Biskop Marianne Christensens prædiken ved folketingets åbning 2015

Ved Folketingets åbning tirsdag den 6. oktober 2015

Billede af biskp Marianne Christensen

Foto: Haderslev Stift. (c)

Epistel: 1. Korintherbrev 13 Evangelielæsning: Johannes 14, 1-7

Frygt ikke, kære folkevalgte. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst.
”Derfor Danmark, frygt kun ikke, frygt er ej af kærlighed” – sang vi før med Grundtvig. Det er fra et sted i Det Nye Testamente: ”Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten.”

Kærlighed. Må man sige det ord i den virkelige verden? 
Grundtvig havde en fiks idé om, at Danmark var udvalgt til at være hjertefolket, kærlighedens jorderige. Et kærligt land?
Frygt ikke, frygt er ej af kærlighed.

Frygt er ellers voldsomt på mode. 
Frygt er en stærk faktor i samfundslivet – styrer forskning og styrer politik: Hvad skal vi være bange for, hvordan kan vi føle os trygge, hvordan tager vi frygten alvorligt… Meget liv og meget politik er styret af frygt og frygten for frygt.
Hvordan forsikrer vi hinanden og ikke mindst vælgerne om, at intet bliver anderledes eller dårligere i fremtiden, og hvordan skal vi kunne rumme fremmede og flygtninge i vores land, når vi nu er bange for dem, og hvordan skal vi overhovedet møde fremtiden, hvis vi ikke kan være helt trygge ved, at alt skal være, som det plejer? ”Frygt ikke, jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst”, siger Jesus til sine disciple, der står over for den altid aldeles ukendte og frygtede fremtid, som de selv skal klare uden leder. Kærligheden fordriver frygten.
Kærlighed og godhed og den slags har på det seneste fået en rimelig dårlig presse, som det hedder.
Som om kærlighed og godhed er noget naivt, der ikke hører hjemme i denne verden, men er reserveret for folk, der absolut skal flashe, at de er bedre end os andre.

Det er blevet politisk ukorrekt med kærlighed og godhed. Af mange forskellige årsager, sikkert. En af dem er, at vi trænger til snart at holde reformationsjubilæum i 2017 og der blive mindet om det evangelisk-lutherske menneskesyn, som måske ikke er særligt smigrende, men til gengæld befriende: Vi er alle sammen syndere, ufuldkomne, uperfekte mennesker.

Vi kan aldrig blive perfekte og helt gode og kærlige, fordi vi også altid er egoister – også. Men af Guds nåde er vi samtidig noget andet: retfærdiggjorte, det vil sige elskede og godkendte, og derfor er vi frie til at elske og gøre godt af bare fornøjelse og glæde over at være til og være Guds børn sammen med alle de andre ufuldkomne mennesker må denne lille blå og grønne planet.

Ikke mindst jer, ærede folkevalgte, er der grund til at minde om det: Syndere og retfærdige på en gang. Fudlkommen gode og kærlige kan vi ikke blive, men vi er frie til at gøre det gode, at gøre kærlighedens gerninger over for hinanden, ikke for at blære os eller være urealistiske, men fordi det er den eneste realistiske vej ud af frygten og lidelsen. På det nære som på det store plan.

En anden grund til, at kærligheden er kommet i miskredit, er nok, at vi har delt verden op i den realistiske verden, hvor det kun er tal og vold og magt, der styrer, og så reserveret kærligheden til de nære forhold, til dem, vi godt kan lide. Dér i det nære kan vi være flinke og rare, men ude i den virkelige verden er det kun kolde kontanter, der tæller.

Også her kan vi længes mod reformationsjubilæet for at få udryddet den misforståelse, der trives, at når Luther taler om to regimenter, et verdsligt og et åndeligt, at han så taler om et skizofrent samfund, der har helt forskellige værdier, når det gælder samfundslivet, det ydre liv og så hvert menneskes indre private, åndelige liv.
Det er helt i skoven. For Luther er både det verdslige og det åndelige regimente under den samme Gud, som er Gud for alle, og i begge regimenter lever vi i kaldet til kærlighed; men hvor der er fuldstændig frihed i det åndelige regimente for tro og tanke, så er der i det ydre liv regler og love og om nødvendigt straf for at skabe et samfund, der kan rumme et liv i kærlighed og fred, selvom vi ikke er perfekte.

Vi er så lykkelige, at vi har folkestyre og vælger de mennesker, der laver lovene og fører regeringen. Og I er valgt og udvalgt til de opgaver. I er ikke perfekte lige så lidt som vi, jeres vælgere, er det. Men I og vi lever under det samme kald, nemlig kaldet til et liv i kærlighed. Og kærligheden er her ikke varme følelser, men helt konkret medmenneskelig handling og forpligtelse på hinanden, som den er levet ind i verden af Jesus.

Kærligheden er en vej. En vej i denne verden, hvor virkeligheden konstant overhaler os, og vi igen og igen bliver kaldt til at forholde os til andre menneskers nød, selvom vi ikke havde planlagt det, ikke lige har plads eller tid eller penge og hellere ville have hygget os med dem, vi kender og bedst kan lide. Og også en virkelighed, hvor vi pludselig kan få nye venner, mennesker, der kommer uventet til os, med en hjælp og en fremtid, som vi endnu ikke kender.

Jeg vil vise jer en langt bedre vej – siger Paulus , og så kommer lovsangen til kærligheden, størst af alt, som en vej, et kald i denne virkelige verden.
Det har han selvfølgelig fra Jesus, som siger: Jeres hjerte må ikke forfærdes og I skal ikke være bange for, hvor vejen fører jer hen og navnlig ikke, hvordan den ender. For der, hvor den ender, er Gud, og Gud kender I allerede: ”Jeg er vejen sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden ved mig; kender I mig, vil I også kende mig Fader, og fra nu af kender I ham og har set ham.”

