der varer i tre kvartaler eller mere.

DSCN1841

Hvad angår arbejdet med vurderingen af den grønlandske økonomi gælder, at Grønlands Statistik ikke opgør BNP kvartalsvis, men årligt.  Man kan ikke teoretisk udelukke, at den årlige BNP-opgørelse indeholder tre positive kvartaler og et (meget) negativt. Her vil vi blot definere Grønland som værende i recession, hvis BNP er negativ. Grønlands Statistiks BNP tabel der kun rækker til og med 2014.

Konjunkturudviklingen 2009 – 2015

Grønland befinder sig i 2016 efter alt at dømme for femte år i træk i ubrudt og voksende recession.

Anbefaling: I stedet for at fokusere alene på de offentlige kassers økonomi, bør politikere og erhvervsliv bekymre sig mere for de stærkt faldende investeringer og åbne en debat om, hvorvidt Grønland virkelig kan spare sig ud af tilbagegangen.

Grønlands BNP
Faste priser
2009 2010 2011 2012 2013 2014
BNP, mio. kr. 10930.2 11207.1 11454.0 11396.2 11244.6 11060.9
Pr. indbygger, i 1.000 kr. 194.5 198.5 202.3 200.8 199.5 196.5
Ind., 2005=100 112.0 114.3 116.5 115.6 114.8 113.1
Årlig v  BNP -0.7 2.5 2.2 -0.5 -1.3 -1.6

Kilde: Grønlands Statistik

Grønlands Statistik har endnu ikke her 9. april 2016 offentliggjort BNP for 2015. Det har den fordel, at man sparer for efterjusteringer (der offentliggøres ikke foreløbige tal).

Recession i perioden 2012-14
Ved bedømmelsen af Grønlands økonomiske konjunktursituation er det almindelig praksis at vurdere andre statistiske observationer. Udgangspunktet i de offentliggjorte tal er, at Grønlands økonomi har været i konstant tilbagegang i perioden 2012-14.

Udviklingen i investeringerne
Økonomer anvender ordet ‘investering’ på to måder. Dels betyder det – ligesom i dagligdags forståelse ‘placering af kapital/penge’, der ikke anvendes til løbende forbrug, udenfor indeståender i en bank. Det kan også betyde ‘anskaffelse af produktionsmidler’.   Den sidste betydning kaldes ofte ‘reale investeringer’. Ved bedømmelsen af den økonomiske udvikling er det udviklingen af produktionsapparatet, der er interessant. Uden et stabilt højt niveau i reale investeringer kan den økonomiske tilbagegang ikke vendes.

Da der går en vis tid fra en investering er foretaget til den kan slå igennem i den økonomiske udvikling, er det ikke så ærgerligt, at vi for den aktuelle konjunkturbedømmelse, at investeringerne for 2015 mangler.

 

Investeringer, faste priser 2009 2010 2011 2012 2013 2014
 Mat. faste aktiver 2656.6 2752.9 3128.9 2705.4 2508.2 1701.4
1 Bygn & anlæg 1975.0 2049.5 2086.4 2273.9 1796.8 1245.2
2 Transportm 237.8 257.8 588.0 145.5 420.3 163.2
3 Maskin & Inv 443.8 445.6 454.5 285.5 290.8 293.0
4 Ændring, dyrk
Immaterielle faste aktiver 791.1 3267.7 4502.2 1732.9 901.7 352.9
1Min &olie-forsk 771.7 3249.4 4472.5 1699.4 895.1 345.8
2 Computer software 19.4 18.3 29.8 33.5 6.6 7.1
 Faste bruttoinvest. 3447.7 6020.6 7631.1 4438.3 3409.8 2054.3
 Lagerænd. sv. -5.2 10.0 45.7 122.1
 Netans særl vgest 4.7
5. Bruttoinvesteringer 3442.5 6030.6 7681.5 4560.4 3409.9 2054.3
Årlig vækst i procent 2009 2010 2011 2012 2013 2014
 Mater faste aktiv -21.2 3.6 13.7 -13.5 -7.3 -32.2
1 Bygn & anlæg -22.5 3.8 1.8 9.0 -21.0 -30.7
2 Transportm 9.6 8.4 128.1 -75.3 188.8 -61.2
3 Mask &invent -27.0 0.4 2.0 -37.2 1.9 0.8
4 Ænd aktiver
 Imm faste aktiv -24.4 313.1 37.8 -61.5 -48.0 -60.9
1 Min & olieforskn -24.9 321.1 37.6 -62.0 -47.3 -61.4
2 Software 3.9 -5.6 62.4 12.5 -80.3 7.0
 Faste bruttoinvesteringer -22.0 74.6 26.8 -41.8 -23.2 -39.8
Ændring, særl -105.6 -291.6 355.0 167.4
..
 Bruttoinvesteringer -23.7 75.2 27.4 -40.6 -25.2 -39.8

Kilde: Grønlands Statistik april 2016.

Tabellen viser et betydeligt fald i alle former for investering fra 2011 til og med 2014.  Som det ses, er der et sammenfald mellem faldet i investeringerne og faldet i BNP.  Det er næppe tilfældigt. Selv, hvis man ser 2011 som et år med særligt høje investeringer er niveaufaldet i perioden slående.

Bagved de faldende investeringer mærkes den skuffende udvikling indenfor forventningerne vedrørende råstofområdet. Men dette forhold kan næppe forklare hele udviklingen i perioden.
Investeringstilbagegangen rækker til et niveau i 2014, der er under det halve af udgangsåret 2009.

Ledighed og beskæftigelse

Perioden til 2014 viser i det store billede kun få og betydningsløse forskydninger.

Alle Gns md arbstyrke Besk gns ms i besk Ledigh md Udf arbsm Befolkning
2010 26482 24426 2056 9502 35984
2011 26820 24302 2518 9498 36318
2012 26994 24339 2655 9438 36432
2013 27021 24296 2725 9489 36510
2014 26764 24010 2754 9539 36303
Procent
2010 73,6 67,9 5,7 26,4
2011 73,9 66,9 5,7 26,2
2012 74 66,8 5,6 25,9
2013 74 66,5 5,6 26,0
2014 73,7 66,1 5,7 26,3

 

Heller ikke, når man ser på andelen af personer, der kun har folkeskoleuddannelse, forrykker billedet sig ret meget. De kendte problemer for Grønlands økonomi kan meget vel skyldes, at der ikke sker så frygtelig meget, hvad angår efterspørgslen efter arbejdskraft.

Sæsonoplysning:

Grønlands økonomi er afhængig af de afregnede priser på fisk og rejer. Priserne steg i 2015.   Læs Grønlands Statistiks artikel her. Det medførte netto en samlet indhandlingsfremgang på 100 mio, så den samlede værdi af indhandlede fisk og skaldyr rundede 1 milliard kroner i 2015. Værdien af rejefangsten er faldet drastisk, mens værdien af hellefisk er vokset.

 

 

 

 

Fattigdom bag høj dødelighed i Grønland ?

Picture of Mikael Hertig

Mikael Hertig i

Vi bør måske se på de bagved liggende årsager

Grønlændere lever otte år kortere end danskere. Det er meget. Det bringer os  i Grønlandpå niveau med Kina og nogle af de østeuropæiske lande, siger Martha Lund Olsen til Danmarks Radio i denne artikel.
En engelsk undersøgelse demonstrerer sammenhængen i almindelighed: Den kan downloades  her: inequalitiesinhl_tcm77-141622

Årsagerne, der henvises til fra SIs side, er tobaksrøg, alkoholforbrug og selvmord.
Det kan ikke afvises. Men hvorfor drikker Jeppe? Antog vi, at man uden at tage højde for social status i Grønland alene så på fx alkoholforbrug, sammenlignet mellem danskere og grønlændere, ville resultatet kunne tænkes at blive misvisende. I overklassen af danskere findes der formentlig mange med et ret højt alkoholforbrug og en ret lang restlevetid, hvorimod de grønlandske alkoholikere er af lavstatus med en kort.

Livsstil er et kompleks af vaner og mønstre, og det ene har det med at filtre sig ind i det andet. En korrelationskoefficient i størrelsesordenen 0,38 viser, at klasseforhold i et samfund varierer sammen med 38 ud af 100 observationer.
Som generel forklaring duer det ikke, men som et led i en forklaring er det meget.

Det hører til ideel metode, at man opbygger en model, der viser, hvordan årsager og virkninger hænger sammen i et mønster. Så langt når vi sjældent; ærindet med denne artikel er blot at gøre opmærksom på, at den store fattigdom og udbredte mangel på håb må kunne antages at være en bagved liggende årsag.

Når nu afgifterne på cigaretter får et nøk opad, kan partierne smykke sig med et ædelt formål; men hensigten er at få flere penge i statskassen. Resultatet er stensikkert. Vi ved, at afgiftsforhøjelser ingen væsentlig effekt har på forbruget og dermed på sundhedstilstanden. Efterspørgslen er stabil, eller som økonomer ville kalde det, “uelastisk”.

Det er ærgerligt. Forskellen mellem rig og fattig er i Grønland lige som i de lande, som vi deler livslængde med. Jeg bilder mig ind, at det er der, problemet ligger.

 

Jesper Jespersen: Mindeord over tidligere overvismand, minister m.m. Bent Rold Andersen

Tidligere socialminister, overvismand og professor Bent Rold Andersen er død

Tyggefladen har bedt Jesper Jespersen om at skrive mindeord.

