Statsministerens åbningstale 6. oktober 2015

Foto af Lars Løkke Rasmussen

Lars Løkke Rasmussen,

Statsminister Lars Løkke Rasmussens tale ved Folketingets åbning den 6. oktober 2015

Danmark er et dejligt land. Et af de bedste i verden. Det kan vi danskere hurtigt blive enige om.

Gennem generationer har vi skabt en helt særlig plet på kloden. Med frihed. Velstand. Harmoni.

Vi er stolte af, hvem vi er. Det har vi grund til.

Men vi skal også være ærlige om, at vi ikke har løst alle problemer.

Der er ting, vi kan gøre bedre. Der er ting, vi skal gøre bedre. Selv i et af verdens bedste lande.

Vi har bygget vores samfund på ligeværd. På tillid til hinanden. På respekt for den enkelte.

Det er det, der gør Danmark til Danmark. Til et samfund, der hænger sammen. Til det land, vi holder af.

Men når væksten koncentrerer sig i de større byer. Så kan Danmark blive delt i to.

Så risikerer vi et Danmark, der ikke hænger sammen geografisk.

Når børn vokser op i parallelsamfund, hvor ligeværd og frihed bliver tilsidesat.

Så risikerer vi et Danmark, der ikke hænger sammen værdimæssigt.

Når gevinsten ved at arbejde er for lille, og for mange bliver forsørget af det offentlige.

Så risikerer vi et Danmark, der ikke hænger sammen økonomisk.

Og når der ikke skabes nok private arbejdspladser, så hænger økonomien heller ikke sammen. For pengene til velfærd kan kun komme ét sted fra:

Vores virksomheder.

Danmark er et lille land i en stor verden. Vi er afhængige af det, der sker uden for vores grænser. Men vi skal selv bestemme, hvad vi er for et land.

Jeg ønsker et Danmark, der hænger sammen. Geografisk. Værdimæssigt. Økonomisk. Og menneskeligt.

* * *

Danmark og Europa står i en ekstraordinær situation.

Vores grænser er under et dobbelt pres

Dels fra migranter, som søger væk fra fattigdom.

Dels fra mennesker på flugt fra krig og ødelæggelse.

Ofte under vilkår, der er så barske, at vi dårligt kan rumme dem.

Familier i synkefærdige både. Mennesker stuvet sammen i lastbiler. Børn og voksne prisgivet kyniske menneskesmuglere.

Det er dybt ulykkeligt.

Danmark har et ansvar for at hjælpe mennesker på flugt.

Men vi har også et ansvar for, at vores land hænger sammen.

Vi må tale åbent om, at der er forskel på at være flygtning og økonomisk migrant. Vi kan aldrig magte en folkevandring, der er båret af ønsket om et bedre liv. Hvor forståeligt det ønske end er.

Vi må holde hjertet varmt og hovedet koldt.

Der er ingen nemme løsninger. Men jeg mener, at vi har realistiske muligheder, hvis vi ser verden, som den er.

For det første er det klart, at Europa skal få styr på tilstrømningen. Det nytter ikke at lade Europas grænser stå åbne og kun tale om at fordele de mennesker, der kommer ind.

Vi må tage fat om problemets rod. Og Danmark gør vores del.

Regeringen afsætter 750 millioner kroner til blandt andet bistand i nærområder. Når vi hjælper i flygtningelejre tæt på hjemlandet. Så kan vi hjælpe flere. Og færre bliver drevet ud på en farefuld rejse mod Europa.

For det andet skal EU ikke bestemme, hvor mange asylansøgere Danmark tager imod.

Vi står og vil fortsat stå uden for EU’s fælles asyl- og udlændingepolitik. Også efter folkeafstemningen den 3. december.

For det tredje fører regeringen en stram udlændingepolitik.

Vi har allerede indført en ny integrationsydelse. Den gør det mindre attraktivt at komme til Danmark. Vi vil stramme kravene til familiesammenføring. Og skærpe reglerne for at få permanent ophold.

Alt det gør vi, fordi vi synes, det er rimeligt. Og fordi de vilkår, der er i Danmark, har betydning for, hvor mange der søger asyl. Den erkendelse er efterhånden ved at brede sig.

Og jeg er overbevist om, at antallet har betydning for, om integrationen kan lykkes. Det synspunkt deler jeg også med stadig flere.

For det fjerde skal vi være ærlige om, at de nye flygtninge udfordrer integrationen.

Uanset om man mener, der kommer for mange eller for få flygtninge til landet – regeringen mener, at der kommer for mange – så er der flygtninge i Danmark. Og der kommer flygtninge til Danmark.

Hidtil er integrationen slået fejl.

Efter et år i Danmark er kun én ud af ti flygtninge i arbejde eller uddannelse. Det er nedslående.

Efter fire år er det kun en tredjedel. Det er trist.

Og af alle indvandrere fra ikke-vestlige lande er ikke engang halvdelen i arbejde. Selvom mange har været her i 10, 20 eller 30 år. Det er dybt bekymrende.

Det skal vi gøre bedre. Meget bedre.

Jeg glæder mig over alle de gode viljer, der er sat fri de seneste uger. I virksomhederne. I foreningslivet. Hos de tusindvis af danskere, der har meldt sig som frivillige.

Nu skal vi gribe de gode viljer. Vi skal ud over flotte ord, varme følelser og de mange likes på Facebook. Vi skal forpligte hinanden til handling. Også længere frem.

Omkring årsskiftet vil regeringen fremlægge et nyt integrationsprogram. Målet er, at flygtninge, der har fået asyl, skal ud på en virksomhed så hurtigt som muligt. Og at de skal lære dansk samtidig. Vi skal skære ned på papirarbejdet og bruge kræfterne på at få integrationen til at virke.

Danmark skal hænge sammen økonomisk, socialt og kulturelt.

* * *

Det store pres på Europas grænser har rod i komplicerede konflikter og ringe levevilkår. Verden er rykket tættere på. Og Danmark skal fortsat engagere os dér, hvor vi kan gøre størst forskel.

Vi er heldigvis ikke alene. Vi samarbejder med andre lande. Vi er en del af EU’s indsats.

Derfor behøver vi heller ikke at være alle vegne. Vi skal fokusere vores udviklingsbistand, hvor det tjener vores interesser. Hvor vi fremmer de værdier, vi tror på. Og hvor vi bekæmper årsager til fattigdom og migration.
Både EU og Danmark skal stille krav om, at de lande, som migranterne kommer fra, tager deres egne statsborgere retur, når ikke de kan få lovligt ophold her.

Danmark deltager i den internationale indsats mod terrorbevægelsen ISIL i Irak. Vi ser ikke passivt til, når ISIL brutalt forgriber sig på lokalbefolkningen og fører terrorkrig mod os.

De danske piloter, mekanikere og det øvrige personale har løst deres opgave fremragende. Nu får de en tiltrængt pause herhjemme.

Men når vi sender flyene ud igen, er regeringen åben for at se på et bredere mandat for den danske indsats. Jeg håber, at Folketinget er parat til at bakke op. Så vi kan være med dér, hvor vi gør størst nytte. Også med vores kampfly.

Terror er et onde, vi skal blive ved med at bekæmpe. Målet er fred og fremgang. Så familier ikke bliver tvunget på flugt. Men kan leve i deres eget land.

Jeg er stolt af Danmark. Et land, der tager ansvar i verden. Hjælper mennesker i nød. Og værner om de værdier, der binder os sammen.

* * *

Min regering har fået den opgave og dermed det ansvar at lede Danmark. Og enhver regering får ansvaret for at lede landet derfra, hvor det står.

Derfor har vi lavet et kasseeftersyn af den offentlige økonomi. Og resultatet er klart. Før valget blev der tegnet ét billede. Nu er billedet desværre et andet. Der er færre penge, end vi håbede og troede. Der er færre penge til ny politik.

Økonomien var kørt til budgetlovens yderste grænse. Kasseeftersynet viste, at man var kommet for langt ud.

Der bør være en sikkerhedsmargin. Det var der ikke før. Det er der nu.

Som ny regering er det vores opgave at få Danmark på sikker kurs igen.

Det betyder, at vi har 5 milliarder kroner mindre til næste år. Vi skal prioritere skarpt. Det er helt nødvendigt.

Regeringen har valgt at bruge færre penge på udviklingsbistand – men stadig leve op til FN’s målsætning. At bruge færre penge på forskning – men stadig leve op til EU’s målsætning. At effektivisere uddannelserne – men stadig ligge i top blandt de lande, der investerer mest i uddannelse.

Hvorfor gør vi det?

Fordi vi vil indfri de løfter, vi gik til valg på.

Flere penge til sundhed. Et stærkt politi. Muligheder for vækst i hele Danmark. En BoligJobordning.

Det lovede vi før valget. Det gennemfører vi efter valget.

Pengene skal stemme. Danmark skal hænge sammen økonomisk.