Nå, så vi kender Gud, meningen med det hele, ved at se på Jesus? – et menneske, der levede og døde i fællesskab med tabere og fremmede og udstødte og forbrydere, og åbnede en lyssprække af håb ind i verden ved opstandelsen fra de døde. Kender vi Gud i ham, så kender vi en Gud, der bytter plads med det mindste menneske.

Den vej, Jesus er, er ikke så meget en vej til Gud, som den er Guds vej ind i verden og gennem verden. Den vej bringer os altid til at sætte os i den andens sted. Altid at bytte plads og se, at den anden kunne have været mig, så fremmed, som han end er; hendes barn kunne have været mit barn, og hvad ville jeg så gøre?

Det menneske, der ligger i grøften, er også mig, ja dybest set er det altid dér, Gud er: i grøften, i dybet, hos det menneske, der ikke er andet end et udsat nøgent menneske. Den vej, at Gud blev menneske, kalder os til at være mennesker, og netop i den nøgne udsatte menneskelighed opdage, at vi er fælles.

I dag er det en festdag for frihed og fred og folkestyre, og for at vi må have lov til at diskutere og skændes til vores dages ende om, hvordan dette samfund skal indrettes, hvordan vi skal handle sammen med andre lande og nationer og forvalte rigdom og naturens gaver som en del af menneskeheden og skaberværket.

I er alle gået ind i politik med det håb at finde veje for vores samfund og vores land ind i fremtiden, og det skal I have tak for. Gud give jer lykke og gode råd og nådens lys. I skal ikke være bange, men huske den praktiske og realistiske kærlighed, der er vejlederen i jeres liv.

Der er hårdhed og ondskab i denne verden, i os og i andre. Der er frygt, der æder sjælene. Tag ordet og bring oplysning og fantasi og munterhed ind i samfundssamtalen, bekæmp frygten, bekræft den ikke.

I Jesus Kristus er Gud blevet menneske, og derfor behøver I og vi ikke stræbe efter at blive guder eller finde en guddommelig orden. Vores eneste opgave er at være på vej. Virkeligheden vil konstant overhale os. Derfor beder vi om, at I må få opmærksomme øjne og lydhøre øren, og mod til at åbne munden, også når I skal tale imod, hvad flertallet mener, og åbne hænder til både at handle og at holde om og holde fast, og at I må få hjertets visdom.

Gud velsigne jer til at være på vej: Hans ånd som alting kan og ved i disse korte dage med tro og håb og kærlighed til himlen os ledsage.

Tyggefladens korte nyheder

25.09.15  STØJBERG OG KJÆRSGAARD SLIPPER FOR TILTALE
Flere medlemmer af Folketinget slipper for at blive tiltalt for at have villet påvirke udfaldet af en straffesag.

Rigsadvokaten har efter lang tids overvejelser besluttet, at der ikke skal rejses tiltale mod blandt andre Folketingets formand, Pia Kjærsgaard og Integrationsminister Inger Støjberg.

Begge opfordrede til hård straf og udvisning, som de mente, at islamisten Said Mansour burde idømmes i sagen, som handler om opfordring til terror og drab. Det skete på et tidspunkt før byretten havde afsagt sin dom

DR Tekst-TV 26.09.15 p 170

25.09.15 ARRESTHUSE ER I DÅRLIG STAND

Mange af landets arresthuses indretning er utidssvarende, og de tilgodeser ikke de krav, der stilles i en moderne kriminalforsorg.

Det fremgår af en intern rapport om arresthussektoren, som DR er kommet i besiddelse af.

Formand for Fængselsforbundet, Kim Østbye, frygteragt arresthusenes dårlige stand vil betyde flere flugter.
– Det er forholdsvis meget nemmere at stikke af fra et nedslidt arresthus end fra et større lukket fængsel, siger han.

Kriminalforsorgen ønsker ikke at kommentere den interne rapport overfor DR.

DR Teksttv p 166, set 26. september 2015

24.09.15.  ISRAEL SKÆRPER STRAF FOR STENKASTTT

Israel vil indføre en minimumsstraf på fire års fængsel for palæstinensere, der kaster brandbomber, sten og andre farlige genstande.

Samtidig lempes reglerne for, hvornår israelske sikkerhedsstyrker må skyde med skarpt mod stenkasterne.

Det meddeler Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, der torsdag mødtes med sit sikkerhedskabinet.

De blev enige om en række tiltag, der skal stoppe den seneste bølge af angreb mod israelske biler i Jerusalem og den besatte Vestbred. Blandt de nye tiltag er også højere bøder til dem, der kaster sten, og deres familier.

Set 26.09.15 Teksttv p 143 DR

Christen Sørensen: Lad os gå tilbage til kerneværdierne

Af professor, fhv. vismand Christen Sørensen


Portrt af Christen Sørensen

Det indlæg jeg ville have holdt på Den Socialdemokratisk Kongres 19.-20. september 2015, hvis jeg var nået frem i tide

Et solidariak og anstændigt samfund

Alene min alder gør, at man med en vis ret kan sige, at min røst hidrører fra fortiden. Det bekymrer mig ikke. Det, der ville bekymre mig og vel også andre socialdemokrater, er, hvis det, vi har at bidrage med, ikke hører fremtiden til. Det er det essentielle.

Tiltroen til nyliberalismen bør ligge på et lille sted

Dette har ikke været og er stadig ikke en let kamp. De ideologiske hovedmodsætninger, kommunisme og liberalisme, bygger på enkle og letfattelige skrivebordsbetragtninger. Problemet er, at realiteten eller historien afviser disse utopiske skrivebordsbetragtninger. Kommunismens sammenbrud i kølvandet på Berlin-murens nedrivning betyder, at der næppe længere er de store udfordringer fra den side. En anden historisk begivenhed, nemlig Finanskrisen, burde også betyde, at tiltroen til den rene ny-liberalismen burde ligge på et meget smalt sted – om overhovedet noget sted.

De nødvendige og bæredygtige reguleringer

Jeg synes ikke, at vi har været nær gode nok til at udlægge, at det er vores principielle udgangspunkt – hvor markedsøkonomien fungerer inden for rammer underlagt stærke politiske og nødvendige reguleringer – der er det holdbare og bæredygtige udgangspunkt. Finanskrisen dokumenterede endnu engang dette endog særdeles klart.