Foto af Jesper Jespersen

Mindeord om tidligere overvismand og socialminister Bent Rold Andersen

af professor, dr. polit. Jesper Jespersen

Foto af Bent Rold Andersen

Bent Rold Andersen var noget særligt i det danske økonommiljø. Han evnede at kombinere et højt fagligt niveau med et socialpolitisk engagement. Han er ikke den eneste professor i økonomi, der har bestridt en ministerpost; men han er den eneste (over)vismand – formand for Det økonomiske Råd – der også har været minister. Det siger noget om Bent Rolds (som vi kaldte ham) personlighed. Hans faglige integritet var uantastelig. Han sagde sit professorat på RUC fra i 1975, da han følte at politisk korrekthed overtrumfede fagligheden. Samme år blev han medlem af Det økonomiske Råds formandskab, som han tilførte den social- og arbejdsmarkedsøkonomiske dimension, der hidtil havde manglet. Herved blev vi unge ’regnedrenge’ belært om, at ikke al økonomi kan sættes på formler.

Som noget helt naturligt blev Bent Rold overvismand i 1976, da Anders Ølgaard trak sig tilbage. Det medførte, at der i formandskabet i endnu højere grad blev lyttet, inden konklusionerne blev draget. Bent Rold gav plads til faglig uenighed i formandskabet, som blev respekteret gensidigt, hvilket var med til at nuancere de halvårlige redegørelser for ’Dansk Økonomi’.

Fyrre år senere i 2005 mødtes vore veje igen nu som medlemmer af den alternative velfærdskommission. Bent var fyr og flamme. Han var stærkt utilfreds med det faglige niveau, som kendetegnede den officielle velfærdsdebat. At menneskers værd blev målt på deres bidrag til nationalproduktet. Jeg fik atter en gang lov til at være ’sparringspartner’ for den nu noget ældre, men stadig knivskarpe mester. Også det lærte jeg meget af, hvilket jeg er ham dybt taknemmelig for.

—————————

Lidt ekstra bemærkninger af Mikael Hertig

Bent Rold Andersen var, som det fremgår af ovenstående, drevet af et stort socialt engagement.
Mange husker ham som arkitekten bag socialreformen af 1974, som led en krank skæbne, der på mange måder må anses for mindre fortjent. Ganske vist medførte oliekrisen og en periode med recession i dansk økonomi, at der ikke efter den herskende opfattelse var penge til den rundhåndede udmåling, som socialreformen lagde op til.
Imidlertid var Bent Rold Andersens næsten glemte hovedsynspunkt, at indgangen til det daværende sociale system måtte være en socialbegivenhed. Man skulle låse vedkommendes eller familiens situation, og så måtte de fleste andre hensyn vige.
Det er måske gået i glemmebogen, at sociallovgivningen før socialreformen bestod af en uendelig række af specificerede regler, der hver for sig kunne give anledning til handlinger eller udbetalinger. I dette virvar af regler var der  mennesker i nød, der bare ikke havde den rigtige bestemmelse til at udløse hjælp eller støtte på nogen måde.
Den oprydning var tiltrængt.

Jeg lærte Bent Rold Andersen som et på sin vis ydmygt og varmt menneske med sin faglighed i behold.

Mikael Hertig

Statsministerens åbningstale 6. oktober 2015

Foto af Lars Løkke Rasmussen

Lars Løkke Rasmussen,

Statsminister Lars Løkke Rasmussens tale ved Folketingets åbning den 6. oktober 2015

Danmark er et dejligt land. Et af de bedste i verden. Det kan vi danskere hurtigt blive enige om.

Gennem generationer har vi skabt en helt særlig plet på kloden. Med frihed. Velstand. Harmoni.

Vi er stolte af, hvem vi er. Det har vi grund til.

Men vi skal også være ærlige om, at vi ikke har løst alle problemer.

Der er ting, vi kan gøre bedre. Der er ting, vi skal gøre bedre. Selv i et af verdens bedste lande.

Vi har bygget vores samfund på ligeværd. På tillid til hinanden. På respekt for den enkelte.

Det er det, der gør Danmark til Danmark. Til et samfund, der hænger sammen. Til det land, vi holder af.

Men når væksten koncentrerer sig i de større byer. Så kan Danmark blive delt i to.

Så risikerer vi et Danmark, der ikke hænger sammen geografisk.

Når børn vokser op i parallelsamfund, hvor ligeværd og frihed bliver tilsidesat.

Så risikerer vi et Danmark, der ikke hænger sammen værdimæssigt.

Når gevinsten ved at arbejde er for lille, og for mange bliver forsørget af det offentlige.

Så risikerer vi et Danmark, der ikke hænger sammen økonomisk.

Og når der ikke skabes nok private arbejdspladser, så hænger økonomien heller ikke sammen. For pengene til velfærd kan kun komme ét sted fra:

Vores virksomheder.

Danmark er et lille land i en stor verden. Vi er afhængige af det, der sker uden for vores grænser. Men vi skal selv bestemme, hvad vi er for et land.

Jeg ønsker et Danmark, der hænger sammen. Geografisk. Værdimæssigt. Økonomisk. Og menneskeligt.

* * *

Danmark og Europa står i en ekstraordinær situation.

Vores grænser er under et dobbelt pres

Dels fra migranter, som søger væk fra fattigdom.

Dels fra mennesker på flugt fra krig og ødelæggelse.

Ofte under vilkår, der er så barske, at vi dårligt kan rumme dem.

Familier i synkefærdige både. Mennesker stuvet sammen i lastbiler. Børn og voksne prisgivet kyniske menneskesmuglere.

Det er dybt ulykkeligt.

Danmark har et ansvar for at hjælpe mennesker på flugt.

Men vi har også et ansvar for, at vores land hænger sammen.

Vi må tale åbent om, at der er forskel på at være flygtning og økonomisk migrant. Vi kan aldrig magte en folkevandring, der er båret af ønsket om et bedre liv. Hvor forståeligt det ønske end er.

Vi må holde hjertet varmt og hovedet koldt.

Der er ingen nemme løsninger. Men jeg mener, at vi har realistiske muligheder, hvis vi ser verden, som den er.

For det første er det klart, at Europa skal få styr på tilstrømningen. Det nytter ikke at lade Europas grænser stå åbne og kun tale om at fordele de mennesker, der kommer ind.

Vi må tage fat om problemets rod. Og Danmark gør vores del.

Regeringen afsætter 750 millioner kroner til blandt andet bistand i nærområder. Når vi hjælper i flygtningelejre tæt på hjemlandet. Så kan vi hjælpe flere. Og færre bliver drevet ud på en farefuld rejse mod Europa.

For det andet skal EU ikke bestemme, hvor mange asylansøgere Danmark tager imod.

Vi står og vil fortsat stå uden for EU’s fælles asyl- og udlændingepolitik. Også efter folkeafstemningen den 3. december.

For det tredje fører regeringen en stram udlændingepolitik.

Vi har allerede indført en ny integrationsydelse. Den gør det mindre attraktivt at komme til Danmark. Vi vil stramme kravene til familiesammenføring. Og skærpe reglerne for at få permanent ophold.

Alt det gør vi, fordi vi synes, det er rimeligt. Og fordi de vilkår, der er i Danmark, har betydning for, hvor mange der søger asyl. Den erkendelse er efterhånden ved at brede sig.

Og jeg er overbevist om, at antallet har betydning for, om integrationen kan lykkes. Det synspunkt deler jeg også med stadig flere.

For det fjerde skal vi være ærlige om, at de nye flygtninge udfordrer integrationen.

Uanset om man mener, der kommer for mange eller for få flygtninge til landet – regeringen mener, at der kommer for mange – så er der flygtninge i Danmark. Og der kommer flygtninge til Danmark.

Hidtil er integrationen slået fejl.

Efter et år i Danmark er kun én ud af ti flygtninge i arbejde eller uddannelse. Det er nedslående.

Efter fire år er det kun en tredjedel. Det er trist.

Og af alle indvandrere fra ikke-vestlige lande er ikke engang halvdelen i arbejde. Selvom mange har været her i 10, 20 eller 30 år. Det er dybt bekymrende.

Det skal vi gøre bedre. Meget bedre.

Jeg glæder mig over alle de gode viljer, der er sat fri de seneste uger. I virksomhederne. I foreningslivet. Hos de tusindvis af danskere, der har meldt sig som frivillige.

Nu skal vi gribe de gode viljer. Vi skal ud over flotte ord, varme følelser og de mange likes på Facebook. Vi skal forpligte hinanden til handling. Også længere frem.

Omkring årsskiftet vil regeringen fremlægge et nyt integrationsprogram. Målet er, at flygtninge, der har fået asyl, skal ud på en virksomhed så hurtigt som muligt. Og at de skal lære dansk samtidig. Vi skal skære ned på papirarbejdet og bruge kræfterne på at få integrationen til at virke.

Danmark skal hænge sammen økonomisk, socialt og kulturelt.

* * *

Det store pres på Europas grænser har rod i komplicerede konflikter og ringe levevilkår. Verden er rykket tættere på. Og Danmark skal fortsat engagere os dér, hvor vi kan gøre størst forskel.

Vi er heldigvis ikke alene. Vi samarbejder med andre lande. Vi er en del af EU’s indsats.

Derfor behøver vi heller ikke at være alle vegne. Vi skal fokusere vores udviklingsbistand, hvor det tjener vores interesser. Hvor vi fremmer de værdier, vi tror på. Og hvor vi bekæmper årsager til fattigdom og migration.
Både EU og Danmark skal stille krav om, at de lande, som migranterne kommer fra, tager deres egne statsborgere retur, når ikke de kan få lovligt ophold her.

Danmark deltager i den internationale indsats mod terrorbevægelsen ISIL i Irak. Vi ser ikke passivt til, når ISIL brutalt forgriber sig på lokalbefolkningen og fører terrorkrig mod os.

De danske piloter, mekanikere og det øvrige personale har løst deres opgave fremragende. Nu får de en tiltrængt pause herhjemme.

Men når vi sender flyene ud igen, er regeringen åben for at se på et bredere mandat for den danske indsats. Jeg håber, at Folketinget er parat til at bakke op. Så vi kan være med dér, hvor vi gør størst nytte. Også med vores kampfly.

Terror er et onde, vi skal blive ved med at bekæmpe. Målet er fred og fremgang. Så familier ikke bliver tvunget på flugt. Men kan leve i deres eget land.