* * *

Dansk økonomi er stille og roligt på vej frem efter krisen.

Men det går ikke lige godt alle steder i landet. Fremgangen har bedst fat i Hovedstaden og store dele af Østjylland.

Før flyttede de unge fra København, når de stiftede familie. Nu bliver mange boende.

I Trekantsområdet og Århus er der job at få. I mindre byer lukker virksomheden.

Familier flytter. Butikker lukker ned.

Jeg synes, det er trist, hvis Danmark bliver delt op i udvikling og afvikling.

Ikke alene trist for de dele af landet, hvor fremgangen er svær at få øje på. Men trist for hele Danmark. Jeg er overbevist om, at vi har brug for hinanden.

Vi hverken kan eller skal bremse de steder, hvor det går fremad. Men vi skal og kan give hele Danmark muligheder for også at udvikle sig.

Det er ikke enkelt. Virkeligheden er kompliceret.

Vi skal gøre mange forskellige ting.

Statslige arbejdspladser. Vi har besluttet at gennemføre den største samlede udflytning nogensinde.

Vi flytter omkring 3.900 statslige arbejdspladser.

Det handler om rimelighed. Staten tjener hele landet. Derfor skal staten være til stede i hele landet.

Og det handler om at skabe aktivitet dér, hvor der er brug for det. I alt 38 byer får nye statslige arbejdspladser.

Og mon ikke synet på regeringens beslutning afhænger af, hvor man ser den fra?

Jeg er fuldt ud opmærksom på, at det kan give problemer, når vi flytter tusindvis af job.

Det berører mange medarbejdere og deres familier. Og der venter et praktisk arbejde. At etablere arbejdspladserne nye steder. At sikre normal drift.

Men jeg er også fuldt opmærksom på, at udflytningen betyder meget for de steder, som får nye arbejdspladser.

I torsdags fik jeg en mail fra Brigitte fra Næstved. Hun skriver: ”Af hjertet tak!!!! Det betyder uendeligt meget for vores by.”

Det er Udlændingestyrelsen, der flytter til Næstved med 375 job.

For mig er det en bunden opgave at få fordelt de statslige arbejdspladser mere ligeligt ud over landet.

Private arbejdspladser. Regeringen vil også forbedre de private virksomheders vilkår for at skabe job og vækst i hele Danmark.

Vi lever af at producere. Levere service. Vi står stærkt inden for blandt andet medicinalindustri. Og den grønne sektor. Vi er energieffektive. Opfindsomme. Og kreative. De styrker skal vi bygge videre på. Med realismen i behold.

Vi skal ikke stille skrappere krav til vores egne virksomheder, end tyskerne eller svenskerne stiller til deres. Derfor gør vi op med overimplementering af EU-regler.

Vi tager hul på at forbedre vilkårene for generationsskifte. Vi vil fjerne reklameafgiften. Vi vil fjerne NOx-afgiften.

Vi vil gøre hverdagen lettere for virksomhederne. Derfor må erhvervsrettet lovgivning som hovedregel kun træde i kraft to gange om året – den 1. januar og den 1. juli.

Og vi vil gøre noget særligt for de mange virksomheder, der beskæftiger sig med fødevarer.

Danmarks landbrug, mejerier, slagterier – hele den danske fødevaresektor – producerer nogle af verdens sikreste fødevarer. De er førende på eksportmarkederne. De skaber titusindvis af arbejdspladser over hele landet.

Danmark har brug for en endnu stærkere fødevaresektor.

Det kan ikke være rigtigt, at dansk landbrug skal have lavere udbytte eller ringere kvalitet i kornet end vores naboer, fordi der ikke må gødes tilstrækkeligt.

Dansk landbrug skal være et konkurrencedygtigt erhverv.

Det bliver sigtelinjen i den landbrugs- og fødevarepakke, som vi vil offentliggøre inden jul.

En friere planlov. Det er også en vigtig del af regeringens strategi for vækst i hele Danmark.

I dag er der mange eksempler på, at planloven står i vejen for udvikling.

Flere byer kan ikke udvide, fordi de ligger, hvor de ligger. Ved kysten. Det gør rigtig mange danske byer.

Forladte bygninger står tomme. De skal have nyt liv. Også når de er placeret i landzone.

Og det er da ulogisk, at loven spænder ben for mennesker, der gerne vil bo i en landsby. Når nu affolkning af landsbyerne er et bredt anerkendt problem.

I Mariagerfjord Kommune ønskede nogle borgere for to år siden at købe grunde og bygge nyt i udkanten af landsbyen Rold.

Det er ikke muligt efter de gældende regler. For der er tale om ”byudvikling i det åbne land.” Og det betragtes som ”i strid med statslige interesser.”

Som jeg ser det, er det loven, der er i strid med borgernes, landsbyens, kommunens og Danmarks interesser.

Vi vil give kommunerne mere frihed.

Det er et stort ønske i mange kommuner.

Samtidig skal det være slut med uforståelige regler. Haveejere langs kysten skal da ikke spørge om lov til at sætte et højbed eller et gyngestativ op. Og hvorfor er der nogen, der ikke må bygge et skur til en havkajak?

Jeg har det princip, at love skal være til at forstå. Alt andet er manglende respekt for borgerne.

Regeringen fremlægger om kort tid et forslag til en friere og rimeligere planlov. Så kommuner, virksomheder og borgere får bedre mulighed for at skabe den udvikling og vækst, som er så tiltrængt uden for de store byer.

Jeg ønsker et Danmark, hvor vi selv vælger, hvordan vi vil leve vores liv. Mange mennesker er glade for at bo med højt til himlen, frisk luft i lungerne og et tæt naboskab. Det skal vi give friheden til.

Jeg vil et Danmark, der hænger sammen geografisk.

* * *

Uden arbejdspladser. Ingen velstand.

Uden velstand. Ingen velfærd.

Uden velfærd hænger Danmark ikke sammen socialt.

Vi har et fællesskab, der hjælper dem, der har brug for det. Og en af grundpillerne i vores velfærdsamfund er retten til fri og lige sundhed.

Vi har et godt sundhedsvæsen. Men vi skal gøre det endnu bedre.

Når man ser på et Danmarkskort, så er chancerne for god og hurtig behandling større i nogle dele af landet end i andre. De forskelle skal vi til livs.

Alle Danmarks fem regioner må vise, at de kan levere høj kvalitet til borgerne. Den behandling, du får, skal ikke afhænge af, hvor i landet du bor.

Og den skal heller ikke afhænge af din pengepung.

Hvis du er syg, er det afgørende, at du hurtigt får at vide, hvad du fejler. Så du kan blive behandlet. Og forhåbentligt blive rask igen. Det skal være en ret for alle – uanset indtægt.

I dag har danskerne en udredningsret på 30 dage. Men i praksis holder den langt fra for alle patienter.

Hvad gør man så? Jo, hvis man har råd, kan man søge hjælp på et privathospital.

Hvis man har råd. Den ulighed i sundheden vil jeg ikke acceptere. Vi skal ikke have et A-hold og et B-hold.

Derfor vil vi give alle danskere, uanset om de lider af en fysisk eller en psykisk sygdom, den ret, at hvis det offentlige ikke kan udrede inden for 30 dage efter henvisning til sygehus, så kan du gå et andet sted hen – uden at dankortet skal frem.

Og når du har fået at vide, hvad du fejler og skal behandles, så bruger vi samme princip: Hvis ventetiden på de offentlige sygehuse er mere end 30 dage, så giver vi ret til privat behandling.

Det vigtige er mennesket. Ikke systemet. Det vigtige er den kvalitet, vi får. Ikke hvor lægen er ansat.

En god og tryg sundhed har særlig betydning for én gruppe af borgere: De ældre.

I sidste måned talte jeg med Olaf Sørensen på 83 år. Han blev hofteopereret i maj og lå på intensiv i 40 dage på grund af komplikationer. Det svækker et menneske.

Men da jeg mødte Olaf, var han ved godt mod. På kun otte dage havde han lært at rejse sig fra kørestolen og gå uden at holde i gelænderet.

Olaf og jeg mødtes på Aalborg Rehabiliteringscenter. Her gør personalet en kæmpe indsats for at hjælpe mennesker til at hjælpe sig selv.

Og ifølge Aalborg Kommune er rehabilitering ikke kun godt for den enkelte. Det er også en god forretning. Borgeren har brug for langt mindre hjælp fra kommunen, når han eller hun er hjemme igen.

Det eksempel skal vi tage med os, når vi skal løse problemerne på de medicinske afdelinger. Unødvendige indlæggelser. For mange genindlæggelser. Patienter, der ikke kommer hjem, selvom de er færdigbehandlede.

Ældre mennesker, der må ligge på en hospitalsgang. Det er uværdigt.

Det ønsker ingen af os for vores forældre eller bedsteforældre.

Regeringen vil nedbringe antallet af unødvendige indlæggelser af ældre medicinske patienter.