Den sociialdemokratiske tilpasningstrang duer ikke

Tværtimod synes jeg, at vi i alt for høj grad har defineret vor politik – i hvert fald den økonomiske politik – som liberalisme minus x-procent. Konkret har vi f.eks. klæbet os alt for meget til Angela Merkels CDU- politik, måske minus 10 pct. Det er farligt. Når Labour netop har fået en leder, Jeremy Corbin, der af nogle siges at være en røst fra fortiden, er det måske ikke mindst, fordi hans modkandidater fulgte den konservative regerings politik, især den økonomiske politik, minus ca. 10 pct. Det er i hvert fald den konklusion, som nobelpristager i økonomi, Krugman, drog i Politiken 18. sep. Og valget af Jeremy Corbin er vel først og fremmest udtryk for, at denne tilpasningstilgang afvises af de centrale Labour-vælgere. Det bør vi som danske socialdemokrater bide mærke i og handle efter.

Udgangspunkt: Vore egne kerneværdier

Kort sagt: jeg mener, at vi i højere grad bør formulere vor politik med konkret udgangspunkt i vore egne kerneværdier og ikke i andres værdier minus omkring 10 pct. Det vil jeg uddybe med tre eksempler: Den græske krise, Flygtningesituationen og Irakkommissionen.

Den græske krise:

Det er blevet anført, at grækerne bare har at betale deres gæld. Dette anføres, selv om blot en smule indsigt ville vise, at dette ikke kommer til at ske. Hertil kommer at ekstremisme vil få medvind, hvis et helt folk, som det græske, forarmes. Historien viser dette. Det fik jeg i juni publiceret en bog om, Den græske krise – og Tysklands korsfæstelse af Europa (udgivet af forlaget Tiderne Skifter). I stedet for at holde lange taler herom, vil jeg blot anføre et lille uddrag af den bog, som det 20 århundredes største økonom, Keynes, anførte i sin bog om den uforstandige Versailles-traktat. Keynes, der var ansat i det engelske finansministerium, deltog som øverste økonomiske rådgiver for den engelske regering i fredsforhandlingerne i Versailles i første halvdel af 1919. Han blev så vred over den uforstandige behandling af Tyskland, at han opsagde sin stilling, og skrev bogen: The Economic Consequences of the Peace, som udkom allerede i efteråret 1919. Den forelå allerede i 1920 i en dansk udgave med titlen: Freden og dens økonomiske følger.

Jeg vil anføre et uddrag herfra, og når du læser Tyskland, vil jeg bede dig tænke på Grækenland i stedet.

”Den Politik, som ligefrem sætter sig som Maal at reducere Tyskland til Slaveri i en hel Generation, at degradere Millioner af Menneskers Liv, og at berøve hen hel Nation for Lykke, vilde være afskyelig og foragtelig – ja afskyelig og foragtelig, selv om den var mulig, selv om vi ved den berigede os, selv om den ikke saaede Forfald i hele den europæiske Civilisation. Nogle prædiker denne Politik i Retfærdighedens Navn. De store Begivenheder i Menneskenes Historie kender ikke et saa simpelt Retfærdighedsbegreb. Og om saa var, saa giver hverken Religionen eller den naturlige Moral Nationerne Ret til over for deres Fjenders Børn at tage Hævn for Fædrenes og Herskernes Misgerninger”, (Freden og dens økonomiske følger, side 138-39).

Skal Grækenland – og ikke mindst yngre og endnu ufødte græske generationer – virkelig med vor opbakning gennemgå det, som Versailles-traktaten påførte Tyskland, men som heldigvis i anden omgang blev stoppet, idet Tyskland både før og efter 2. verdenskrig i meget vidt omfang blev friholdt for krigsskadeserstatninger efter 1. og 2. verdenskrig, ligesom landet blev hjulpet med Marshall-hjælp?

Skal vi overhovedet ikke bekymre os om, at de unge grækere vel ikke har et medansvar? Det mener jeg, hvorfor jeg også tager afstand for den fortsatte forarmning af det græske folk, der ligger i den aftale til fornyelse af gælden, der for kort siden blev indgået med Tyskland som primus motor. Her skal vi heller ikke følge andres politik – altså Angela Merkels CDU politik – med minus ca. 10 pct.

Flygtningesituationen:

Jeg forstår godt de bekymringer, som mange danske også har over for flygtningesituationen hidrørende fra Mellemøsten og Afrika. Hvad med jobmuligheder? Bliver konflikterne derfra også til et internt problem i vort land?

Det, jeg ikke forstår, er, at der på den ene side er bred opslutning til, at hovedparten af hjælpen må ske i nærheden af konfliktstederne, og på den anden side nedskæringen af hjælpen hertil, som i flygtningelejre i nærområder giver sig udslag i, at ringe levevilkår yderligere forringes med heraf følgende incitament til at drage videre.

Hykleriet herom er svær at bære. Hvorfor foreslår vi ikke, at alle EU-lande hæver bistanden til u-lande og flygtninge til 1 pct. af BNP, og bruger ekstrabidraget til at opbygge midlertidige og sikre bebyggelser i nærområder med skoler, sygehuse osv.? Dette er ikke problemfrit. Men hvad er alternativet? Og skal vi som Socialdemokrater forholde os tavse? Det er i denne sammenhæng heller ikke tilstrækkeligt, at vi blot skælder ud på Dansk Folkeparti mv. og lægger os 10 pct. herfra. Lad os komme med et konkret forslag på EU-plan – en national plan er jo ikke tilstrækkelig. Lad os tage udgangspunkt i egne værdier.

Irakkommissionen:

Irakkommissionen er nedlagt. Grundlaget for vor krigsdeltagelse er tilstrækkeligt oplyst påstår regeringen.