Jeg er stolt af Danmark. Et land, der tager ansvar i verden. Hjælper mennesker i nød. Og værner om de værdier, der binder os sammen.

* * *

Min regering har fået den opgave og dermed det ansvar at lede Danmark. Og enhver regering får ansvaret for at lede landet derfra, hvor det står.

Derfor har vi lavet et kasseeftersyn af den offentlige økonomi. Og resultatet er klart. Før valget blev der tegnet ét billede. Nu er billedet desværre et andet. Der er færre penge, end vi håbede og troede. Der er færre penge til ny politik.

Økonomien var kørt til budgetlovens yderste grænse. Kasseeftersynet viste, at man var kommet for langt ud.

Der bør være en sikkerhedsmargin. Det var der ikke før. Det er der nu.

Som ny regering er det vores opgave at få Danmark på sikker kurs igen.

Det betyder, at vi har 5 milliarder kroner mindre til næste år. Vi skal prioritere skarpt. Det er helt nødvendigt.

Regeringen har valgt at bruge færre penge på udviklingsbistand – men stadig leve op til FN’s målsætning. At bruge færre penge på forskning – men stadig leve op til EU’s målsætning. At effektivisere uddannelserne – men stadig ligge i top blandt de lande, der investerer mest i uddannelse.

Hvorfor gør vi det?

Fordi vi vil indfri de løfter, vi gik til valg på.

Flere penge til sundhed. Et stærkt politi. Muligheder for vækst i hele Danmark. En BoligJobordning.

Det lovede vi før valget. Det gennemfører vi efter valget.

Pengene skal stemme. Danmark skal hænge sammen økonomisk.

* * *

Dansk økonomi er stille og roligt på vej frem efter krisen.

Men det går ikke lige godt alle steder i landet. Fremgangen har bedst fat i Hovedstaden og store dele af Østjylland.

Før flyttede de unge fra København, når de stiftede familie. Nu bliver mange boende.

I Trekantsområdet og Århus er der job at få. I mindre byer lukker virksomheden.

Familier flytter. Butikker lukker ned.

Jeg synes, det er trist, hvis Danmark bliver delt op i udvikling og afvikling.

Ikke alene trist for de dele af landet, hvor fremgangen er svær at få øje på. Men trist for hele Danmark. Jeg er overbevist om, at vi har brug for hinanden.

Vi hverken kan eller skal bremse de steder, hvor det går fremad. Men vi skal og kan give hele Danmark muligheder for også at udvikle sig.

Det er ikke enkelt. Virkeligheden er kompliceret.

Vi skal gøre mange forskellige ting.

Statslige arbejdspladser. Vi har besluttet at gennemføre den største samlede udflytning nogensinde.

Vi flytter omkring 3.900 statslige arbejdspladser.

Det handler om rimelighed. Staten tjener hele landet. Derfor skal staten være til stede i hele landet.

Og det handler om at skabe aktivitet dér, hvor der er brug for det. I alt 38 byer får nye statslige arbejdspladser.

Og mon ikke synet på regeringens beslutning afhænger af, hvor man ser den fra?

Jeg er fuldt ud opmærksom på, at det kan give problemer, når vi flytter tusindvis af job.

Det berører mange medarbejdere og deres familier. Og der venter et praktisk arbejde. At etablere arbejdspladserne nye steder. At sikre normal drift.

Men jeg er også fuldt opmærksom på, at udflytningen betyder meget for de steder, som får nye arbejdspladser.

I torsdags fik jeg en mail fra Brigitte fra Næstved. Hun skriver: ”Af hjertet tak!!!! Det betyder uendeligt meget for vores by.”

Det er Udlændingestyrelsen, der flytter til Næstved med 375 job.

For mig er det en bunden opgave at få fordelt de statslige arbejdspladser mere ligeligt ud over landet.

Private arbejdspladser. Regeringen vil også forbedre de private virksomheders vilkår for at skabe job og vækst i hele Danmark.

Vi lever af at producere. Levere service. Vi står stærkt inden for blandt andet medicinalindustri. Og den grønne sektor. Vi er energieffektive. Opfindsomme. Og kreative. De styrker skal vi bygge videre på. Med realismen i behold.

Vi skal ikke stille skrappere krav til vores egne virksomheder, end tyskerne eller svenskerne stiller til deres. Derfor gør vi op med overimplementering af EU-regler.

Vi tager hul på at forbedre vilkårene for generationsskifte. Vi vil fjerne reklameafgiften. Vi vil fjerne NOx-afgiften.

Vi vil gøre hverdagen lettere for virksomhederne. Derfor må erhvervsrettet lovgivning som hovedregel kun træde i kraft to gange om året – den 1. januar og den 1. juli.

Og vi vil gøre noget særligt for de mange virksomheder, der beskæftiger sig med fødevarer.

Danmarks landbrug, mejerier, slagterier – hele den danske fødevaresektor – producerer nogle af verdens sikreste fødevarer. De er førende på eksportmarkederne. De skaber titusindvis af arbejdspladser over hele landet.

Danmark har brug for en endnu stærkere fødevaresektor.

Det kan ikke være rigtigt, at dansk landbrug skal have lavere udbytte eller ringere kvalitet i kornet end vores naboer, fordi der ikke må gødes tilstrækkeligt.

Dansk landbrug skal være et konkurrencedygtigt erhverv.

Det bliver sigtelinjen i den landbrugs- og fødevarepakke, som vi vil offentliggøre inden jul.

En friere planlov. Det er også en vigtig del af regeringens strategi for vækst i hele Danmark.

I dag er der mange eksempler på, at planloven står i vejen for udvikling.

Flere byer kan ikke udvide, fordi de ligger, hvor de ligger. Ved kysten. Det gør rigtig mange danske byer.

Forladte bygninger står tomme. De skal have nyt liv. Også når de er placeret i landzone.

Og det er da ulogisk, at loven spænder ben for mennesker, der gerne vil bo i en landsby. Når nu affolkning af landsbyerne er et bredt anerkendt problem.

I Mariagerfjord Kommune ønskede nogle borgere for to år siden at købe grunde og bygge nyt i udkanten af landsbyen Rold.

Det er ikke muligt efter de gældende regler. For der er tale om ”byudvikling i det åbne land.” Og det betragtes som ”i strid med statslige interesser.”

Som jeg ser det, er det loven, der er i strid med borgernes, landsbyens, kommunens og Danmarks interesser.

Vi vil give kommunerne mere frihed.

Det er et stort ønske i mange kommuner.

Samtidig skal det være slut med uforståelige regler. Haveejere langs kysten skal da ikke spørge om lov til at sætte et højbed eller et gyngestativ op. Og hvorfor er der nogen, der ikke må bygge et skur til en havkajak?

Jeg har det princip, at love skal være til at forstå. Alt andet er manglende respekt for borgerne.

Regeringen fremlægger om kort tid et forslag til en friere og rimeligere planlov. Så kommuner, virksomheder og borgere får bedre mulighed for at skabe den udvikling og vækst, som er så tiltrængt uden for de store byer.

Jeg ønsker et Danmark, hvor vi selv vælger, hvordan vi vil leve vores liv. Mange mennesker er glade for at bo med højt til himlen, frisk luft i lungerne og et tæt naboskab. Det skal vi give friheden til.

Jeg vil et Danmark, der hænger sammen geografisk.

* * *

Uden arbejdspladser. Ingen velstand.

Uden velstand. Ingen velfærd.

Uden velfærd hænger Danmark ikke sammen socialt.

Vi har et fællesskab, der hjælper dem, der har brug for det. Og en af grundpillerne i vores velfærdsamfund er retten til fri og lige sundhed.

Vi har et godt sundhedsvæsen. Men vi skal gøre det endnu bedre.

Når man ser på et Danmarkskort, så er chancerne for god og hurtig behandling større i nogle dele af landet end i andre. De forskelle skal vi til livs.

Alle Danmarks fem regioner må vise, at de kan levere høj kvalitet til borgerne. Den behandling, du får, skal ikke afhænge af, hvor i landet du bor.

Og den skal heller ikke afhænge af din pengepung.

Hvis du er syg, er det afgørende, at du hurtigt får at vide, hvad du fejler. Så du kan blive behandlet. Og forhåbentligt blive rask igen. Det skal være en ret for alle – uanset indtægt.

I dag har danskerne en udredningsret på 30 dage. Men i praksis holder den langt fra for alle patienter.

Hvad gør man så? Jo, hvis man har råd, kan man søge hjælp på et privathospital.

Hvis man har råd. Den ulighed i sundheden vil jeg ikke acceptere. Vi skal ikke have et A-hold og et B-hold.

Derfor vil vi give alle danskere, uanset om de lider af en fysisk eller en psykisk sygdom, den ret, at hvis det offentlige ikke kan udrede inden for 30 dage efter henvisning til sygehus, så kan du gå et andet sted hen – uden at dankortet skal frem.

Og når du har fået at vide, hvad du fejler og skal behandles, så bruger vi samme princip: Hvis ventetiden på de offentlige sygehuse er mere end 30 dage, så giver vi ret til privat behandling.

Det vigtige er mennesket. Ikke systemet. Det vigtige er den kvalitet, vi får. Ikke hvor lægen er ansat.

En god og tryg sundhed har særlig betydning for én gruppe af borgere: De ældre.

I sidste måned talte jeg med Olaf Sørensen på 83 år. Han blev hofteopereret i maj og lå på intensiv i 40 dage på grund af komplikationer. Det svækker et menneske.

Men da jeg mødte Olaf, var han ved godt mod. På kun otte dage havde han lært at rejse sig fra kørestolen og gå uden at holde i gelænderet.

Olaf og jeg mødtes på Aalborg Rehabiliteringscenter. Her gør personalet en kæmpe indsats for at hjælpe mennesker til at hjælpe sig selv.