Vi vil give flere penge til kvalitet og forebyggelse i almen praksis og kommuner. Så færre bliver indlagt.

Det kommer oveni den milliard kroner ekstra til sundhed, som vi allerede har aftalt med regionerne. Penge, som skal gå til stigende udgifter til sygehusmedicin. Nye behandlingsformer. Og flere ældre og kroniske patienter.

Vi giver et massivt løft til sundhed og ældre allerede til næste år. For at være helt præcis et løft på 2,4 milliarder kroner.

Det er, hvad vi lovede før valget.

* * *

Danmark er et trygt land. Og der er én gruppe mennesker, som har særlig betydning for vores tryghed.

Jeg bliver varm om hjertet, når danske betjente beroliger rådvilde familier. Bruger ord før fysisk magt. Og får smilet frem hos børn, der har oplevet ting, de burde være forskånet for.

Jeg vil gerne takke politiet.

I handler med ordentlighed og respekt, når I tager imod flygtninge og migranter ved Danmarks grænser. Og jeg er taknemmelig for den professionelle indsats, I ydede under og efter terrorangrebet i København.

Alle ved, at politiet er presset. Et bredt flertal i Folketinget har sikret en ekstra bevilling i år. Og vi har afsat midler til at fjerne den store pukkel af overarbejde.

I efteråret skal vi indgå en politisk aftale om politiets økonomi i de kommende år. Regeringen ønsker et stærkt og synligt politi i hele landet. De skal have de redskaber og ressourcer, de har brug for.

Vi vil også sikre, at politiet kan samarbejde effektivt med kolleger i andre lande.

Det er derfor, at danskerne den 3. december skal stemme om at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning.

Med en tilvalgsordning kan Danmark selv bestemme, hvilke dele af EU’s retssamarbejde vi ønsker at deltage i.

Det betyder mere – ikke mindre – selvbestemmelse for Danmark.

Med en tilvalgsordning skaber vi sikkerhed for, at Danmark kan forblive et fuldt og helt medlem af det europæiske politisamarbejde Europol.

Det er afgørende for at fange og straffe menneskehandlere, narkohandlere, tyvebander og andre kriminelle, der opererer over grænserne.

Politisamarbejdet beviser sit værd i den helt aktuelle situation med mange flygtninge og migranter.

Europol sikrer efterretninger om presset på Danmarks og Europas grænser. De gør en indsats for at bekæmpe menneskesmuglere. De er et vigtigt led i bestræbelserne for at få styr på tilstrømningen.

Et ja den 3. december er et ja til, at Danmark kan forblive i det europæiske politisamarbejde.

Et ja den 3. december er ikke en glidebane for dansk deltagelse i EU’s samarbejde om asyl og indvandring.

Det fremgår krystalklart af den brede Europol-aftale, at dansk udlændingepolitik fortsat skal fastlægges i Danmark. Det gælder også efter et ja til tilvalgsordningen.

Derfor vil jeg opfordre alle partier til, at vi i efterårets debat diskuterer det, som afstemningen den 3. december handler om. Og ikke det, den ikke handler om.

Den handler ikke om fælles udlændinge- eller asylpolitik. Her står Danmark udenfor. Det skal vi fortsat gøre. Vi bestemmer selv vores udlændingepolitik.

Det burde være enkelt nok. Ja-partierne bag Europol-aftalen har givet hinanden gensidig vetoret på den del.

Alligevel virker det som om, nogen forsøger at tegne et fejlagtigt billede af, at vi er på vej ned ad en glidebane. Det er vi ikke.

For at mane enhver tvivl i jorden‎, vil jeg i dag understrege: Hvis et flertal i Folketinget på noget tidspunkt måtte ønske, at Danmark skal deltage i den fælles europæiske asylpolitik. Så er min holdning helt klar: Vi hæver ikke vores veto uden at spørge danskerne ved en ny folkeafstemning. Det vil jeg gerne garantere her i dag.

* * *

I rigsfællesskabet har vi en solid tradition for at diskutere problemer åbent og finde løsninger sammen. Jeg glæder mig til samarbejdet med det nye landsstyre på Færøerne og med landsstyret i Grønland.

Færøerne og Grønland ønsker at arbejde med egne forfatninger. Det har regeringen forståelse for. Vi drøfter gerne spørgsmål med landsstyrerne, som opstår i forbindelse med forfatningsarbejdet for at sikre, at nye forfatninger kan rummes inden for rigsfællesskabet.

Der er forskel på Færøernes og Grønlands økonomiske situation. Men begge lande står over for store økonomiske udfordringer på lidt længere sigt. Danmark træder gerne til med rådgivning og administrativ bistand, hvis Færøerne eller Grønland ønsker det.

Vi skal nedbryde de hindringer, der er for borgernes og virksomhedernes mobilitet mellem Danmark, Færøerne og Grønland. Så styrker vi rigsfællesskabet. Det er en vigtig sag, som vi arbejder sammen om.

Sagen om servicekontrakten på Thulebasen betyder meget for både Grønland og Danmark. Og regeringen prioriterer den højt. Vi arbejder på, at Thulebasen i størst muligt omfang skal komme Grønland til gode. Og vi arbejder tæt sammen med landstyret om sagen.

Jeg ønsker også et tæt samarbejde i rigsfællesskabet og i Norden om udviklingen i Arktis – og om vores fælles arbejde i blandt andet Arktisk Råd. Der er stor international fokus på de nye muligheder og udfordringer i Arktis.

* * *

Danmark er mulighedernes land. Det skal det også være for de næste generationer.

Og hovedvejen til gode muligheder går gennem gode uddannelser til alle unge.

Vi har sammen med et bredt flertal vedtaget en god folkeskolereform. En reform, hvor alle børn skal blive så dygtige, som de overhovedet kan.

Vi har sammen skabt en reform af erhvervsuddannelserne. En reform, som skal genskabe prestigen ved at blive faglært. Dem har vi brug for.

Og det er regeringens ambition, at vi til næste år styrker gymnasierne med en reform, der hæver det faglige niveau. Og målretter gymnasierne til det, som er deres formål: En solid forberedelse til videre uddannelse.

Men det er ikke nok, at vi ser på ungdomsuddannelserne én for én.

Vi skal også se på dem under ét.

I dag er der alt for mange unge, som falder fra eller vælger forkert. Nogle bliver slået tilbage til start. Andre fortsætter med en uddannelse, som de måske hverken kan eller vil bruge.

Vi skal tage fat på omveje og blindgyder i uddannelserne.

Jeg synes også, det er på tide, at vi får et stærkere fokus på de unge, der falder helt igennem. Dem, der aldrig får en ungdomsuddannelse.

Det er fantastisk at se lyset i øjnene på en dreng, der har haft nederlag på nederlag. For så pludselig at opdage, at også han kan stå på tæer og række op og gribe en succes.

Det er trist, at mange unge ikke får den mulighed.

I dag er der ikke god nok undervisning til dem, der har brug for et fagligt løft og en bedre forberedelse.

Det kan fx være en dreng, der har taget 10. klasse på en efterskole. Og derefter går på produktionsskole for at lave noget praktisk og blive klogere på, hvad han vil.

Men langt fra alle forløb er gode nok. Der er eksempler på forberedende undervisning, som knap nok rykker de unge. Det er for dårligt.

Derfor vil regeringen nedsætte en ekspertgruppe, der skal samle erfaringer, og se på, hvordan vi kan forbedre vejen fra folkeskole til den rigtige ungdomsuddannelse. Både for de fagligt svage. Og for alle de andre, der går en omvej til den uddannelse, der passer til dem.

* * *

Vi skal have råd til at investere i sundhed. Vi skal investere i uddannelse. Det kan kun lade sig gøre, hvis vores land hænger sammen økonomisk.
Derfor er det et problem, når mange lever af kontanthjælp eller dagpenge.

Det bekymrer mig, at mange ikke har et job. Jeg tror på, at man får et bedre liv ved at have noget at stå op til om morgenen. Vores land skal også hænge sammen menneskeligt.

Jeg har sat den retning: Flere skal forsørge sig selv. Færre skal forsøges af det offentlige.

Jeg synes, det er rimeligt, at man får noget ekstra for at yde en indsats.

Tag et par på kontanthjælp. De er over 30 år. De har tre børn. Hvis den ene får et arbejde til godt 220.000 kroner om året, så giver det kun cirka 1.400 kroner ekstra til familien hver måned.

Måske er der dem, der overvejer, om det er det værd?

Den bekymring kan jeg få.

Regeringen vil indføre et kontanthjælpsloft. Vi vil sætte en klar grænse for, hvor meget en kontanthjælpsmodtager kan modtage i offentlige ydelser.

Vi sikrer, at kontanthjælpsmodtagere vil have en væsentlig indkomstfremgang ved at tage et fuldtidsjob.