Det er ikke korrekt. Derfor stor ros til vor nye formand for at tilkendegive, at grundlaget for vor krigsdeltagelse givetvis vil blive genoptaget af en kommende socialdemokratisk ledet regering.

Som formand for Støtteforeningen for Irakiske Torturofre er jeg glad ved at kunne meddele, at der netop er givet fri proces til, at de Irakiske Torturofre kan gennemføre en erstatningssag mod den danske stat. Inden denne tilladelse blev givet, har vi sammen med andre taget initiativ til, at der bliver en høring herom på Christiansborg 2. okt. med bl.a. deltagelse af én af de tilbageholdte ofre.

Det kan man læse mere om på vor facebook-side: facebook.com/STFIT15. Man kan støtte dette initiativ ved at videreformidle denne side, ligesom man kan støtte initiativet økonomisk, som det fremgår af facebook-siden. Det skal jeg opfordre til. Det er nemlig eneste sikre måde, hvorpå sandheden herom kommer frem med afhøring af bl.a. tidligere forsvarsminister Søren Gade. Forsvarsministeriet har desværre systematisk forsøgt at forhindre at sandheden herom kom frem med direkte løgnagtige påstande, som det også vil fremgå af denne hjemmeside. For god ordens skyld skal jeg anføre, at det formentlig ikke bidrager til sandheden at afhøre den nuværende forsvarsminister, Carl Holst.

Hvad gør flygtningesagen ved Venstre og Dansk Folkeparti ?

Billede af flækket træ - ligner et V

Den seneste tids flygtningekatastrofe har taget V på sengen

Det er kommet bag på rigtig mange politikere, at det danske vælgerkorps stabilt og længe har ønsket en europæisk fælles løsning om behandling af flygtninge.  Professor Jørgen Goul Andersen har påpeget, at der ikke er tale om noget pludseligt stemningsskift i befolkningen, men mere i de politiske partiers positioner i forholdet til indholdet i flygtningepolitikkens enkelte delelementer.

Hvad der så sket som følge af de nye billeder af vandrende flygtninge og druknede børn? Det har forstærket erkendelsen i befolkningen af, at problemerne med håndtering af hundredtusindvis af vandrende flygtninge på motorveje og jernbaneskinner skriger på imødekommenhed.

Det er denne fundamentale imødekommenhed, der er kommet bag på Venstre, og som i første omgang har tvunget Dansk Folkeparti til at flytte position. Med et skred i Venstre, hvis bagland længe har ønsket rullegardinerne trukket op for virkeligheden, måtte DF finde på noget. Det resulterede i forslaget om lukkede lejre, som DF jo førte frem som sit imødekommende paradeforslag. Ikke engang DF’s egen top kan have bildt sig ind, at det forslag ville møde forståelse andre steder.

Men katalysatoreffekt har det haft. Lars Løkkes regering ved nu, hvordan den del  af spillepladen ser ud, hvor DF er med. Det vil kræve enorm kreativitet at formulere et flygtningekompromis, som både V og S kan støtte. Det nemmeste at gætte på er, når det kommer til stykket, noget med grænsekontrol. Udtalelser fra det efterhånden meget højreorienterede S kunne tyde på noget i den retning.

Udenfor Christiansborg har den politiske magiker Lars Løkke Rasmussen helt andre problemer: Han skal holde sammen på et parti, der er ved at flække. Og her synes der at være opstået et modsætningsforhold mellem partiets bagland og partiledelsen. Det sker på et tidspunkt, hvor folkeafstemningen om retsforbeholdet stille og roligt popper op i medierne i ny og næ, og det med stadigt voksende indspark om den fælles asylpolitik.

Det er naturligvis opsigtsvækkende, at DF’s Søren Espersen har følt det nødvendigt at skrige ud i offentligheden, at DF ikke vil acceptere et flygtningeforlig mellem S og V.  Striden internt i DF mellem Tidehvervspræsterne og Thulesen dal brød ud i lys lue kort før DF’s landsmøde.

Mens der tales meget tåget og nærmest omtåget fra Løkke Rasmussen, som kan få svært ved at tage stilling til noget som helst før efter folkeafstemningen, bortset fra at han har fundet nogle gamle penge, han har lovet at ville reservere en gang til til “nærområderne” og 1.000 kvoteflygtninge som en hilsen til fru Merkel, så stander landet i våde. De hårdest ramte partier er DF og Venstre.

Venstre har problemer i sit eget nærområde. Det så man, da et partimedlem fra Solrød blev ekskluderet for at mene noget andet end Støjberg om at modtage flygtninge.

Meget tyder på, det kun er begyndelsen. Venstre ved ikke, hvor det parti har sig selv. Måske partiet skulle starte med at se på sit eget nærområde.

Dansk Folkeparti, magtens tredeling og andres arbejde

Der går ikke en måned, uden at en repræsentant for Dansk Folkeparti overskrider en grænse, andre politikere har et lidt mere respektfuldt forhold til:  Magtens tredeling.

Resumé: Denne gang er det Martin Henriksen, der anbefaler sig selv som mere egnet end den siddende Ombudsmand til at bestemme, hvilke sager han må beskæftige sig. med.

Dansk Folkeparti er måske demokratisk i den forstand, at partiet ikke for tiden planlægger at opgive parlamentarisme og frie valg. Men opbakning til princippet om magtens tredeling er der ikke så meget af.

 

 

Billede af Martin Henriksen, MF

Martin Henriksen, Dansk Folkeparti.

Nu har Martin Henriksen udtalt, at Ombudsmanden ikke burde beskæftige sig med lovligheden af regeringens flygtningeannonce i Libanon.

For ikke så længe siden handlede udtalelserne om minimumsstraffe.
Det har også handlet om, at politikere anser domme for forkerte, alene bedømt ud fra referater i dagspressen

Tidligere har også Morten Messerschmidt ville forbyde en skoleinspektør at udtale sig i en sag. Messerschmidts opfattelse var, at politikerne måtte udtale sig, andre ikke.