Og ifølge Aalborg Kommune er rehabilitering ikke kun godt for den enkelte. Det er også en god forretning. Borgeren har brug for langt mindre hjælp fra kommunen, når han eller hun er hjemme igen.

Det eksempel skal vi tage med os, når vi skal løse problemerne på de medicinske afdelinger. Unødvendige indlæggelser. For mange genindlæggelser. Patienter, der ikke kommer hjem, selvom de er færdigbehandlede.

Ældre mennesker, der må ligge på en hospitalsgang. Det er uværdigt.

Det ønsker ingen af os for vores forældre eller bedsteforældre.

Regeringen vil nedbringe antallet af unødvendige indlæggelser af ældre medicinske patienter.

Vi vil give flere penge til kvalitet og forebyggelse i almen praksis og kommuner. Så færre bliver indlagt.

Det kommer oveni den milliard kroner ekstra til sundhed, som vi allerede har aftalt med regionerne. Penge, som skal gå til stigende udgifter til sygehusmedicin. Nye behandlingsformer. Og flere ældre og kroniske patienter.

Vi giver et massivt løft til sundhed og ældre allerede til næste år. For at være helt præcis et løft på 2,4 milliarder kroner.

Det er, hvad vi lovede før valget.

* * *

Danmark er et trygt land. Og der er én gruppe mennesker, som har særlig betydning for vores tryghed.

Jeg bliver varm om hjertet, når danske betjente beroliger rådvilde familier. Bruger ord før fysisk magt. Og får smilet frem hos børn, der har oplevet ting, de burde være forskånet for.

Jeg vil gerne takke politiet.

I handler med ordentlighed og respekt, når I tager imod flygtninge og migranter ved Danmarks grænser. Og jeg er taknemmelig for den professionelle indsats, I ydede under og efter terrorangrebet i København.

Alle ved, at politiet er presset. Et bredt flertal i Folketinget har sikret en ekstra bevilling i år. Og vi har afsat midler til at fjerne den store pukkel af overarbejde.

I efteråret skal vi indgå en politisk aftale om politiets økonomi i de kommende år. Regeringen ønsker et stærkt og synligt politi i hele landet. De skal have de redskaber og ressourcer, de har brug for.

Vi vil også sikre, at politiet kan samarbejde effektivt med kolleger i andre lande.

Det er derfor, at danskerne den 3. december skal stemme om at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning.

Med en tilvalgsordning kan Danmark selv bestemme, hvilke dele af EU’s retssamarbejde vi ønsker at deltage i.

Det betyder mere – ikke mindre – selvbestemmelse for Danmark.

Med en tilvalgsordning skaber vi sikkerhed for, at Danmark kan forblive et fuldt og helt medlem af det europæiske politisamarbejde Europol.

Det er afgørende for at fange og straffe menneskehandlere, narkohandlere, tyvebander og andre kriminelle, der opererer over grænserne.

Politisamarbejdet beviser sit værd i den helt aktuelle situation med mange flygtninge og migranter.

Europol sikrer efterretninger om presset på Danmarks og Europas grænser. De gør en indsats for at bekæmpe menneskesmuglere. De er et vigtigt led i bestræbelserne for at få styr på tilstrømningen.

Et ja den 3. december er et ja til, at Danmark kan forblive i det europæiske politisamarbejde.

Et ja den 3. december er ikke en glidebane for dansk deltagelse i EU’s samarbejde om asyl og indvandring.

Det fremgår krystalklart af den brede Europol-aftale, at dansk udlændingepolitik fortsat skal fastlægges i Danmark. Det gælder også efter et ja til tilvalgsordningen.

Derfor vil jeg opfordre alle partier til, at vi i efterårets debat diskuterer det, som afstemningen den 3. december handler om. Og ikke det, den ikke handler om.

Den handler ikke om fælles udlændinge- eller asylpolitik. Her står Danmark udenfor. Det skal vi fortsat gøre. Vi bestemmer selv vores udlændingepolitik.

Det burde være enkelt nok. Ja-partierne bag Europol-aftalen har givet hinanden gensidig vetoret på den del.

Alligevel virker det som om, nogen forsøger at tegne et fejlagtigt billede af, at vi er på vej ned ad en glidebane. Det er vi ikke.

For at mane enhver tvivl i jorden‎, vil jeg i dag understrege: Hvis et flertal i Folketinget på noget tidspunkt måtte ønske, at Danmark skal deltage i den fælles europæiske asylpolitik. Så er min holdning helt klar: Vi hæver ikke vores veto uden at spørge danskerne ved en ny folkeafstemning. Det vil jeg gerne garantere her i dag.

* * *

I rigsfællesskabet har vi en solid tradition for at diskutere problemer åbent og finde løsninger sammen. Jeg glæder mig til samarbejdet med det nye landsstyre på Færøerne og med landsstyret i Grønland.

Færøerne og Grønland ønsker at arbejde med egne forfatninger. Det har regeringen forståelse for. Vi drøfter gerne spørgsmål med landsstyrerne, som opstår i forbindelse med forfatningsarbejdet for at sikre, at nye forfatninger kan rummes inden for rigsfællesskabet.

Der er forskel på Færøernes og Grønlands økonomiske situation. Men begge lande står over for store økonomiske udfordringer på lidt længere sigt. Danmark træder gerne til med rådgivning og administrativ bistand, hvis Færøerne eller Grønland ønsker det.

Vi skal nedbryde de hindringer, der er for borgernes og virksomhedernes mobilitet mellem Danmark, Færøerne og Grønland. Så styrker vi rigsfællesskabet. Det er en vigtig sag, som vi arbejder sammen om.

Sagen om servicekontrakten på Thulebasen betyder meget for både Grønland og Danmark. Og regeringen prioriterer den højt. Vi arbejder på, at Thulebasen i størst muligt omfang skal komme Grønland til gode. Og vi arbejder tæt sammen med landstyret om sagen.

Jeg ønsker også et tæt samarbejde i rigsfællesskabet og i Norden om udviklingen i Arktis – og om vores fælles arbejde i blandt andet Arktisk Råd. Der er stor international fokus på de nye muligheder og udfordringer i Arktis.

* * *

Danmark er mulighedernes land. Det skal det også være for de næste generationer.

Og hovedvejen til gode muligheder går gennem gode uddannelser til alle unge.

Vi har sammen med et bredt flertal vedtaget en god folkeskolereform. En reform, hvor alle børn skal blive så dygtige, som de overhovedet kan.

Vi har sammen skabt en reform af erhvervsuddannelserne. En reform, som skal genskabe prestigen ved at blive faglært. Dem har vi brug for.

Og det er regeringens ambition, at vi til næste år styrker gymnasierne med en reform, der hæver det faglige niveau. Og målretter gymnasierne til det, som er deres formål: En solid forberedelse til videre uddannelse.

Men det er ikke nok, at vi ser på ungdomsuddannelserne én for én.

Vi skal også se på dem under ét.

I dag er der alt for mange unge, som falder fra eller vælger forkert. Nogle bliver slået tilbage til start. Andre fortsætter med en uddannelse, som de måske hverken kan eller vil bruge.

Vi skal tage fat på omveje og blindgyder i uddannelserne.

Jeg synes også, det er på tide, at vi får et stærkere fokus på de unge, der falder helt igennem. Dem, der aldrig får en ungdomsuddannelse.

Det er fantastisk at se lyset i øjnene på en dreng, der har haft nederlag på nederlag. For så pludselig at opdage, at også han kan stå på tæer og række op og gribe en succes.

Det er trist, at mange unge ikke får den mulighed.

I dag er der ikke god nok undervisning til dem, der har brug for et fagligt løft og en bedre forberedelse.

Det kan fx være en dreng, der har taget 10. klasse på en efterskole. Og derefter går på produktionsskole for at lave noget praktisk og blive klogere på, hvad han vil.

Men langt fra alle forløb er gode nok. Der er eksempler på forberedende undervisning, som knap nok rykker de unge. Det er for dårligt.

Derfor vil regeringen nedsætte en ekspertgruppe, der skal samle erfaringer, og se på, hvordan vi kan forbedre vejen fra folkeskole til den rigtige ungdomsuddannelse. Både for de fagligt svage. Og for alle de andre, der går en omvej til den uddannelse, der passer til dem.

* * *

Vi skal have råd til at investere i sundhed. Vi skal investere i uddannelse. Det kan kun lade sig gøre, hvis vores land hænger sammen økonomisk.
Derfor er det et problem, når mange lever af kontanthjælp eller dagpenge.

Det bekymrer mig, at mange ikke har et job. Jeg tror på, at man får et bedre liv ved at have noget at stå op til om morgenen. Vores land skal også hænge sammen menneskeligt.

Jeg har sat den retning: Flere skal forsørge sig selv. Færre skal forsøges af det offentlige.

Jeg synes, det er rimeligt, at man får noget ekstra for at yde en indsats.

Tag et par på kontanthjælp. De er over 30 år. De har tre børn. Hvis den ene får et arbejde til godt 220.000 kroner om året, så giver det kun cirka 1.400 kroner ekstra til familien hver måned.

Måske er der dem, der overvejer, om det er det værd?

Den bekymring kan jeg få.

Regeringen vil indføre et kontanthjælpsloft. Vi vil sætte en klar grænse for, hvor meget en kontanthjælpsmodtager kan modtage i offentlige ydelser.

Vi sikrer, at kontanthjælpsmodtagere vil have en væsentlig indkomstfremgang ved at tage et fuldtidsjob.

Vi vil også udbrede den nye integrationsydelse til alle, der kun har opholdt sig i Danmark i en kortere årrække.

Det er første fase i regeringens jobreform.

Når vi sparer på pengene til dem, der ikke arbejder. Så frigør vi penge til at sætte skatten ned. Især for dem, der tjener mindst. Det er rimeligt.

Det skal kunne betale sig at arbejde. Også for mennesker med små indkomster.