Vi vil også udbrede den nye integrationsydelse til alle, der kun har opholdt sig i Danmark i en kortere årrække.

Det er første fase i regeringens jobreform.

Når vi sparer på pengene til dem, der ikke arbejder. Så frigør vi penge til at sætte skatten ned. Især for dem, der tjener mindst. Det er rimeligt.

Det skal kunne betale sig at arbejde. Også for mennesker med små indkomster.

Derudover har regeringen en ambition om at sænke skatten på den sidst tjente krone.

Det bliver retningen i anden fase af vores jobreform.

Men inden vi når dertil, skal vi drøfte dagpenge.

Uden dagpengereformen og de andre reformer, vi gennemførte eller tog initiativ til, sidst vi var i regering, ville de offentlige kasser mangle 47 milliarder kroner om året.

Jeg mener, at dagpengereformen fra 2010 er grundlæggende rigtig.

Men det betyder ikke, at systemet er perfekt.

Dagpengekommissionen præsenterer sine anbefalinger den 19. oktober. Med det afsæt vil vi indlede forhandlinger med Folketingets partier.

Jeg ønsker en aftale, som respekterer den ramme, den tidligere regering har sat. Det er min ambition, at vi kan samles om en løsning med bred opbakning. Så der kan komme ro om reglerne.

Og med den del på plads vil vi i det nye år indkalde arbejdsmarkedets parter til trepartdrøftelser.

Hvordan kan der skabes flere private job? Hvordan kan vores unge få en praktikplads? Og hvordan får virksomhederne de medarbejdere, de har brug for? Det er noget af det, vi skal drøfte.

I Danmark har vi haft en tradition for, at lønmodtagerne, arbejdsgiverne og politikerne sammen laver trepartsaftaler om væsentlige samfundsspørgsmål.

Det er en god tradition. Den vil vi genskabe.

* * *

Vores evne til at tage ansvar sammen. Vores tillid til hinanden. Vores harmoniske samfund.

Det er det Danmark, vi er stolte af. Og som vi skal værne om.

Jeg ønsker et Danmark, der hænger sammen geografisk. Hvor den enkelte har friheden til at bo og arbejde i hele landet.

Jeg vil et samfund med et stærkt sundhedsvæsen for alle. Uanset hvor du bor, og hvor mange penge du har.

Jeg går ind for et land, som er åbent for dem, der kan og vil. Hvor hovedvejen til Danmark er uddannelse og arbejde – ikke asyl og familiesammenføring. Og hvor vi er realistiske om, hvor mange udlændinge vi magter at integrere.

Jeg stræber efter et Danmark, hvor vi belønner dem, der går på arbejde og yder deres del. Og hvor virksomhederne har frihed til at skabe fremgang og job.

I dag – den 6. oktober – har vi været regering i 100 dage.

Jeg glæder mig over, at vi både før sommerferien og så sent som i går har indgået gode aftaler med alle Folketingets partier, på nær et enkelt. Vi har taget de første skridt.

I dag har jeg annonceret de næste skridt, som vi vil tage i det nye folketingsår.

Men først og fremmest har vi sat en retning for Danmark mange år frem. En retning for et friere, rigere og rimeligere samfund.

Jeg glæder mig til samarbejdet med jer her i Folketinget. Og med mange andre engagerede danskere. Arbejdsmarkedets parter. De frivillige. Alle, der vil tage ansvar.

Lad os indlede det nye folketingsår med at udbringe et leve for vores land.

DANMARK LEVE.

Hurra! Hurra! Hurra!

Foto af Lars Løkke Rasmussen

Lars Løkke Rasmussen,

Biskop Marianne Christensens prædiken ved folketingets åbning 2015

Ved Folketingets åbning tirsdag den 6. oktober 2015

Billede af biskp Marianne Christensen

Foto: Haderslev Stift. (c)

Epistel: 1. Korintherbrev 13 Evangelielæsning: Johannes 14, 1-7

Frygt ikke, kære folkevalgte. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst.
”Derfor Danmark, frygt kun ikke, frygt er ej af kærlighed” – sang vi før med Grundtvig. Det er fra et sted i Det Nye Testamente: ”Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten.”

Kærlighed. Må man sige det ord i den virkelige verden? 
Grundtvig havde en fiks idé om, at Danmark var udvalgt til at være hjertefolket, kærlighedens jorderige. Et kærligt land?
Frygt ikke, frygt er ej af kærlighed.

Frygt er ellers voldsomt på mode. 
Frygt er en stærk faktor i samfundslivet – styrer forskning og styrer politik: Hvad skal vi være bange for, hvordan kan vi føle os trygge, hvordan tager vi frygten alvorligt… Meget liv og meget politik er styret af frygt og frygten for frygt.
Hvordan forsikrer vi hinanden og ikke mindst vælgerne om, at intet bliver anderledes eller dårligere i fremtiden, og hvordan skal vi kunne rumme fremmede og flygtninge i vores land, når vi nu er bange for dem, og hvordan skal vi overhovedet møde fremtiden, hvis vi ikke kan være helt trygge ved, at alt skal være, som det plejer? ”Frygt ikke, jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst”, siger Jesus til sine disciple, der står over for den altid aldeles ukendte og frygtede fremtid, som de selv skal klare uden leder. Kærligheden fordriver frygten.
Kærlighed og godhed og den slags har på det seneste fået en rimelig dårlig presse, som det hedder.
Som om kærlighed og godhed er noget naivt, der ikke hører hjemme i denne verden, men er reserveret for folk, der absolut skal flashe, at de er bedre end os andre.

Det er blevet politisk ukorrekt med kærlighed og godhed. Af mange forskellige årsager, sikkert. En af dem er, at vi trænger til snart at holde reformationsjubilæum i 2017 og der blive mindet om det evangelisk-lutherske menneskesyn, som måske ikke er særligt smigrende, men til gengæld befriende: Vi er alle sammen syndere, ufuldkomne, uperfekte mennesker.

Vi kan aldrig blive perfekte og helt gode og kærlige, fordi vi også altid er egoister – også. Men af Guds nåde er vi samtidig noget andet: retfærdiggjorte, det vil sige elskede og godkendte, og derfor er vi frie til at elske og gøre godt af bare fornøjelse og glæde over at være til og være Guds børn sammen med alle de andre ufuldkomne mennesker må denne lille blå og grønne planet.

Ikke mindst jer, ærede folkevalgte, er der grund til at minde om det: Syndere og retfærdige på en gang. Fudlkommen gode og kærlige kan vi ikke blive, men vi er frie til at gøre det gode, at gøre kærlighedens gerninger over for hinanden, ikke for at blære os eller være urealistiske, men fordi det er den eneste realistiske vej ud af frygten og lidelsen. På det nære som på det store plan.

En anden grund til, at kærligheden er kommet i miskredit, er nok, at vi har delt verden op i den realistiske verden, hvor det kun er tal og vold og magt, der styrer, og så reserveret kærligheden til de nære forhold, til dem, vi godt kan lide. Dér i det nære kan vi være flinke og rare, men ude i den virkelige verden er det kun kolde kontanter, der tæller.

Også her kan vi længes mod reformationsjubilæet for at få udryddet den misforståelse, der trives, at når Luther taler om to regimenter, et verdsligt og et åndeligt, at han så taler om et skizofrent samfund, der har helt forskellige værdier, når det gælder samfundslivet, det ydre liv og så hvert menneskes indre private, åndelige liv.
Det er helt i skoven. For Luther er både det verdslige og det åndelige regimente under den samme Gud, som er Gud for alle, og i begge regimenter lever vi i kaldet til kærlighed; men hvor der er fuldstændig frihed i det åndelige regimente for tro og tanke, så er der i det ydre liv regler og love og om nødvendigt straf for at skabe et samfund, der kan rumme et liv i kærlighed og fred, selvom vi ikke er perfekte.

Vi er så lykkelige, at vi har folkestyre og vælger de mennesker, der laver lovene og fører regeringen. Og I er valgt og udvalgt til de opgaver. I er ikke perfekte lige så lidt som vi, jeres vælgere, er det. Men I og vi lever under det samme kald, nemlig kaldet til et liv i kærlighed. Og kærligheden er her ikke varme følelser, men helt konkret medmenneskelig handling og forpligtelse på hinanden, som den er levet ind i verden af Jesus.

Kærligheden er en vej. En vej i denne verden, hvor virkeligheden konstant overhaler os, og vi igen og igen bliver kaldt til at forholde os til andre menneskers nød, selvom vi ikke havde planlagt det, ikke lige har plads eller tid eller penge og hellere ville have hygget os med dem, vi kender og bedst kan lide. Og også en virkelighed, hvor vi pludselig kan få nye venner, mennesker, der kommer uventet til os, med en hjælp og en fremtid, som vi endnu ikke kender.