Nedenfor viser vi artiklen fra DR’s nyheder og klipper også teksten ind, for vi ved, at linket ikke opretholdes så længe

Er Dansk Folkeparti et demokratisk parti?
Tyggefladen mener ikke, at DF for tiden planlægger en omvæltning, der sætter valg til folketinget eller parlamentatismen ud af kraft. I den forstand kan man godt kalde Dansk Folkeparti demokratisk.

Handler det derimod om respekten for magtens tredeling, er der mere grund til skepsis.

Ombudsmanden har i henhold til loven ret til at tage sager op af egen drift. Martin Henriksen udtaler sig, som om DF skulle have noget, der ligner instruktionsbeføjelser overfor Ombudsmanden. Ombudsmandens eneste kompetence ligger gemt i, at han kan skrive, hvad han anser for gældende (forvaltnings-) ret i en bestemt sag.

Dansk Folkepartis handlemåde provokerer naturligvis; det er også hensigten. Adfærden her er i et led i et mønster. Der er ikke noget andet parti, som har en så  veludviklet omtalegaranti. Provokationerne svares der på hver eneste gang.

Kommentarer som for eksempel denne har dette partis folk forudset og anser dem for gavnlige i det hele taget.

Ikke desto mindre er det nødvendigt at optræde som deres nyttige idiot her.

Martin Henriksen antyder med sine udtalelser, at hvis han havde været ombudsmanden, havde han sandelig beskæftiget sig med andre ting. Nu er han ikke Ombudsmanden, og Martin Henriksens forstand på det forvaltningsretlige område er mere begrænset end juristernes på Gammel Torv.

Bortset fra visse rekrutteringsvanskeligheder  med hensyn til at skaffe veluddannede jurister ville tanken også af andre grunde være absurd.  Det er simpelthen uden respekt for andres arbejde og ikke mindst deres faglige topkvalifikationer.

Når andre partiers politikere kun sjældent falder ned i denne mudderpøl, skyldes det, at det her overskrider grænsen for deres anstændighedsfølelse.

Sammenhængen er den åbenbare, at hvis Ombudsmanden mener, at der er grund til at undersøge et eller andet, så kan han gøre det på det forsvarlige og saglige forvaltningsretlige grundlag, institutionens  omdømme alene hviler på. Det kan Martin Henriksen ikke.

Man kunne med et eller andet skuldertræk lade være med at lade sig provokere  og gå over til andre sager på dagens dagsorden.

Men det duer ikke. Dansk Folkeparti  er landets næststørste parti; vi andre bliver nødt til at forholde os til dette partis bevidst udemokratiske adfærd og platte gentagne provokationer. Fordi den del af demokratiet, der handler om overholdelse af simple adfærdsregler, er væsentligere end disse  platheder.

Jeg vil ikke diskutere partiets stuerenhed. Kunne partiet på weekendens landsmøde ikke overveje at gå over til demokrati som noget, det reelt støtter?

DANMARKS RADIOS ARTIKEL

Folketingets ombudsmand går galt i byen, når han af egen drift rejser en sag om regeringens flygtningeannoncer, der i fire libanesiske aviser og på de danske asylcentre oplyser om regeringens udlændingestramninger.

Det mener Dansk Folkeparti, som dog foreløbig vil afvente ombudsmandens undersøgelse af, om annoncerne har været vildledende.

– Men jeg har svært ved at forestille mig at der kommer noget ud af det. I øvrigt undrer det mig at ombudsmanden går ind i sagen, for der må være vigtigere ting at tage sig til, siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen.

Udlændingeminister Inger Støjberg indrykkede tidligere på måneden annoncerne i aviser i Libanon, og det skete med Dansk Folkepartis opbakning.

Derfor ser Martin Henriksen heller ikke noget problem i annoncernes ordlyd og har svært ved at få øje på den mulige vildledning, som ombudsmand Jørgen Steen Sørensen nu vil have undersøgt nærmere.

– Vi foreslog jo, at der kom en informationskampagne, og derfor ser vi ikke noget problem. Faktisk synes jeg, at annoncerne er meget milde, og blot oplyser om politikken og reglerne, og det kan jeg slet ikke se problemet i, siger Martin Henriksen.”

Artiklen på DR’s hjemmeside kan læses her.  Men opslaget holder ikke evigt.

Hertig om udspillet til grønlandsk finanslov

Udspillet til finanslov får denne kommentar med på vejen

 

Picture of Mikael Hertig

 

af Mikael Hertig

 

 

 

Finanslov 2016: Grønlands selvstændighed og dødens gab?

jaws

Langsigtet depression ?
Grønland er i økonomisk depression, fordi det grønlandske bruttonationalprodukt [BNP] falder. I den snævre definition indebærer dette, at der er flere sammenhængende kvartaler med faldende produktivitet i form af et faldende BNP. Der findes ikke rigtig andre definitioner på økonomisk depression, men jeg kunne godt tænke mig at anvende ‘økonomisk depression’ også i den forstand: en langsigtet tendens til fald i produktiviteten.

Handelsbalanceunderskuddet og bloktilskuddet – størrelsesorden
Forudsætter man, at det danske bloktilskud er stabilt i den forstand, at det følger den grønlandske prisudvikling, og at intet hjemtages, så har vi et udtryk for, hvor stort underskuddet på handelsbalancen må være. Er handelsbalanceunderskuddet større end bloktilskuddet, vokser dødens gab: finansieringsbehovet vokser, uden at Grønlands mulighed for at bevæge sig hen imod økonomisk selvstændighed vokser af den grund. Målt i faste priser ligger BNP på omkring 11, 2 mia i 2013. I beregningsperioden er underskuddet på handelsbalancen fortsat under størrelsen på bloktilskuddet. Hvis vi antager, at denne tendens er fortsat i 2014 og fortsætter fremover, så har vi en stabil situation, hvor vi fortsat er fast afhængige, uden at der sker nogen selvstændighedsudvikling i økonomisk forstand.