Derudover har regeringen en ambition om at sænke skatten på den sidst tjente krone.

Det bliver retningen i anden fase af vores jobreform.

Men inden vi når dertil, skal vi drøfte dagpenge.

Uden dagpengereformen og de andre reformer, vi gennemførte eller tog initiativ til, sidst vi var i regering, ville de offentlige kasser mangle 47 milliarder kroner om året.

Jeg mener, at dagpengereformen fra 2010 er grundlæggende rigtig.

Men det betyder ikke, at systemet er perfekt.

Dagpengekommissionen præsenterer sine anbefalinger den 19. oktober. Med det afsæt vil vi indlede forhandlinger med Folketingets partier.

Jeg ønsker en aftale, som respekterer den ramme, den tidligere regering har sat. Det er min ambition, at vi kan samles om en løsning med bred opbakning. Så der kan komme ro om reglerne.

Og med den del på plads vil vi i det nye år indkalde arbejdsmarkedets parter til trepartdrøftelser.

Hvordan kan der skabes flere private job? Hvordan kan vores unge få en praktikplads? Og hvordan får virksomhederne de medarbejdere, de har brug for? Det er noget af det, vi skal drøfte.

I Danmark har vi haft en tradition for, at lønmodtagerne, arbejdsgiverne og politikerne sammen laver trepartsaftaler om væsentlige samfundsspørgsmål.

Det er en god tradition. Den vil vi genskabe.

* * *

Vores evne til at tage ansvar sammen. Vores tillid til hinanden. Vores harmoniske samfund.

Det er det Danmark, vi er stolte af. Og som vi skal værne om.

Jeg ønsker et Danmark, der hænger sammen geografisk. Hvor den enkelte har friheden til at bo og arbejde i hele landet.

Jeg vil et samfund med et stærkt sundhedsvæsen for alle. Uanset hvor du bor, og hvor mange penge du har.

Jeg går ind for et land, som er åbent for dem, der kan og vil. Hvor hovedvejen til Danmark er uddannelse og arbejde – ikke asyl og familiesammenføring. Og hvor vi er realistiske om, hvor mange udlændinge vi magter at integrere.

Jeg stræber efter et Danmark, hvor vi belønner dem, der går på arbejde og yder deres del. Og hvor virksomhederne har frihed til at skabe fremgang og job.

I dag – den 6. oktober – har vi været regering i 100 dage.

Jeg glæder mig over, at vi både før sommerferien og så sent som i går har indgået gode aftaler med alle Folketingets partier, på nær et enkelt. Vi har taget de første skridt.

I dag har jeg annonceret de næste skridt, som vi vil tage i det nye folketingsår.

Men først og fremmest har vi sat en retning for Danmark mange år frem. En retning for et friere, rigere og rimeligere samfund.

Jeg glæder mig til samarbejdet med jer her i Folketinget. Og med mange andre engagerede danskere. Arbejdsmarkedets parter. De frivillige. Alle, der vil tage ansvar.

Lad os indlede det nye folketingsår med at udbringe et leve for vores land.

DANMARK LEVE.

Hurra! Hurra! Hurra!

Foto af Lars Løkke Rasmussen

Lars Løkke Rasmussen,

Christen Sørensen: Lad os gå tilbage til kerneværdierne

Af professor, fhv. vismand Christen Sørensen


Portrt af Christen Sørensen

Det indlæg jeg ville have holdt på Den Socialdemokratisk Kongres 19.-20. september 2015, hvis jeg var nået frem i tide

Et solidariak og anstændigt samfund

Alene min alder gør, at man med en vis ret kan sige, at min røst hidrører fra fortiden. Det bekymrer mig ikke. Det, der ville bekymre mig og vel også andre socialdemokrater, er, hvis det, vi har at bidrage med, ikke hører fremtiden til. Det er det essentielle.

Tiltroen til nyliberalismen bør ligge på et lille sted

Dette har ikke været og er stadig ikke en let kamp. De ideologiske hovedmodsætninger, kommunisme og liberalisme, bygger på enkle og letfattelige skrivebordsbetragtninger. Problemet er, at realiteten eller historien afviser disse utopiske skrivebordsbetragtninger. Kommunismens sammenbrud i kølvandet på Berlin-murens nedrivning betyder, at der næppe længere er de store udfordringer fra den side. En anden historisk begivenhed, nemlig Finanskrisen, burde også betyde, at tiltroen til den rene ny-liberalismen burde ligge på et meget smalt sted – om overhovedet noget sted.

De nødvendige og bæredygtige reguleringer

Jeg synes ikke, at vi har været nær gode nok til at udlægge, at det er vores principielle udgangspunkt – hvor markedsøkonomien fungerer inden for rammer underlagt stærke politiske og nødvendige reguleringer – der er det holdbare og bæredygtige udgangspunkt. Finanskrisen dokumenterede endnu engang dette endog særdeles klart.

Den sociialdemokratiske tilpasningstrang duer ikke

Tværtimod synes jeg, at vi i alt for høj grad har defineret vor politik – i hvert fald den økonomiske politik – som liberalisme minus x-procent. Konkret har vi f.eks. klæbet os alt for meget til Angela Merkels CDU- politik, måske minus 10 pct. Det er farligt. Når Labour netop har fået en leder, Jeremy Corbin, der af nogle siges at være en røst fra fortiden, er det måske ikke mindst, fordi hans modkandidater fulgte den konservative regerings politik, især den økonomiske politik, minus ca. 10 pct. Det er i hvert fald den konklusion, som nobelpristager i økonomi, Krugman, drog i Politiken 18. sep. Og valget af Jeremy Corbin er vel først og fremmest udtryk for, at denne tilpasningstilgang afvises af de centrale Labour-vælgere. Det bør vi som danske socialdemokrater bide mærke i og handle efter.

Udgangspunkt: Vore egne kerneværdier

Kort sagt: jeg mener, at vi i højere grad bør formulere vor politik med konkret udgangspunkt i vore egne kerneværdier og ikke i andres værdier minus omkring 10 pct. Det vil jeg uddybe med tre eksempler: Den græske krise, Flygtningesituationen og Irakkommissionen.

Den græske krise:

Det er blevet anført, at grækerne bare har at betale deres gæld. Dette anføres, selv om blot en smule indsigt ville vise, at dette ikke kommer til at ske. Hertil kommer at ekstremisme vil få medvind, hvis et helt folk, som det græske, forarmes. Historien viser dette. Det fik jeg i juni publiceret en bog om, Den græske krise – og Tysklands korsfæstelse af Europa (udgivet af forlaget Tiderne Skifter). I stedet for at holde lange taler herom, vil jeg blot anføre et lille uddrag af den bog, som det 20 århundredes største økonom, Keynes, anførte i sin bog om den uforstandige Versailles-traktat. Keynes, der var ansat i det engelske finansministerium, deltog som øverste økonomiske rådgiver for den engelske regering i fredsforhandlingerne i Versailles i første halvdel af 1919. Han blev så vred over den uforstandige behandling af Tyskland, at han opsagde sin stilling, og skrev bogen: The Economic Consequences of the Peace, som udkom allerede i efteråret 1919. Den forelå allerede i 1920 i en dansk udgave med titlen: Freden og dens økonomiske følger.

Jeg vil anføre et uddrag herfra, og når du læser Tyskland, vil jeg bede dig tænke på Grækenland i stedet.

”Den Politik, som ligefrem sætter sig som Maal at reducere Tyskland til Slaveri i en hel Generation, at degradere Millioner af Menneskers Liv, og at berøve hen hel Nation for Lykke, vilde være afskyelig og foragtelig – ja afskyelig og foragtelig, selv om den var mulig, selv om vi ved den berigede os, selv om den ikke saaede Forfald i hele den europæiske Civilisation. Nogle prædiker denne Politik i Retfærdighedens Navn. De store Begivenheder i Menneskenes Historie kender ikke et saa simpelt Retfærdighedsbegreb. Og om saa var, saa giver hverken Religionen eller den naturlige Moral Nationerne Ret til over for deres Fjenders Børn at tage Hævn for Fædrenes og Herskernes Misgerninger”, (Freden og dens økonomiske følger, side 138-39).

Skal Grækenland – og ikke mindst yngre og endnu ufødte græske generationer – virkelig med vor opbakning gennemgå det, som Versailles-traktaten påførte Tyskland, men som heldigvis i anden omgang blev stoppet, idet Tyskland både før og efter 2. verdenskrig i meget vidt omfang blev friholdt for krigsskadeserstatninger efter 1. og 2. verdenskrig, ligesom landet blev hjulpet med Marshall-hjælp?

Skal vi overhovedet ikke bekymre os om, at de unge grækere vel ikke har et medansvar? Det mener jeg, hvorfor jeg også tager afstand for den fortsatte forarmning af det græske folk, der ligger i den aftale til fornyelse af gælden, der for kort siden blev indgået med Tyskland som primus motor. Her skal vi heller ikke følge andres politik – altså Angela Merkels CDU politik – med minus ca. 10 pct.

Flygtningesituationen:

Jeg forstår godt de bekymringer, som mange danske også har over for flygtningesituationen hidrørende fra Mellemøsten og Afrika. Hvad med jobmuligheder? Bliver konflikterne derfra også til et internt problem i vort land?

Det, jeg ikke forstår, er, at der på den ene side er bred opslutning til, at hovedparten af hjælpen må ske i nærheden af konfliktstederne, og på den anden side nedskæringen af hjælpen hertil, som i flygtningelejre i nærområder giver sig udslag i, at ringe levevilkår yderligere forringes med heraf følgende incitament til at drage videre.