Jeg vil vise jer en langt bedre vej – siger Paulus , og så kommer lovsangen til kærligheden, størst af alt, som en vej, et kald i denne virkelige verden.
Det har han selvfølgelig fra Jesus, som siger: Jeres hjerte må ikke forfærdes og I skal ikke være bange for, hvor vejen fører jer hen og navnlig ikke, hvordan den ender. For der, hvor den ender, er Gud, og Gud kender I allerede: ”Jeg er vejen sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden ved mig; kender I mig, vil I også kende mig Fader, og fra nu af kender I ham og har set ham.”

Nå, så vi kender Gud, meningen med det hele, ved at se på Jesus? – et menneske, der levede og døde i fællesskab med tabere og fremmede og udstødte og forbrydere, og åbnede en lyssprække af håb ind i verden ved opstandelsen fra de døde. Kender vi Gud i ham, så kender vi en Gud, der bytter plads med det mindste menneske.

Den vej, Jesus er, er ikke så meget en vej til Gud, som den er Guds vej ind i verden og gennem verden. Den vej bringer os altid til at sætte os i den andens sted. Altid at bytte plads og se, at den anden kunne have været mig, så fremmed, som han end er; hendes barn kunne have været mit barn, og hvad ville jeg så gøre?

Det menneske, der ligger i grøften, er også mig, ja dybest set er det altid dér, Gud er: i grøften, i dybet, hos det menneske, der ikke er andet end et udsat nøgent menneske. Den vej, at Gud blev menneske, kalder os til at være mennesker, og netop i den nøgne udsatte menneskelighed opdage, at vi er fælles.

I dag er det en festdag for frihed og fred og folkestyre, og for at vi må have lov til at diskutere og skændes til vores dages ende om, hvordan dette samfund skal indrettes, hvordan vi skal handle sammen med andre lande og nationer og forvalte rigdom og naturens gaver som en del af menneskeheden og skaberværket.

I er alle gået ind i politik med det håb at finde veje for vores samfund og vores land ind i fremtiden, og det skal I have tak for. Gud give jer lykke og gode råd og nådens lys. I skal ikke være bange, men huske den praktiske og realistiske kærlighed, der er vejlederen i jeres liv.

Der er hårdhed og ondskab i denne verden, i os og i andre. Der er frygt, der æder sjælene. Tag ordet og bring oplysning og fantasi og munterhed ind i samfundssamtalen, bekæmp frygten, bekræft den ikke.

I Jesus Kristus er Gud blevet menneske, og derfor behøver I og vi ikke stræbe efter at blive guder eller finde en guddommelig orden. Vores eneste opgave er at være på vej. Virkeligheden vil konstant overhale os. Derfor beder vi om, at I må få opmærksomme øjne og lydhøre øren, og mod til at åbne munden, også når I skal tale imod, hvad flertallet mener, og åbne hænder til både at handle og at holde om og holde fast, og at I må få hjertets visdom.

Gud velsigne jer til at være på vej: Hans ånd som alting kan og ved i disse korte dage med tro og håb og kærlighed til himlen os ledsage.

Tyggefladens korte nyheder

25.09.15  STØJBERG OG KJÆRSGAARD SLIPPER FOR TILTALE
Flere medlemmer af Folketinget slipper for at blive tiltalt for at have villet påvirke udfaldet af en straffesag.

Rigsadvokaten har efter lang tids overvejelser besluttet, at der ikke skal rejses tiltale mod blandt andre Folketingets formand, Pia Kjærsgaard og Integrationsminister Inger Støjberg.

Begge opfordrede til hård straf og udvisning, som de mente, at islamisten Said Mansour burde idømmes i sagen, som handler om opfordring til terror og drab. Det skete på et tidspunkt før byretten havde afsagt sin dom

DR Tekst-TV 26.09.15 p 170

25.09.15 ARRESTHUSE ER I DÅRLIG STAND

Mange af landets arresthuses indretning er utidssvarende, og de tilgodeser ikke de krav, der stilles i en moderne kriminalforsorg.

Det fremgår af en intern rapport om arresthussektoren, som DR er kommet i besiddelse af.

Formand for Fængselsforbundet, Kim Østbye, frygteragt arresthusenes dårlige stand vil betyde flere flugter.
– Det er forholdsvis meget nemmere at stikke af fra et nedslidt arresthus end fra et større lukket fængsel, siger han.

Kriminalforsorgen ønsker ikke at kommentere den interne rapport overfor DR.

DR Teksttv p 166, set 26. september 2015

24.09.15.  ISRAEL SKÆRPER STRAF FOR STENKASTTT

Israel vil indføre en minimumsstraf på fire års fængsel for palæstinensere, der kaster brandbomber, sten og andre farlige genstande.

Samtidig lempes reglerne for, hvornår israelske sikkerhedsstyrker må skyde med skarpt mod stenkasterne.

Det meddeler Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, der torsdag mødtes med sit sikkerhedskabinet.

De blev enige om en række tiltag, der skal stoppe den seneste bølge af angreb mod israelske biler i Jerusalem og den besatte Vestbred. Blandt de nye tiltag er også højere bøder til dem, der kaster sten, og deres familier.

Set 26.09.15 Teksttv p 143 DR

Christen Sørensen: Lad os gå tilbage til kerneværdierne

Af professor, fhv. vismand Christen Sørensen


Portrt af Christen Sørensen

Det indlæg jeg ville have holdt på Den Socialdemokratisk Kongres 19.-20. september 2015, hvis jeg var nået frem i tide

Et solidariak og anstændigt samfund

Alene min alder gør, at man med en vis ret kan sige, at min røst hidrører fra fortiden. Det bekymrer mig ikke. Det, der ville bekymre mig og vel også andre socialdemokrater, er, hvis det, vi har at bidrage med, ikke hører fremtiden til. Det er det essentielle.

Tiltroen til nyliberalismen bør ligge på et lille sted

Dette har ikke været og er stadig ikke en let kamp. De ideologiske hovedmodsætninger, kommunisme og liberalisme, bygger på enkle og letfattelige skrivebordsbetragtninger. Problemet er, at realiteten eller historien afviser disse utopiske skrivebordsbetragtninger. Kommunismens sammenbrud i kølvandet på Berlin-murens nedrivning betyder, at der næppe længere er de store udfordringer fra den side. En anden historisk begivenhed, nemlig Finanskrisen, burde også betyde, at tiltroen til den rene ny-liberalismen burde ligge på et meget smalt sted – om overhovedet noget sted.

De nødvendige og bæredygtige reguleringer

Jeg synes ikke, at vi har været nær gode nok til at udlægge, at det er vores principielle udgangspunkt – hvor markedsøkonomien fungerer inden for rammer underlagt stærke politiske og nødvendige reguleringer – der er det holdbare og bæredygtige udgangspunkt. Finanskrisen dokumenterede endnu engang dette endog særdeles klart.

Den sociialdemokratiske tilpasningstrang duer ikke

Tværtimod synes jeg, at vi i alt for høj grad har defineret vor politik – i hvert fald den økonomiske politik – som liberalisme minus x-procent. Konkret har vi f.eks. klæbet os alt for meget til Angela Merkels CDU- politik, måske minus 10 pct. Det er farligt. Når Labour netop har fået en leder, Jeremy Corbin, der af nogle siges at være en røst fra fortiden, er det måske ikke mindst, fordi hans modkandidater fulgte den konservative regerings politik, især den økonomiske politik, minus ca. 10 pct. Det er i hvert fald den konklusion, som nobelpristager i økonomi, Krugman, drog i Politiken 18. sep. Og valget af Jeremy Corbin er vel først og fremmest udtryk for, at denne tilpasningstilgang afvises af de centrale Labour-vælgere. Det bør vi som danske socialdemokrater bide mærke i og handle efter.

Udgangspunkt: Vore egne kerneværdier

Kort sagt: jeg mener, at vi i højere grad bør formulere vor politik med konkret udgangspunkt i vore egne kerneværdier og ikke i andres værdier minus omkring 10 pct. Det vil jeg uddybe med tre eksempler: Den græske krise, Flygtningesituationen og Irakkommissionen.

Den græske krise:

Det er blevet anført, at grækerne bare har at betale deres gæld. Dette anføres, selv om blot en smule indsigt ville vise, at dette ikke kommer til at ske. Hertil kommer at ekstremisme vil få medvind, hvis et helt folk, som det græske, forarmes. Historien viser dette. Det fik jeg i juni publiceret en bog om, Den græske krise – og Tysklands korsfæstelse af Europa (udgivet af forlaget Tiderne Skifter). I stedet for at holde lange taler herom, vil jeg blot anføre et lille uddrag af den bog, som det 20 århundredes største økonom, Keynes, anførte i sin bog om den uforstandige Versailles-traktat. Keynes, der var ansat i det engelske finansministerium, deltog som øverste økonomiske rådgiver for den engelske regering i fredsforhandlingerne i Versailles i første halvdel af 1919. Han blev så vred over den uforstandige behandling af Tyskland, at han opsagde sin stilling, og skrev bogen: The Economic Consequences of the Peace, som udkom allerede i efteråret 1919. Den forelå allerede i 1920 i en dansk udgave med titlen: Freden og dens økonomiske følger.