Hvordan er sammensætningen af underskuddet på de offentlige kasser?
Faldet i BNP for 2013 henfører Grønlands Statistik til fortrinsvis Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Bygge- og anlægsvirksomheden kan dels bestå i opførelse af produktionsanlæg, dels i andre bygninger. Hvis faldet i bruttoinvesteringer følger den antydede tendens, burde der måske analyseres yderligere i, hvilke former for bygge- og anlægsvirksomhed, der navnlig bør opprioriteres.

Denne artikel anlægger en simpel keynesiansk betragtningsmåde: I princippet er det godt, hvis der er et kontrolleret underskud på de offentlige kasser (kommunernes og selvstyrets tilsammen) i perioder med stor og/eller voksende ledighed.
Det forudsætter imidlertid, at underskuddets sammensætning i tilfredsstillende grad indeholder elementer, der peger frem mod en stigende produktivitet for den samlede grønlandske økonomi.

Som udgangspunkt kan et budgetteret underskud som det, der fremsættes af Nalakkersuisoq Anda Uldum efter denne opfattelse ikke give anledning til kritik. Den samlede grønlandske låntagning vokser ganske vist, men bloktilskuddet bringer balance i regnskabet. Men det forudsætter, at de senere års usikkerhed med hensyn til den økonomiske vurdering holder. Og så forudsætter det navnlig at der tages intitiativer til at styre økonomien således, at de samlede bruttoinvesteringer holdes på et stabilt højt niveau. Pointen er i første omgang, at

  • der satses på reale investeringer frem for privat opsparing
  • at incitamenter til fremme af eksporterbare produktion eller industriel forarbejdning fremmes
  • der gøres et systematisk arbejde på at fjerne barrierer for erhvervsudvikling, der måtte virke gunstig på grønlandsk økonomi, fx at flytte forarbejdningen af fiskeprodukter tilbage til Grønland.

Med andre ord er der utilstrækkeligt at erklære sig tilfreds med finansloven, fordi det budgetterede underskud tilsyneladende holder sig indenfor en størrelsesorden, der ikke påvirker det samlede råderum negativt.

Imidlertid er de faste bruttoinvesteringer faldet og ikke steget op til 2013. Det er et faresignal. Et fortsat fald i investeringerne vil skade økonomien.

Vejen ud af ‘dødens gab’ består i at fremme udviklinger, der i det lange løb gavner produktivitet og eksport.

Erhvervspolitik

Det har ofte været på dagsordenen at mindske den private import af fødevarer ved at øge selvforsyningsgraden. Med andre ord skal man efter denne idé spise flere grønlandske produkter.

Betingelsen for, at dette giver mening er, at man ikke udkonkurrerer det, folk selv fanger og spiser.samtidig med, at kravene til kontrolleret fødevarehygiejne overholdes. Af og til ser man det synspunkt fremsat, at grønlænderne ikke behøver købe varer af samme hygiejniske kvalitet som det, der skal gå til eksport. Tankegangen er næppe farbar.

Den dominerende fremstilling af, hvorledes man løser opgaven: at undgå ‘dødens gab’ bygger på, at det skal ske gennem bedre afkast og investeringer indenfor fiskeri, råstoffer og turisme.

Fjern barrierer
Der foreligger måske allerede rapporter, der systematisk beskriver, hvorledes man fjerner de barrierer, der definerer forretningsmodeller, der kunne vurdere disse emner. Min viden er beskeden, og jeg har ikke opsøgt dem. Men hvis ikke de også beskæftiger sig med den inerti, der skyldes varetagelsen af politiske eller økonomiske særinteresser, så har de begrænset værdi.

Den grønlandske politisk-økonomiske udfordring består i, at særinteressernes protektionistiske  adfærd  fører til konsekvent suboptimering af økonomien. Der er en indbygget modsætning mellem ønsket om at videreføre gamle fangerskikke og hensynet til, at der skal skabes overskud. Der skal videreudbygges på industrialiseret logistik og produktion til fordel for bygdeforsyning med egen fangst. Kulturelt set må selvforståelsen og identiteten med i denne proces. Før dette forstås helt, så må man konkludere, at de ledende og dagsordensættende aktører hverken ønsker at undgå ‘dødens gab’ eller udvikle selvstændigheden. For det er én og samme sag.

Sats på nye områder med stor eksporterbarhed: Informationsteknologi

Serverfarming i Nuuk eller Qaqortoq.
Vi har i Grønland en tradition for, at redningen skal komme i form af fremmede investeringer. Grønland er verdens mest lynnedslagsfrie område. Vi har den grønne energi i form af vandkraft, vi har redundante søkabelforbindelser, vi har kulden. Googles serverfarme blev  i denne måned dobbelt ramt af lynnedslag.

lynnedslagverdenover


Selvstyret og Tele bør derfor arbejde på at få skaffet serverfarme til Grønland. Det kan i sagens natur kun ske fortroligt. Men det bør ske.

Uddannelsesmæssig satsning på it og programmering
Grønland bør satse på at uddanne i it og programmering på alle niveauer. Jo mere informationsteknologi den grønlandske befolkning behersker, des bedre hænger Grønland trods sine store afstande sammen. Dertil kommer, at de informationsteknologiske produkter, Grønland udvikler, kan distribueres uden tab af konkurrencefordele som følge af transportomkostninger.

r forsigtig med administrative besparelserT
GA og Nalakkersuisoq for finanser Anda Uldum er enige om, at der skal spares på administration i Selvstyret. Herfra kommer der en mild advarsel. Det er muligvis sandt, at der kan spares nogle steder, uden at det går ud over kvaliteten af opgaveløsningen. Men det er ikke nogen automatisk sandhed. De, der mener, at der altid og automatisk står ‘overflødig’ foran ‘administration’ de tager fejl. Det kan være en særdeles risikobetonet adfærd. Med en administration, der ofte bruger dansk uddannet arbejdskraft, og hvor risikoen for misforståelser og fejl i forbindelse med oversættelse og tolkning vokser. Skærer man nødvendige funktioner væk, så går det ud over hele Grønland. Da den gennemsnitlige ansættelsestid for AC-fuldmægtige i Selvstyret er ret kort, ville det måske være bedre at satse på en kombineret løsning, hvor man reelt gjorde arbejdspladserne mere attraktive, så man kunne holde på folk. De skal i realiteten have været her 1½ års tid, før de virkeligt kan bruges effektivt. Kan en plan, der fastholder medarbejdere gennemføres, vil det blive nemmere at kunne realisere holdbare besparelser. En metode, der kunne overvejes gennemført for at etablere en ordentlig dialog om nødvendighed og administrerbarhed, hedder blokbudgettering.