Hykleriet herom er svær at bære. Hvorfor foreslår vi ikke, at alle EU-lande hæver bistanden til u-lande og flygtninge til 1 pct. af BNP, og bruger ekstrabidraget til at opbygge midlertidige og sikre bebyggelser i nærområder med skoler, sygehuse osv.? Dette er ikke problemfrit. Men hvad er alternativet? Og skal vi som Socialdemokrater forholde os tavse? Det er i denne sammenhæng heller ikke tilstrækkeligt, at vi blot skælder ud på Dansk Folkeparti mv. og lægger os 10 pct. herfra. Lad os komme med et konkret forslag på EU-plan – en national plan er jo ikke tilstrækkelig. Lad os tage udgangspunkt i egne værdier.

Irakkommissionen:

Irakkommissionen er nedlagt. Grundlaget for vor krigsdeltagelse er tilstrækkeligt oplyst påstår regeringen.

Det er ikke korrekt. Derfor stor ros til vor nye formand for at tilkendegive, at grundlaget for vor krigsdeltagelse givetvis vil blive genoptaget af en kommende socialdemokratisk ledet regering.

Som formand for Støtteforeningen for Irakiske Torturofre er jeg glad ved at kunne meddele, at der netop er givet fri proces til, at de Irakiske Torturofre kan gennemføre en erstatningssag mod den danske stat. Inden denne tilladelse blev givet, har vi sammen med andre taget initiativ til, at der bliver en høring herom på Christiansborg 2. okt. med bl.a. deltagelse af én af de tilbageholdte ofre.

Det kan man læse mere om på vor facebook-side: facebook.com/STFIT15. Man kan støtte dette initiativ ved at videreformidle denne side, ligesom man kan støtte initiativet økonomisk, som det fremgår af facebook-siden. Det skal jeg opfordre til. Det er nemlig eneste sikre måde, hvorpå sandheden herom kommer frem med afhøring af bl.a. tidligere forsvarsminister Søren Gade. Forsvarsministeriet har desværre systematisk forsøgt at forhindre at sandheden herom kom frem med direkte løgnagtige påstande, som det også vil fremgå af denne hjemmeside. For god ordens skyld skal jeg anføre, at det formentlig ikke bidrager til sandheden at afhøre den nuværende forsvarsminister, Carl Holst.

Hertig om udspillet til grønlandsk finanslov

Udspillet til finanslov får denne kommentar med på vejen

 

Picture of Mikael Hertig

 

af Mikael Hertig

 

 

 

Finanslov 2016: Grønlands selvstændighed og dødens gab?

jaws

Langsigtet depression ?
Grønland er i økonomisk depression, fordi det grønlandske bruttonationalprodukt [BNP] falder. I den snævre definition indebærer dette, at der er flere sammenhængende kvartaler med faldende produktivitet i form af et faldende BNP. Der findes ikke rigtig andre definitioner på økonomisk depression, men jeg kunne godt tænke mig at anvende ‘økonomisk depression’ også i den forstand: en langsigtet tendens til fald i produktiviteten.

Handelsbalanceunderskuddet og bloktilskuddet – størrelsesorden
Forudsætter man, at det danske bloktilskud er stabilt i den forstand, at det følger den grønlandske prisudvikling, og at intet hjemtages, så har vi et udtryk for, hvor stort underskuddet på handelsbalancen må være. Er handelsbalanceunderskuddet større end bloktilskuddet, vokser dødens gab: finansieringsbehovet vokser, uden at Grønlands mulighed for at bevæge sig hen imod økonomisk selvstændighed vokser af den grund. Målt i faste priser ligger BNP på omkring 11, 2 mia i 2013. I beregningsperioden er underskuddet på handelsbalancen fortsat under størrelsen på bloktilskuddet. Hvis vi antager, at denne tendens er fortsat i 2014 og fortsætter fremover, så har vi en stabil situation, hvor vi fortsat er fast afhængige, uden at der sker nogen selvstændighedsudvikling i økonomisk forstand.

Hvordan er sammensætningen af underskuddet på de offentlige kasser?
Faldet i BNP for 2013 henfører Grønlands Statistik til fortrinsvis Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Bygge- og anlægsvirksomheden kan dels bestå i opførelse af produktionsanlæg, dels i andre bygninger. Hvis faldet i bruttoinvesteringer følger den antydede tendens, burde der måske analyseres yderligere i, hvilke former for bygge- og anlægsvirksomhed, der navnlig bør opprioriteres.

Denne artikel anlægger en simpel keynesiansk betragtningsmåde: I princippet er det godt, hvis der er et kontrolleret underskud på de offentlige kasser (kommunernes og selvstyrets tilsammen) i perioder med stor og/eller voksende ledighed.
Det forudsætter imidlertid, at underskuddets sammensætning i tilfredsstillende grad indeholder elementer, der peger frem mod en stigende produktivitet for den samlede grønlandske økonomi.

Som udgangspunkt kan et budgetteret underskud som det, der fremsættes af Nalakkersuisoq Anda Uldum efter denne opfattelse ikke give anledning til kritik. Den samlede grønlandske låntagning vokser ganske vist, men bloktilskuddet bringer balance i regnskabet. Men det forudsætter, at de senere års usikkerhed med hensyn til den økonomiske vurdering holder. Og så forudsætter det navnlig at der tages intitiativer til at styre økonomien således, at de samlede bruttoinvesteringer holdes på et stabilt højt niveau. Pointen er i første omgang, at

  • der satses på reale investeringer frem for privat opsparing
  • at incitamenter til fremme af eksporterbare produktion eller industriel forarbejdning fremmes
  • der gøres et systematisk arbejde på at fjerne barrierer for erhvervsudvikling, der måtte virke gunstig på grønlandsk økonomi, fx at flytte forarbejdningen af fiskeprodukter tilbage til Grønland.

Med andre ord er der utilstrækkeligt at erklære sig tilfreds med finansloven, fordi det budgetterede underskud tilsyneladende holder sig indenfor en størrelsesorden, der ikke påvirker det samlede råderum negativt.

Imidlertid er de faste bruttoinvesteringer faldet og ikke steget op til 2013. Det er et faresignal. Et fortsat fald i investeringerne vil skade økonomien.

Vejen ud af ‘dødens gab’ består i at fremme udviklinger, der i det lange løb gavner produktivitet og eksport.

Erhvervspolitik

Det har ofte været på dagsordenen at mindske den private import af fødevarer ved at øge selvforsyningsgraden. Med andre ord skal man efter denne idé spise flere grønlandske produkter.

Betingelsen for, at dette giver mening er, at man ikke udkonkurrerer det, folk selv fanger og spiser.samtidig med, at kravene til kontrolleret fødevarehygiejne overholdes. Af og til ser man det synspunkt fremsat, at grønlænderne ikke behøver købe varer af samme hygiejniske kvalitet som det, der skal gå til eksport. Tankegangen er næppe farbar.

Den dominerende fremstilling af, hvorledes man løser opgaven: at undgå ‘dødens gab’ bygger på, at det skal ske gennem bedre afkast og investeringer indenfor fiskeri, råstoffer og turisme.

Fjern barrierer
Der foreligger måske allerede rapporter, der systematisk beskriver, hvorledes man fjerner de barrierer, der definerer forretningsmodeller, der kunne vurdere disse emner. Min viden er beskeden, og jeg har ikke opsøgt dem. Men hvis ikke de også beskæftiger sig med den inerti, der skyldes varetagelsen af politiske eller økonomiske særinteresser, så har de begrænset værdi.

Den grønlandske politisk-økonomiske udfordring består i, at særinteressernes protektionistiske  adfærd  fører til konsekvent suboptimering af økonomien. Der er en indbygget modsætning mellem ønsket om at videreføre gamle fangerskikke og hensynet til, at der skal skabes overskud. Der skal videreudbygges på industrialiseret logistik og produktion til fordel for bygdeforsyning med egen fangst. Kulturelt set må selvforståelsen og identiteten med i denne proces. Før dette forstås helt, så må man konkludere, at de ledende og dagsordensættende aktører hverken ønsker at undgå ‘dødens gab’ eller udvikle selvstændigheden. For det er én og samme sag.

Sats på nye områder med stor eksporterbarhed: Informationsteknologi

Serverfarming i Nuuk eller Qaqortoq.
Vi har i Grønland en tradition for, at redningen skal komme i form af fremmede investeringer. Grønland er verdens mest lynnedslagsfrie område. Vi har den grønne energi i form af vandkraft, vi har redundante søkabelforbindelser, vi har kulden. Googles serverfarme blev  i denne måned dobbelt ramt af lynnedslag.

lynnedslagverdenover


Selvstyret og Tele bør derfor arbejde på at få skaffet serverfarme til Grønland. Det kan i sagens natur kun ske fortroligt. Men det bør ske.

Uddannelsesmæssig satsning på it og programmering
Grønland bør satse på at uddanne i it og programmering på alle niveauer. Jo mere informationsteknologi den grønlandske befolkning behersker, des bedre hænger Grønland trods sine store afstande sammen. Dertil kommer, at de informationsteknologiske produkter, Grønland udvikler, kan distribueres uden tab af konkurrencefordele som følge af transportomkostninger.

r forsigtig med administrative besparelserT
GA og Nalakkersuisoq for finanser Anda Uldum er enige om, at der skal spares på administration i Selvstyret. Herfra kommer der en mild advarsel. Det er muligvis sandt, at der kan spares nogle steder, uden at det går ud over kvaliteten af opgaveløsningen. Men det er ikke nogen automatisk sandhed. De, der mener, at der altid og automatisk står ‘overflødig’ foran ‘administration’ de tager fejl. Det kan være en særdeles risikobetonet adfærd. Med en administration, der ofte bruger dansk uddannet arbejdskraft, og hvor risikoen for misforståelser og fejl i forbindelse med oversættelse og tolkning vokser. Skærer man nødvendige funktioner væk, så går det ud over hele Grønland. Da den gennemsnitlige ansættelsestid for AC-fuldmægtige i Selvstyret er ret kort, ville det måske være bedre at satse på en kombineret løsning, hvor man reelt gjorde arbejdspladserne mere attraktive, så man kunne holde på folk. De skal i realiteten have været her 1½ års tid, før de virkeligt kan bruges effektivt. Kan en plan, der fastholder medarbejdere gennemføres, vil det blive nemmere at kunne realisere holdbare besparelser. En metode, der kunne overvejes gennemført for at etablere en ordentlig dialog om nødvendighed og administrerbarhed, hedder blokbudgettering.