Jeg vil anføre et uddrag herfra, og når du læser Tyskland, vil jeg bede dig tænke på Grækenland i stedet.

”Den Politik, som ligefrem sætter sig som Maal at reducere Tyskland til Slaveri i en hel Generation, at degradere Millioner af Menneskers Liv, og at berøve hen hel Nation for Lykke, vilde være afskyelig og foragtelig – ja afskyelig og foragtelig, selv om den var mulig, selv om vi ved den berigede os, selv om den ikke saaede Forfald i hele den europæiske Civilisation. Nogle prædiker denne Politik i Retfærdighedens Navn. De store Begivenheder i Menneskenes Historie kender ikke et saa simpelt Retfærdighedsbegreb. Og om saa var, saa giver hverken Religionen eller den naturlige Moral Nationerne Ret til over for deres Fjenders Børn at tage Hævn for Fædrenes og Herskernes Misgerninger”, (Freden og dens økonomiske følger, side 138-39).

Skal Grækenland – og ikke mindst yngre og endnu ufødte græske generationer – virkelig med vor opbakning gennemgå det, som Versailles-traktaten påførte Tyskland, men som heldigvis i anden omgang blev stoppet, idet Tyskland både før og efter 2. verdenskrig i meget vidt omfang blev friholdt for krigsskadeserstatninger efter 1. og 2. verdenskrig, ligesom landet blev hjulpet med Marshall-hjælp?

Skal vi overhovedet ikke bekymre os om, at de unge grækere vel ikke har et medansvar? Det mener jeg, hvorfor jeg også tager afstand for den fortsatte forarmning af det græske folk, der ligger i den aftale til fornyelse af gælden, der for kort siden blev indgået med Tyskland som primus motor. Her skal vi heller ikke følge andres politik – altså Angela Merkels CDU politik – med minus ca. 10 pct.

Flygtningesituationen:

Jeg forstår godt de bekymringer, som mange danske også har over for flygtningesituationen hidrørende fra Mellemøsten og Afrika. Hvad med jobmuligheder? Bliver konflikterne derfra også til et internt problem i vort land?

Det, jeg ikke forstår, er, at der på den ene side er bred opslutning til, at hovedparten af hjælpen må ske i nærheden af konfliktstederne, og på den anden side nedskæringen af hjælpen hertil, som i flygtningelejre i nærområder giver sig udslag i, at ringe levevilkår yderligere forringes med heraf følgende incitament til at drage videre.

Hykleriet herom er svær at bære. Hvorfor foreslår vi ikke, at alle EU-lande hæver bistanden til u-lande og flygtninge til 1 pct. af BNP, og bruger ekstrabidraget til at opbygge midlertidige og sikre bebyggelser i nærområder med skoler, sygehuse osv.? Dette er ikke problemfrit. Men hvad er alternativet? Og skal vi som Socialdemokrater forholde os tavse? Det er i denne sammenhæng heller ikke tilstrækkeligt, at vi blot skælder ud på Dansk Folkeparti mv. og lægger os 10 pct. herfra. Lad os komme med et konkret forslag på EU-plan – en national plan er jo ikke tilstrækkelig. Lad os tage udgangspunkt i egne værdier.

Irakkommissionen:

Irakkommissionen er nedlagt. Grundlaget for vor krigsdeltagelse er tilstrækkeligt oplyst påstår regeringen.

Det er ikke korrekt. Derfor stor ros til vor nye formand for at tilkendegive, at grundlaget for vor krigsdeltagelse givetvis vil blive genoptaget af en kommende socialdemokratisk ledet regering.

Som formand for Støtteforeningen for Irakiske Torturofre er jeg glad ved at kunne meddele, at der netop er givet fri proces til, at de Irakiske Torturofre kan gennemføre en erstatningssag mod den danske stat. Inden denne tilladelse blev givet, har vi sammen med andre taget initiativ til, at der bliver en høring herom på Christiansborg 2. okt. med bl.a. deltagelse af én af de tilbageholdte ofre.

Det kan man læse mere om på vor facebook-side: facebook.com/STFIT15. Man kan støtte dette initiativ ved at videreformidle denne side, ligesom man kan støtte initiativet økonomisk, som det fremgår af facebook-siden. Det skal jeg opfordre til. Det er nemlig eneste sikre måde, hvorpå sandheden herom kommer frem med afhøring af bl.a. tidligere forsvarsminister Søren Gade. Forsvarsministeriet har desværre systematisk forsøgt at forhindre at sandheden herom kom frem med direkte løgnagtige påstande, som det også vil fremgå af denne hjemmeside. For god ordens skyld skal jeg anføre, at det formentlig ikke bidrager til sandheden at afhøre den nuværende forsvarsminister, Carl Holst.

Hvad gør flygtningesagen ved Venstre og Dansk Folkeparti ?

Billede af flækket træ - ligner et V

Den seneste tids flygtningekatastrofe har taget V på sengen

Det er kommet bag på rigtig mange politikere, at det danske vælgerkorps stabilt og længe har ønsket en europæisk fælles løsning om behandling af flygtninge.  Professor Jørgen Goul Andersen har påpeget, at der ikke er tale om noget pludseligt stemningsskift i befolkningen, men mere i de politiske partiers positioner i forholdet til indholdet i flygtningepolitikkens enkelte delelementer.

Hvad der så sket som følge af de nye billeder af vandrende flygtninge og druknede børn? Det har forstærket erkendelsen i befolkningen af, at problemerne med håndtering af hundredtusindvis af vandrende flygtninge på motorveje og jernbaneskinner skriger på imødekommenhed.

Det er denne fundamentale imødekommenhed, der er kommet bag på Venstre, og som i første omgang har tvunget Dansk Folkeparti til at flytte position. Med et skred i Venstre, hvis bagland længe har ønsket rullegardinerne trukket op for virkeligheden, måtte DF finde på noget. Det resulterede i forslaget om lukkede lejre, som DF jo førte frem som sit imødekommende paradeforslag. Ikke engang DF’s egen top kan have bildt sig ind, at det forslag ville møde forståelse andre steder.

Men katalysatoreffekt har det haft. Lars Løkkes regering ved nu, hvordan den del  af spillepladen ser ud, hvor DF er med. Det vil kræve enorm kreativitet at formulere et flygtningekompromis, som både V og S kan støtte. Det nemmeste at gætte på er, når det kommer til stykket, noget med grænsekontrol. Udtalelser fra det efterhånden meget højreorienterede S kunne tyde på noget i den retning.

Udenfor Christiansborg har den politiske magiker Lars Løkke Rasmussen helt andre problemer: Han skal holde sammen på et parti, der er ved at flække. Og her synes der at være opstået et modsætningsforhold mellem partiets bagland og partiledelsen. Det sker på et tidspunkt, hvor folkeafstemningen om retsforbeholdet stille og roligt popper op i medierne i ny og næ, og det med stadigt voksende indspark om den fælles asylpolitik.

Det er naturligvis opsigtsvækkende, at DF’s Søren Espersen har følt det nødvendigt at skrige ud i offentligheden, at DF ikke vil acceptere et flygtningeforlig mellem S og V.  Striden internt i DF mellem Tidehvervspræsterne og Thulesen dal brød ud i lys lue kort før DF’s landsmøde.

Mens der tales meget tåget og nærmest omtåget fra Løkke Rasmussen, som kan få svært ved at tage stilling til noget som helst før efter folkeafstemningen, bortset fra at han har fundet nogle gamle penge, han har lovet at ville reservere en gang til til “nærområderne” og 1.000 kvoteflygtninge som en hilsen til fru Merkel, så stander landet i våde. De hårdest ramte partier er DF og Venstre.

Venstre har problemer i sit eget nærområde. Det så man, da et partimedlem fra Solrød blev ekskluderet for at mene noget andet end Støjberg om at modtage flygtninge.

Meget tyder på, det kun er begyndelsen. Venstre ved ikke, hvor det parti har sig selv. Måske partiet skulle starte med at se på sit eget nærområde.

Dansk Folkeparti, magtens tredeling og andres arbejde

Der går ikke en måned, uden at en repræsentant for Dansk Folkeparti overskrider en grænse, andre politikere har et lidt mere respektfuldt forhold til:  Magtens tredeling.

Resumé: Denne gang er det Martin Henriksen, der anbefaler sig selv som mere egnet end den siddende Ombudsmand til at bestemme, hvilke sager han må beskæftige sig. med.

Dansk Folkeparti er måske demokratisk i den forstand, at partiet ikke for tiden planlægger at opgive parlamentarisme og frie valg. Men opbakning til princippet om magtens tredeling er der ikke så meget af.