Inatsisartut børe være opmærksom på, at der ingen efterspørgsel er efter den arbejdskraft, der fyres ved besparelser. Fyringerne vil således ud over fald i produktiviteten føre til øgede sociale omkostninger.

 

 

 

Nuuks korte sommer – video til danskere, der endnu ikke har oplevet sommer i Nuuk

Jeg er og bliver dansker og ikke grønlænder. Jeg prøver at se, føle og forstå.
Forståelse er en rejse ind i en andens land. Grønlænderens. Og som al muligt andet er det jo kun det, jeg oplever, jeg kan beskrive. Videoen fås også i højkvalitet (HD) som Quicktime-fil eller som MPEG4.

Lidt af det kan du se her:

Tyggefladens nye madlinje – et koncept for folk, der måske kan få sukkersyge

Madglæde og sundhed skal hænge sammen. Tyggefladen er ikke frelst.

1: Hvis du ikke har sukkersyge, så er det en god idé at spise, som om du havde sukkersyge alligevel. Men sundhed må ikke være kedelig. Hellere synde lidt og så få noget lækker mad end lave opskrift efter opskrift med mad, der i hvert fald, når man får den i munden, er kedelig.  Vi vil ikke hykle glæde over mad, som vi og læserne selv oplever som trist. Men den må ikke være dyr.

2: Vi henvender og først og fremmest til almindelige mennesker, der spiser almindelig mad til hverdag., Derfor vil vi skrive dels til dem, der har fangst i fryseren, dels til dem, der køber ind, og som ikke har tid til at lave mad i timevis hver eneste dag.

3: Vi skriver også om lørdagsmad og gæstemad. Stadigvæk lidt sundere, men vi holder fast i: lidt magrere.

4: Vi vil have grillbarer og cafeer til at lave andet end burgere og pommes fritter.

 

 

Mange Grønlændere har sukkersyge uden at vide det

Der er omkring 1.100 personer i Grønland, der har fået konstateret type 2 -sukkersyge. Men måske op til 1.000 til er nok i risikozonen.

En artikel i Nature, som refereres i Videnskab.dk fra sidste år påviser, at op imod  20% af den grønlandske befolkning har 80 %’s risiko for at udvikle Type 2 Diabetes (Gammelmandssukkersyge).

Artiklen fra Videnskab.dk læser du her

Der er mange måder at måle sukkersyge på. Artiklen fra Nature, som Videnskab.dk måler det aktuelle blodsukker efter indtag af glucose. En mere normal måde er at måle langtidseffekten, som afslører blodsukkeret op til tre måneder tilbage med hovedvægt på de sidste tre uger.

For få år siden vidste man nok, at Sukkersyge var i fremgang i Grønland. Antallet af patienter med sukkersyge blev dengang opgjort til  700 patiener omkring 2001.
Se for eksempel Steffen Fogs blog her

Artiklen fra Nature antyder, at mange flere grønlændere er i risikozonen for at få sukkersyge, ikke at de har det eller automatisk vil få det. Hovedvægten ligger i den artikel ligger på den genetiske risiko.

Vurderingen hos fagfolk med særligt klinisk kendskab til grønlandske forhold viser, at vi snarere ligger på et mørketal, der alt efter definition kan svinge sig op til en fordobling; dette gælder især, hvis man tager forstadierne med.

Tyggefladen vil beskæftige sig med kost, motion og rygning

Normalt betragter man sukkersyge som en livsstilssygdom. For lidt motion, forkerte kostvaner (herunder alkohol-), rygning.

Vores fremgangsmåde bliver de små skridts metode. Vi vil gøre noget ud af opskrifter, glykæmisk indeks, (forklares nedenfor).  Tyggefladens artikler bliver ikke frelste. Chokolade, is, alkohol, kaffe, alt med måde.

 

 

GLYKÆMISK INDEKS OVER UDVALGTE AMERIKANSKE FØDEVARER

De to betegnelser “Glykæmisk indeks” og “Glykæmisk effekt (load)” beskriver henholdsvis glucoseværdien af en fødevare og effekten af en portion på blodsukkeret.

Man skal her være opmærksom på, hvad begreberne ikke kan bruges til. De har kun lidt med den samlede sundhedsværdi (hvis noget sådant findes) at gøre. De viser, hvilke kulhydratprodukter, der indeholder lidt eller meget glucose. Hvis man vil tiltrettelægge en diæt, så kan man  næsten umiddelbart læse ud af indekset, hvad der med fordel kan erstattes med hvad.

Desværre opgives der ingen værdier for blomkål, salat, broccoli og lignende med forventeligt meget lavt glukæmisk indeks. Her gælder det gamle råd om, at har man sukkersyge, kan man spise alt, hvad man vil af den slags.

Det glukæmiske indeks belyser ikke fedtindholdet af varen. Holder man sig til det glukæmiske indeks, kan vægten snyde. Vandmeloner er meget sunde og kan tilrådes, – der er nemlig meget vand i dem, og fruktoseindholdet er ikke videre højt.

Hvad bær angår, er fx. jordbær under alle omstændigheder meget sunde, så hvis du har råd, kan du spise jordbær så meget, du orker.

Forholdet mellem rugbrød og franskbrød giver sig selv. Og man kan, hvisn prisen nogenlunde holder, erstatte kartofler med gulerødder.