Inatsisartut børe være opmærksom på, at der ingen efterspørgsel er efter den arbejdskraft, der fyres ved besparelser. Fyringerne vil således ud over fald i produktiviteten føre til øgede sociale omkostninger.

 

 

 

How to introduce solidarity in the European Union and € ?

Picture of Mikael Hertig

Mikael Hertig is  Master of Politcal Science

A better paradigm for a single European Currency

The current EURO is a rose with a worm inside.  The self destructive  mechanism of a single currency union with unadjusted finance policies has demonstrated  it’s sovereignty over  decisions and governmental powers.  Left unchanged instability will grow. The famous song “Ten green bottles”  tells us what it is all about. The fear og being kicked out as a sinful nation  is nor solely reserved to Greece.  France, Italy, Spain, Belgium? Who is next?

‘EQUALIZING BALANCES OF PAYMENTS IN THE LONG RUN’ PARADIGM

The European Union has a negligible surplus in it’s Balance of Payment. Thus, if EU did not consist of separate nations, the challenge of interior inequalities looks just like the development in Germany after 1999. Since the question of local eastern and western balances of payments has vanished there is nothing to adjust. Federal planning has to dedicate policies to equalize investments and underlying ineqalities in the long run.  As we do know, the separate European countries in EU compete with each other.  Some economists still believe that “the invisible hand” might equalize inequlities itself. However, this article builds on the point of view that this is not the case. Market failures are one type of reasons why this theory just serve as a cover up in maintaining interests of huge international private actors.

What seems to be a zero sum game in a shorter term is in a changing world the opposite. Succesful adjustment needs time.

EU consists of rather well-to-do countries and poor countries. If EU solely should have been characterized by solidarity in economics, it would have been a separate goal to concentrate growth in the poorer countries. As growth in a rich country is more difficult to establish than in a poor one, one might argue that the idea of the single market for labour works in that direction while the single currency until now has been contra productive. However, the stabilization proces is difficult to adress as long as it  seems to turn out as a zero sum game.

THE BALANCE OF PAYMENTS APPROACH TO COMMON CURRENCY

After all, it seems to me to be a good idea to have a look at the development in Balance of Payments.  Have a look here. It is obvious that countries with great foreign debts should be given options to reduce it until the common foreign debts were gathered in one single pool.

Surplus countries as Germany and Denmark are characterized by highly skilled logistics and organization of taxes. They have effectively introduced the new technique in developing competetional strength: “The internal devaluation” .

The cental critique of the Euro Union construction goes as follows. Take a country with stable balance of payments and establish a single currency union with a country with an esay way country as Greece. If we compare the new currency with the original currencies, the single currency (SC) will be rated between the original countris. It will work as a devaluation of the German currency and a revaluation of the greek currency. This will sharpen the German competitiveness and weaken the Greek competitiveness. As time goes by, this mechanism will reinforce the inequalites from the beginning. Among other mechanisms, the centrifugal power of the balance of payments effect on the participating countries seems to have been the real winner. Instead of solidarity in the Union the effect has demonstrated to work destructively.

This is the reason why ordoliberalists and German neurotic thinking austeritarians now must realize the tragic results of their believes. The invisible hand was the dead hand. If some of them really relied in a faith that some mechanism would regulate inequlities automatically they now must wake up and understand how wrong they were.

The question “Who is next?” must be substituted by a “What is next?”.

Living in a world of many challenges inequality is just one of them. However, if Germany and Poland should give up using coal, if education and public efficiency  should be strengthenedn in Greece, the ways are allowing these changes to happen through political decisions in the public sector.

The principle of the new paradigm

1) Instead of  restrictions on public spending, focus must be moved towards each countries balance of payment in the long run. The Union should develop policies to minimize surplus or deficits in each countrys BoP.
2) In short term, fiscal and economical policies should adress cental social phenomena as unemployment, public and private investment and allow kickstarts if convinced that this will result in restoring healthy conditions.
3) Privatization of central infrastructure as water supply, power supply roads and trains has to be decided by each country and not by ECB or self established spokesmen from the rich against the poor countries’ representatives.
4) Credit riscs in tough situations have to be negotiated in terms that allow a democratic government to survive.

 

 

Sådan skal omverdenen vinde tillid til Grønland: Uddannelse, SBIR og compliance

Udefra set ligner Grønland et land, der ikke i det lange løb kan finansiere sig selv.

Børn i Halloween-dragter

Forslag:

0: Indledning

1: Bedre opfyldelse af internationale standarder indenfor fødevarehåndtering
1.2.; Øget eksport af forarbejdede fødevarer ud af Grønland

2: Identifikation og løsning af barrierer for, at uddannelsesystemet kommer op på et konkurrencedygtigt niveau

2.1. : SBIR i  Grønland

3: Særlig satsning på informationsteknologi.

 

 

Indledning

Det er det store problem, at de, der yder Grønland kredit, stort set alle vil have pengene hjem igen, om ikke før, så siden. Manglende tillid øger afhængigheden til Danmark eller slår igennem på prisen.
Omverdenen har ikke særlig stor tillid til Grønlands evner til at udvikle sin økonomi.

Ønsket om en større grad af selvstændighed er uløseligt knyttet til vores egen evne til at udvikle økonomien i det lange løb til en større grad af selvhjulpenhed.

Valgkampen i Grønland har ikke budt på seriøse bud på, hvordan Grønland i det lange løb vil omstille sig til at vinde en større økonomisk bæreevne. Det forekommer mig (som endnu har svært ved at gennemskue, hvad der foregår hele vejen igennem), at der satses på mere fiskeri af hellefisk til jollefiskere i Disco-området.

Samtidig profilerer partierne sig på et forståeligt syn på økonomisk lighed i forskellige  grader. Nogle partier ser økonomien – ikke mindst den offentlige – som et nulsumsspil, der uden koder kunne kaldes: “Tag fra det rige Nuuk og fordel til “op og ned ad kysten”, underforstået Vestkysten, underforstået minus Nuuk.

Men Grønlands økonomi er ikke et nulsumsspil, og det er ikke videre smart at fiske hellefiskene op, hvis det er det, der satses på.

Nu, hvor juletiden nærmer sig, er det nemmere at beskrive virkeligheden således: Julemanden gør sig klar til at tage til resten af verden med gaver. Men når han kommer tilbage, er han tomhændet, og rensdyrene er trætte og afmagrede.

Derfor skal der andet og mere til. Helt afgørende er det, at når der investeres, så sker det med en forventning om afkast og effekt på beskæftigelse.

Artiklen her beskæftiger sig ikke med omfordeling af midler, men om indretning af økonomien, så omverdenen vinder tillid til den.

 

1. 1. Fødevarehåndtering: Bedre kontroller og større compliance.

Vi er stort set ikke i stand til at eksportere sælkød, hvalkød eller for den sags skyld rensdyr- eller moskuskød til udlandet.  Tilsvarende gælder for ryper, landravne, og hvor det er muligt:  lomvier.  Delikatesser, som vi kan opnå høje priser for på internationale markeder.

Det skyldes ganske enkelt, at vore systemer til veterinær håndtering ikke lever op til de krav, omverdenen stiller.  Udsigten til høje priser er ellers til stede.
Der er mange ting, der i virkeligheden gøres rigtigt og fornuftigt i forvejen. Det gælder sælfangerens håndtering af skudte dyr, indtil skindet afleveres på indhandlingsstedet.  Men det kan næppe dokumenteres.  Så længe kontrollerne ikke er på plads, kan omverdenen ikke modtage vore produkter.

Bedre indhandling under veterinærkontrol burde være en farbar vej.

fyldterødspæt

 

 

1.2. Højere forarbejdningsgrad af fødevareprodukter = øget eksportmulighed
Både Pissifik og Brugseni forhandler forarbejdede fiskeprodukter: “Fyldte rødspætter med grønlandske rejer,” fx. Tager jeg ikke meget fejl, sker forarbejdningen af produktet ved, at rejerne puttes i sovs og kommes i rødspætterne. Naturligvis i Aalborg. Det gavner sikkert Royal Greenland. Men hvor ville det være smart, hvis færdigretter med fx. hellefisk og rejer blev produceret i Grønland og så solgt verden over.
I det omfang, vore produkter kan sælges i forarbejdet tilstand, giver det større fortjeneste.

Nåede man dertil, at vi kunne håndtere vore kød- og fiskeprodukter på en kontrolleret sund og sikker måde, så ville vi også samtidigt kunne hæve forarbejdningsgraden af produkterne og dermed fortjenesten i Grønland.

Skal vi nå højere priser på vore fødevareprodukter fra fiskeri og fangst. kræver det compliance med internationale standarder og regelsæt.

Vi  kan  ikke vende situationen fra den ene dag til den anden. Men der kan udlægges planer, som man stort set viser, at man følger.  Dermed kan opnås tillid til en gradvist  øget indtjeningsevne og dermed egenfinansiering.

Regimet adskiller sig ikke væsentligt fra det, fx. Royal Greenland anvender indenfor fiskeri.   Ja, vi kan!

2. Grønlands egne barrierer skal identificeres

Inuit er et stolt folk, der vil og kan selv. Men der er 5 gange så mange inuitter i Grønland, som der var i 1910. Samtidig med, at folk lever længere, sundhedstilstanden er øget, så bilder mange nogle ind, at fem gange så mange fortsat kan få føden alene ved fisk og fangst; for det er jo her, identiteten ligger.
Men fangerstoltheden må føres med over i et nyt samfund med biler, fjernsyn, internet og flyvemaskiner. Grønlænderne er jo lige så afhænge af alle disse den vestlige civilisations påhit som alle andre, og en romantisk tilgang hertil er mere en barriere i sig selv end en løsning. Også Grønland skal omstille sig til det postindustrielle univers.