 

 

Billede af Martin Henriksen, MF

Martin Henriksen, Dansk Folkeparti.

Nu har Martin Henriksen udtalt, at Ombudsmanden ikke burde beskæftige sig med lovligheden af regeringens flygtningeannonce i Libanon.

For ikke så længe siden handlede udtalelserne om minimumsstraffe.
Det har også handlet om, at politikere anser domme for forkerte, alene bedømt ud fra referater i dagspressen

Tidligere har også Morten Messerschmidt ville forbyde en skoleinspektør at udtale sig i en sag. Messerschmidts opfattelse var, at politikerne måtte udtale sig, andre ikke.

Nedenfor viser vi artiklen fra DR’s nyheder og klipper også teksten ind, for vi ved, at linket ikke opretholdes så længe

Er Dansk Folkeparti et demokratisk parti?
Tyggefladen mener ikke, at DF for tiden planlægger en omvæltning, der sætter valg til folketinget eller parlamentatismen ud af kraft. I den forstand kan man godt kalde Dansk Folkeparti demokratisk.

Handler det derimod om respekten for magtens tredeling, er der mere grund til skepsis.

Ombudsmanden har i henhold til loven ret til at tage sager op af egen drift. Martin Henriksen udtaler sig, som om DF skulle have noget, der ligner instruktionsbeføjelser overfor Ombudsmanden. Ombudsmandens eneste kompetence ligger gemt i, at han kan skrive, hvad han anser for gældende (forvaltnings-) ret i en bestemt sag.

Dansk Folkepartis handlemåde provokerer naturligvis; det er også hensigten. Adfærden her er i et led i et mønster. Der er ikke noget andet parti, som har en så  veludviklet omtalegaranti. Provokationerne svares der på hver eneste gang.

Kommentarer som for eksempel denne har dette partis folk forudset og anser dem for gavnlige i det hele taget.

Ikke desto mindre er det nødvendigt at optræde som deres nyttige idiot her.

Martin Henriksen antyder med sine udtalelser, at hvis han havde været ombudsmanden, havde han sandelig beskæftiget sig med andre ting. Nu er han ikke Ombudsmanden, og Martin Henriksens forstand på det forvaltningsretlige område er mere begrænset end juristernes på Gammel Torv.

Bortset fra visse rekrutteringsvanskeligheder  med hensyn til at skaffe veluddannede jurister ville tanken også af andre grunde være absurd.  Det er simpelthen uden respekt for andres arbejde og ikke mindst deres faglige topkvalifikationer.

Når andre partiers politikere kun sjældent falder ned i denne mudderpøl, skyldes det, at det her overskrider grænsen for deres anstændighedsfølelse.

Sammenhængen er den åbenbare, at hvis Ombudsmanden mener, at der er grund til at undersøge et eller andet, så kan han gøre det på det forsvarlige og saglige forvaltningsretlige grundlag, institutionens  omdømme alene hviler på. Det kan Martin Henriksen ikke.

Man kunne med et eller andet skuldertræk lade være med at lade sig provokere  og gå over til andre sager på dagens dagsorden.

Men det duer ikke. Dansk Folkeparti  er landets næststørste parti; vi andre bliver nødt til at forholde os til dette partis bevidst udemokratiske adfærd og platte gentagne provokationer. Fordi den del af demokratiet, der handler om overholdelse af simple adfærdsregler, er væsentligere end disse  platheder.

Jeg vil ikke diskutere partiets stuerenhed. Kunne partiet på weekendens landsmøde ikke overveje at gå over til demokrati som noget, det reelt støtter?

DANMARKS RADIOS ARTIKEL

Folketingets ombudsmand går galt i byen, når han af egen drift rejser en sag om regeringens flygtningeannoncer, der i fire libanesiske aviser og på de danske asylcentre oplyser om regeringens udlændingestramninger.

Det mener Dansk Folkeparti, som dog foreløbig vil afvente ombudsmandens undersøgelse af, om annoncerne har været vildledende.

– Men jeg har svært ved at forestille mig at der kommer noget ud af det. I øvrigt undrer det mig at ombudsmanden går ind i sagen, for der må være vigtigere ting at tage sig til, siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen.

Udlændingeminister Inger Støjberg indrykkede tidligere på måneden annoncerne i aviser i Libanon, og det skete med Dansk Folkepartis opbakning.

Derfor ser Martin Henriksen heller ikke noget problem i annoncernes ordlyd og har svært ved at få øje på den mulige vildledning, som ombudsmand Jørgen Steen Sørensen nu vil have undersøgt nærmere.

– Vi foreslog jo, at der kom en informationskampagne, og derfor ser vi ikke noget problem. Faktisk synes jeg, at annoncerne er meget milde, og blot oplyser om politikken og reglerne, og det kan jeg slet ikke se problemet i, siger Martin Henriksen.”

Artiklen på DR’s hjemmeside kan læses her.  Men opslaget holder ikke evigt.

Hertig om udspillet til grønlandsk finanslov

Udspillet til finanslov får denne kommentar med på vejen

 

Picture of Mikael Hertig

 

af Mikael Hertig

 

 

 

Finanslov 2016: Grønlands selvstændighed og dødens gab?

jaws

Langsigtet depression ?
Grønland er i økonomisk depression, fordi det grønlandske bruttonationalprodukt [BNP] falder. I den snævre definition indebærer dette, at der er flere sammenhængende kvartaler med faldende produktivitet i form af et faldende BNP. Der findes ikke rigtig andre definitioner på økonomisk depression, men jeg kunne godt tænke mig at anvende ‘økonomisk depression’ også i den forstand: en langsigtet tendens til fald i produktiviteten.

Handelsbalanceunderskuddet og bloktilskuddet – størrelsesorden
Forudsætter man, at det danske bloktilskud er stabilt i den forstand, at det følger den grønlandske prisudvikling, og at intet hjemtages, så har vi et udtryk for, hvor stort underskuddet på handelsbalancen må være. Er handelsbalanceunderskuddet større end bloktilskuddet, vokser dødens gab: finansieringsbehovet vokser, uden at Grønlands mulighed for at bevæge sig hen imod økonomisk selvstændighed vokser af den grund. Målt i faste priser ligger BNP på omkring 11, 2 mia i 2013. I beregningsperioden er underskuddet på handelsbalancen fortsat under størrelsen på bloktilskuddet. Hvis vi antager, at denne tendens er fortsat i 2014 og fortsætter fremover, så har vi en stabil situation, hvor vi fortsat er fast afhængige, uden at der sker nogen selvstændighedsudvikling i økonomisk forstand.

Hvordan er sammensætningen af underskuddet på de offentlige kasser?
Faldet i BNP for 2013 henfører Grønlands Statistik til fortrinsvis Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Bygge- og anlægsvirksomheden kan dels bestå i opførelse af produktionsanlæg, dels i andre bygninger. Hvis faldet i bruttoinvesteringer følger den antydede tendens, burde der måske analyseres yderligere i, hvilke former for bygge- og anlægsvirksomhed, der navnlig bør opprioriteres.

Denne artikel anlægger en simpel keynesiansk betragtningsmåde: I princippet er det godt, hvis der er et kontrolleret underskud på de offentlige kasser (kommunernes og selvstyrets tilsammen) i perioder med stor og/eller voksende ledighed.
Det forudsætter imidlertid, at underskuddets sammensætning i tilfredsstillende grad indeholder elementer, der peger frem mod en stigende produktivitet for den samlede grønlandske økonomi.

Som udgangspunkt kan et budgetteret underskud som det, der fremsættes af Nalakkersuisoq Anda Uldum efter denne opfattelse ikke give anledning til kritik. Den samlede grønlandske låntagning vokser ganske vist, men bloktilskuddet bringer balance i regnskabet. Men det forudsætter, at de senere års usikkerhed med hensyn til den økonomiske vurdering holder. Og så forudsætter det navnlig at der tages intitiativer til at styre økonomien således, at de samlede bruttoinvesteringer holdes på et stabilt højt niveau. Pointen er i første omgang, at

  • der satses på reale investeringer frem for privat opsparing
  • at incitamenter til fremme af eksporterbare produktion eller industriel forarbejdning fremmes
  • der gøres et systematisk arbejde på at fjerne barrierer for erhvervsudvikling, der måtte virke gunstig på grønlandsk økonomi, fx at flytte forarbejdningen af fiskeprodukter tilbage til Grønland.

Med andre ord er der utilstrækkeligt at erklære sig tilfreds med finansloven, fordi det budgetterede underskud tilsyneladende holder sig indenfor en størrelsesorden, der ikke påvirker det samlede råderum negativt.

Imidlertid er de faste bruttoinvesteringer faldet og ikke steget op til 2013. Det er et faresignal. Et fortsat fald i investeringerne vil skade økonomien.

Vejen ud af ‘dødens gab’ består i at fremme udviklinger, der i det lange løb gavner produktivitet og eksport.