 

Tabel 1. Lavt glucoseindhold
Food GI
Roasted Og saltede peanuts 14
Fedtfattig yoghurt med sødemiddel 14
Kirsebær 22
Grapefrugt 25
Perlebyg 25
Røde linser 26
Sødmælk 27
Tørrede abrikoser 31
Smør bønner 31
Fettucine pasta 32
Skummetmælk 32
Fedtfattig frugt yoghurt 33
Fuldkornsprodukter spaghetti 37
Æbler 38
Pærer 38
Tomatsuppe, dåse 38
Æblejuice, usødet 40
Nudler 40
Hvide spaghetti 41
Alle Bran 42
Kikærter, dåse 42
Ferskener 42
Grød lavet med vand 42
Linsesuppe 44
Appelsiner 44
Macaroni 45
Grønne druer 46
Appelsin juice 46
Ærter 48
Bagte bønner i tomatsauce 48
Gulerødder, kogt 49
Mælkechokolade 49
Kiwi frugt 52
Stoneground fuldkornsbrød 53
Chips 54
Special K 54
Banan 55
Rå oatbran 55
Sukkermajs 55
Tabel 2 Moderat glucoseindhold
Müsli, non ristet 56
Kogte kartofler 56
Sultanas 56
Pitta brød 57
Basmati Ris 58
Honning 58
Digestive kiks 59
Ost og tomat pizza 60
Is 61
Nye kartofler 62
Coca Cola 63
Abrikoser, dåse i sukkerlage 64
Rosiner 64
Shortbread småkage 64
Couscous 65
Rugbrød 65
Ananas, frisk 66
Cantaloupe melon 67
Croissant 67
Strimlet hvede 67
Mars bar 68
Ryvita 69
Crumpet, ristet 69
Weetabix 69
Fuldkornsbrød 69
Tabel 3 Højt glukose-indhold
Kartoffelmos 70
Franskbrød 70
Vandmelon 72
Svesker 72
Bagel 72
Branflakes 74
Cheerios 74
Pommes frites 75
Coco Pops 77
Jelly beans 80
Ris kager 82
Rice Krispies 82
Cornflakes 84
Jakke kartoffel 85
Pustede hvede 89
Baguette 95
Pastinak, kogt 97
Hvide ris, dampet 98

 

 

How to introduce solidarity in the European Union and € ?

Picture of Mikael Hertig

Mikael Hertig is  Master of Politcal Science

A better paradigm for a single European Currency

The current EURO is a rose with a worm inside.  The self destructive  mechanism of a single currency union with unadjusted finance policies has demonstrated  it’s sovereignty over  decisions and governmental powers.  Left unchanged instability will grow. The famous song “Ten green bottles”  tells us what it is all about. The fear og being kicked out as a sinful nation  is nor solely reserved to Greece.  France, Italy, Spain, Belgium? Who is next?

‘EQUALIZING BALANCES OF PAYMENTS IN THE LONG RUN’ PARADIGM

The European Union has a negligible surplus in it’s Balance of Payment. Thus, if EU did not consist of separate nations, the challenge of interior inequalities looks just like the development in Germany after 1999. Since the question of local eastern and western balances of payments has vanished there is nothing to adjust. Federal planning has to dedicate policies to equalize investments and underlying ineqalities in the long run.  As we do know, the separate European countries in EU compete with each other.  Some economists still believe that “the invisible hand” might equalize inequlities itself. However, this article builds on the point of view that this is not the case. Market failures are one type of reasons why this theory just serve as a cover up in maintaining interests of huge international private actors.

What seems to be a zero sum game in a shorter term is in a changing world the opposite. Succesful adjustment needs time.

EU consists of rather well-to-do countries and poor countries. If EU solely should have been characterized by solidarity in economics, it would have been a separate goal to concentrate growth in the poorer countries. As growth in a rich country is more difficult to establish than in a poor one, one might argue that the idea of the single market for labour works in that direction while the single currency until now has been contra productive. However, the stabilization proces is difficult to adress as long as it  seems to turn out as a zero sum game.

THE BALANCE OF PAYMENTS APPROACH TO COMMON CURRENCY

After all, it seems to me to be a good idea to have a look at the development in Balance of Payments.  Have a look here. It is obvious that countries with great foreign debts should be given options to reduce it until the common foreign debts were gathered in one single pool.

Surplus countries as Germany and Denmark are characterized by highly skilled logistics and organization of taxes. They have effectively introduced the new technique in developing competetional strength: “The internal devaluation” .

The cental critique of the Euro Union construction goes as follows. Take a country with stable balance of payments and establish a single currency union with a country with an esay way country as Greece. If we compare the new currency with the original currencies, the single currency (SC) will be rated between the original countris. It will work as a devaluation of the German currency and a revaluation of the greek currency. This will sharpen the German competitiveness and weaken the Greek competitiveness. As time goes by, this mechanism will reinforce the inequalites from the beginning. Among other mechanisms, the centrifugal power of the balance of payments effect on the participating countries seems to have been the real winner. Instead of solidarity in the Union the effect has demonstrated to work destructively.

This is the reason why ordoliberalists and German neurotic thinking austeritarians now must realize the tragic results of their believes. The invisible hand was the dead hand. If some of them really relied in a faith that some mechanism would regulate inequlities automatically they now must wake up and understand how wrong they were.

The question “Who is next?” must be substituted by a “What is next?”.

Living in a world of many challenges inequality is just one of them. However, if Germany and Poland should give up using coal, if education and public efficiency  should be strengthenedn in Greece, the ways are allowing these changes to happen through political decisions in the public sector.

The principle of the new paradigm

1) Instead of  restrictions on public spending, focus must be moved towards each countries balance of payment in the long run. The Union should develop policies to minimize surplus or deficits in each countrys BoP.
2) In short term, fiscal and economical policies should adress cental social phenomena as unemployment, public and private investment and allow kickstarts if convinced that this will result in restoring healthy conditions.
3) Privatization of central infrastructure as water supply, power supply roads and trains has to be decided by each country and not by ECB or self established spokesmen from the rich against the poor countries’ representatives.
4) Credit riscs in tough situations have to be negotiated in terms that allow a democratic government to survive.