Sprogbarrierer
En af de store udfordringer er sproget og kulturkløften. Som dansker i Grønland, der ikke kan sproget, er der så meget, jeg går glip af.  Der skal investeres i effektive intensive sprogkurser, der virker.  Sproget er tankens redskab, og der er en lige linje fra sprog og kultur til tanke og handling. Vi fremmede her forstår ikke alt godt nok.  Henvisninger til tilbud, der ikke er for alle, eller som ikke virker, må afvises.

I skolerne må der tages systematisk afsæt i barnets og elevens sproglige udgangspunkt. Ikkegrønlandske børn skal dels tilbydes modersmålsundervisning, dels tilbydes undervisning i grønlandsk.

Grønlandske børn skal så fortsat lære dansk. Men undervisningen bør i almindelighed kunne foregå på grønlandsk.

Voksne skal kunne tilbydes intensive sommerkurser i grønlandsk, navnlig bør det være et krav for dem, der arbejder i offentlig forvaltning.

Vi kommer til, at it-programmer skal foreligge i grønlandske versioner. (Læs om IT-nedenfor)

Kulturbarrierer

Grønland skal ikke være et protestantisk-kapitalistisk tænkende land. Det er og bliver på basis af kvaliteter som dem,  vi har set i forbindelse med SUME-filmen, der skal tages afsæt. Man kan mene om filmen, at den  kritiserer den danske og vestlige patronisering, og det er der sikkert noget om. Men den viser samtidig også et Grønland, der kan og vil noget selv. De kræfter og den energi, der ligger her, skal kunne omsættes i den virkelige frigørelsesproces, der ender med, at Grønland og Danmark – og resten af verden – ser hinanden i øjenhøjde.

Det er og bliver grønlandsk kultur og tradition, der skal være rygraden i et mere selvstændigt Grønland.

 

2.1. Virksomhedsstruktur og SBIR

Hvis der skal skabes den dynamik i økonomien, der får gang i beskæftigelsen, viser undersøgelser, at det er i de små nystartede virksomheder, at udviklingen finder sted.

Derfor har man i en række lande, ikke mindst i USA lagt et særligt program op. Det hedder SBIR = Small Business Innovation Research
Læs nærmere om det her: SBIR  (wikipedia, engelsk)

A: Udvælgelsesfasen, SBIR
I samfund med en forholdsvis stor offentlig sektor er grundprincippet, at en kreds af indlkøbere eller embedsmænd via en række seminarer uden deltagelse fra erhvervsliv og investorer drøfter deres fremtidige behov for produkter, tjenester og services, de kunne ønske sig, men som endnu ikke udbydes. De bedste udvælges ud fra kriterier: behov, skalerbarhed, beskæftigelse.

B: Seminarrækken ender med, at to eller tre projekter udbydes, og at der tages kontakter til personer eller småfirmaer, som kunne tænke sig at udvikle produktet i projektform sammen med repræsentanter for efterspørgerne. Det bedste projekt udvælges.

C: Herefter dannes et selskab, hvor specialistern og små virksomheder tilknyttes. Ejerskabet er underordnet, men specialister og småfirmaer sikres en ordning, der er attraktiv for dem (en slags lønlignende vilkår.)  Det er her en vigtig pointe, at nok kan store firmaer byde ind formelt set, men hele opsætningen er ugunstig for dem. En enkeltmandsvirksomhed, hvor manden tilbydes en passende honorering i projektperioden, er mere attraktiv for det lille firma end for det store.

D: Når produktet er udviklet, afleveres det til selskabet, og aktiemajoriteten overgår til privateje. Firmaet har nu en garanteret afsætning, fordi produktet var efterspurgt, og dermed kan det berede vejen til eksport.

Hvad er så det tiltrækkende ved SBIR for Grønland? Som jeg ser det, er det skalerbarheden.  Man kan starte småt, skabe beskæftigelse og ende  stort.

I Europa har navnlig Holland haft stor succes med SBIR.

Hollandsk papir og SBIR

3. Den store satsning: IT

Billede af serverfarm

Serverfarm, her Facebooks i Finland

 

3.1. Serverfarme

 

Grønland har med sine meget overdimensionerede søkabler, der ejes af Tele, mulighed for at udnytte merkapaciteten voldsomt.

Der er tilmed redundans. Vi har to sæt uafhængige kabler, et til København via Island og et til Amerika via Halifax. De når ind to steder, nemlig i Qaqortoq og i Nuuk.

Serverfarme er steder, hvor der dels er meget IT-lagerplads, dels er kolossalt meget processorkraft.  Læs om dem på engelsk her:
Serverfarm, wikipedia

Det er karakteristisk for serverfarme, at der udvikles kolossalt med varme, hvorfor afkøling kræver lige så meget eller mere strøm end  processorer og diske selv.

Verden bevæger sig hastigt på grund af den globale opvarmning mod  forbud mod CO2-anvendelse.  Grøn energi er derfor en nødvendighed ved serverfarming. Grønland har grøn energi i form af vandturbinekraft i ufattelige mængder. Og så har vi kulden.

De fysiske betingelser for et serverfarm-eventyr er således til stedeeller kan tilvejebringes.

Men det er de politiske og økonomiske formentlig også, eller også kan de komme det.

Det handler  om

* Grønlandsk forankring og medejerskab
* Grønland som sikkert 3.land
*  Fornuftig langsigtet aftale med investor, fx, OPP og regering i Danmark
*Forretningsmæssig indsigt i, hvor nicherne i markedet for transit mellem Amerika og Europa (og Asien) er særlig lukrative

Grønlandsk forankring.  Grønland vil ikke have glæde af fremmede investeringer, hvis ikke vi selv medvirker på passende vis, for eksempel gennem helt eller delvist ejerskab hos Tele eller Naalakkersuisut.  Hvorledes afkastet skal være, må aftales gennem en investor- eller aktionæroverenskomst.
Udsigten til et fornufitgt investeringsafkast er ret gunstige, idet indtjeningen på lager og processorkraft har vist sig stabilt og stærkt voksende, selv gennem kriseårene. Der er intet, der tyder på, at den tilbøjelighed stopper.

Grønland som sikkert 3. land.

Grønland lever ikke op til gældende lovgivning på persondataområdet. De to registerlove fra 1978 er kun rudimentært overholdt.  Et land, der på et så vitalt område som dette ikke lever op til egne regler, har omverdenen meget begrænset tillid til.

Grønland lever pt. ikke op til internationale datasikkerhedsstandarder (ISO 27001 og ISO27002, Cobit, Itil etc.)
Hvis Grønland skal have mulighed for at komme i betragtning med hensun til IT-investeringer, skal omverdenen have den fornødne tillid til, at vi begynder at bevæge os i retning af regeloverholdelse (compliance).

Grønland er så småt ved at forstå vigtigheden heraf, og der forbedredes initiativer til ny lovgivning med virkning fra janur 2016. Men ny lovgivning er ikke nogen løsning uden compliance.  Det system, der skal sættes op, er det samme under alle omstændigheder. Man kan lige så godt gå i gang med det samme.  Og det er man i Selvstyret så småt også ved at indse.

Tilbage står så de private virksomheders registre og deres compliance. Hvad de store firmaer angår, skulle jeg mene, de formentlig er med i det omfang, de handler internationalt.  Men det er uopdyrket land.

Satsning på IT-uddannelse

Grønland har særlige forudsætninger for at springe en del af industrialiseringen over og gå direkte til informationsreknologiens charmerende egenskaber.

Afstandene overkommes delvist ved videokonferencer, it-telefoni, mail, og tilsvarende udveksling af informationer.  Tele er netop i færd med at udbygge kapaciteten op og ned ad kysten. Jo mere, dette realiseres, des mere kan Grønland komme i front med dels sit eget forbrug, men også deltagelse i videreudvikling.

Den danske tegner og humorist Robert Storm Petersen [Storm P] lod en af sine vagabonder lave dørsalg med udendørs dørmåtter. Fordelen var, at hver gang havde solgt en måtte, modtaget pengene og døren havde lukket sig igen, kunne han tage måtten med sig og sælge den igen et andet sted senere.

Når det handler om fysiske varer, er det jo bedrageri. Men det er det ikke med software.  Når et softwareprogram er udviklet kan det transporteres via nettet til den anden ende af kloden og kunden kan betale direkte eller indirekte for det.

Undervisning fra børnehave til plejehjem
Men skal disse muligheder virkeliggøres, skal der under alle omstændigheder i samarbejde med nordiske universiteter og lignende en gevaldig satsning på uddannelse til.

Jeg forestiller mig, at børn lærer at programmere via fx. mindstorm [Lego] før, de kan lære at skrive.
Jeg forestiller mig, at kerneprogrammer som operativsystemer og kontorpakker findes på grønlandsk.
Jeg forestiller mig, at et eller flere grundprogrammeringssprog til børn i skolealderen (basic?) findes på grønlandsk
Jeg forestiller mig at der undervises separat i IT i skoler, gymnasier etc. , og at der virkelig åbnes for uddannelse i IT indenfor handelsskoler, seminarier og på universitetet.
Det lyder af meget, men i forhold til værdiskabelsen er det beskedent.

Når man samtidig tænker på, at her kan en del af det grønlandske afkast af serverfarm-investeringerne med tiden falde som en del af finansieringen. så er det fint.

Ved IT forstås her både programmering, udvikling, netværk, databaser, filmskabelse, webdesign,  spiludvikling, kommunikation (Nettv og netradio) etc. Det behøver altså ikke være hardcore matematisk præget programmering altsammen.  Man skal her samtidig tænke på, at deltagelse i udvikling, så snart man har nået et vist stadium, foregår internationalt.

Hvis tanken her realiseres, vil Grønland være virkelig omstillet om ca. 15 år.