Erhvervspolitik

Det har ofte været på dagsordenen at mindske den private import af fødevarer ved at øge selvforsyningsgraden. Med andre ord skal man efter denne idé spise flere grønlandske produkter.

Betingelsen for, at dette giver mening er, at man ikke udkonkurrerer det, folk selv fanger og spiser.samtidig med, at kravene til kontrolleret fødevarehygiejne overholdes. Af og til ser man det synspunkt fremsat, at grønlænderne ikke behøver købe varer af samme hygiejniske kvalitet som det, der skal gå til eksport. Tankegangen er næppe farbar.

Den dominerende fremstilling af, hvorledes man løser opgaven: at undgå ‘dødens gab’ bygger på, at det skal ske gennem bedre afkast og investeringer indenfor fiskeri, råstoffer og turisme.

Fjern barrierer
Der foreligger måske allerede rapporter, der systematisk beskriver, hvorledes man fjerner de barrierer, der definerer forretningsmodeller, der kunne vurdere disse emner. Min viden er beskeden, og jeg har ikke opsøgt dem. Men hvis ikke de også beskæftiger sig med den inerti, der skyldes varetagelsen af politiske eller økonomiske særinteresser, så har de begrænset værdi.

Den grønlandske politisk-økonomiske udfordring består i, at særinteressernes protektionistiske  adfærd  fører til konsekvent suboptimering af økonomien. Der er en indbygget modsætning mellem ønsket om at videreføre gamle fangerskikke og hensynet til, at der skal skabes overskud. Der skal videreudbygges på industrialiseret logistik og produktion til fordel for bygdeforsyning med egen fangst. Kulturelt set må selvforståelsen og identiteten med i denne proces. Før dette forstås helt, så må man konkludere, at de ledende og dagsordensættende aktører hverken ønsker at undgå ‘dødens gab’ eller udvikle selvstændigheden. For det er én og samme sag.

Sats på nye områder med stor eksporterbarhed: Informationsteknologi

Serverfarming i Nuuk eller Qaqortoq.
Vi har i Grønland en tradition for, at redningen skal komme i form af fremmede investeringer. Grønland er verdens mest lynnedslagsfrie område. Vi har den grønne energi i form af vandkraft, vi har redundante søkabelforbindelser, vi har kulden. Googles serverfarme blev  i denne måned dobbelt ramt af lynnedslag.

lynnedslagverdenover


Selvstyret og Tele bør derfor arbejde på at få skaffet serverfarme til Grønland. Det kan i sagens natur kun ske fortroligt. Men det bør ske.

Uddannelsesmæssig satsning på it og programmering
Grønland bør satse på at uddanne i it og programmering på alle niveauer. Jo mere informationsteknologi den grønlandske befolkning behersker, des bedre hænger Grønland trods sine store afstande sammen. Dertil kommer, at de informationsteknologiske produkter, Grønland udvikler, kan distribueres uden tab af konkurrencefordele som følge af transportomkostninger.

r forsigtig med administrative besparelserT
GA og Nalakkersuisoq for finanser Anda Uldum er enige om, at der skal spares på administration i Selvstyret. Herfra kommer der en mild advarsel. Det er muligvis sandt, at der kan spares nogle steder, uden at det går ud over kvaliteten af opgaveløsningen. Men det er ikke nogen automatisk sandhed. De, der mener, at der altid og automatisk står ‘overflødig’ foran ‘administration’ de tager fejl. Det kan være en særdeles risikobetonet adfærd. Med en administration, der ofte bruger dansk uddannet arbejdskraft, og hvor risikoen for misforståelser og fejl i forbindelse med oversættelse og tolkning vokser. Skærer man nødvendige funktioner væk, så går det ud over hele Grønland. Da den gennemsnitlige ansættelsestid for AC-fuldmægtige i Selvstyret er ret kort, ville det måske være bedre at satse på en kombineret løsning, hvor man reelt gjorde arbejdspladserne mere attraktive, så man kunne holde på folk. De skal i realiteten have været her 1½ års tid, før de virkeligt kan bruges effektivt. Kan en plan, der fastholder medarbejdere gennemføres, vil det blive nemmere at kunne realisere holdbare besparelser. En metode, der kunne overvejes gennemført for at etablere en ordentlig dialog om nødvendighed og administrerbarhed, hedder blokbudgettering.

Inatsisartut børe være opmærksom på, at der ingen efterspørgsel er efter den arbejdskraft, der fyres ved besparelser. Fyringerne vil således ud over fald i produktiviteten føre til øgede sociale omkostninger.

 

 

 

Nuuks korte sommer – video til danskere, der endnu ikke har oplevet sommer i Nuuk

Jeg er og bliver dansker og ikke grønlænder. Jeg prøver at se, føle og forstå.
Forståelse er en rejse ind i en andens land. Grønlænderens. Og som al muligt andet er det jo kun det, jeg oplever, jeg kan beskrive. Videoen fås også i højkvalitet (HD) som Quicktime-fil eller som MPEG4.

Lidt af det kan du se her:

Tyggefladens nye madlinje – et koncept for folk, der måske kan få sukkersyge

Madglæde og sundhed skal hænge sammen. Tyggefladen er ikke frelst.

1: Hvis du ikke har sukkersyge, så er det en god idé at spise, som om du havde sukkersyge alligevel. Men sundhed må ikke være kedelig. Hellere synde lidt og så få noget lækker mad end lave opskrift efter opskrift med mad, der i hvert fald, når man får den i munden, er kedelig.  Vi vil ikke hykle glæde over mad, som vi og læserne selv oplever som trist. Men den må ikke være dyr.

2: Vi henvender og først og fremmest til almindelige mennesker, der spiser almindelig mad til hverdag., Derfor vil vi skrive dels til dem, der har fangst i fryseren, dels til dem, der køber ind, og som ikke har tid til at lave mad i timevis hver eneste dag.

3: Vi skriver også om lørdagsmad og gæstemad. Stadigvæk lidt sundere, men vi holder fast i: lidt magrere.

4: Vi vil have grillbarer og cafeer til at lave andet end burgere og pommes fritter.

 

 

Mange Grønlændere har sukkersyge uden at vide det

Der er omkring 1.100 personer i Grønland, der har fået konstateret type 2 -sukkersyge. Men måske op til 1.000 til er nok i risikozonen.

En artikel i Nature, som refereres i Videnskab.dk fra sidste år påviser, at op imod  20% af den grønlandske befolkning har 80 %’s risiko for at udvikle Type 2 Diabetes (Gammelmandssukkersyge).

Artiklen fra Videnskab.dk læser du her

Der er mange måder at måle sukkersyge på. Artiklen fra Nature, som Videnskab.dk måler det aktuelle blodsukker efter indtag af glucose. En mere normal måde er at måle langtidseffekten, som afslører blodsukkeret op til tre måneder tilbage med hovedvægt på de sidste tre uger.

For få år siden vidste man nok, at Sukkersyge var i fremgang i Grønland. Antallet af patienter med sukkersyge blev dengang opgjort til  700 patiener omkring 2001.
Se for eksempel Steffen Fogs blog her

Artiklen fra Nature antyder, at mange flere grønlændere er i risikozonen for at få sukkersyge, ikke at de har det eller automatisk vil få det. Hovedvægten ligger i den artikel ligger på den genetiske risiko.

Vurderingen hos fagfolk med særligt klinisk kendskab til grønlandske forhold viser, at vi snarere ligger på et mørketal, der alt efter definition kan svinge sig op til en fordobling; dette gælder især, hvis man tager forstadierne med.

Tyggefladen vil beskæftige sig med kost, motion og rygning

Normalt betragter man sukkersyge som en livsstilssygdom. For lidt motion, forkerte kostvaner (herunder alkohol-), rygning.

Vores fremgangsmåde bliver de små skridts metode. Vi vil gøre noget ud af opskrifter, glykæmisk indeks, (forklares nedenfor).  Tyggefladens artikler bliver ikke frelste. Chokolade, is, alkohol, kaffe, alt med måde.

 

 

GLYKÆMISK INDEKS OVER UDVALGTE AMERIKANSKE FØDEVARER

De to betegnelser “Glykæmisk indeks” og “Glykæmisk effekt (load)” beskriver henholdsvis glucoseværdien af en fødevare og effekten af en portion på blodsukkeret.

Man skal her være opmærksom på, hvad begreberne ikke kan bruges til. De har kun lidt med den samlede sundhedsværdi (hvis noget sådant findes) at gøre. De viser, hvilke kulhydratprodukter, der indeholder lidt eller meget glucose. Hvis man vil tiltrettelægge en diæt, så kan man  næsten umiddelbart læse ud af indekset, hvad der med fordel kan erstattes med hvad.

Desværre opgives der ingen værdier for blomkål, salat, broccoli og lignende med forventeligt meget lavt glukæmisk indeks. Her gælder det gamle råd om, at har man sukkersyge, kan man spise alt, hvad man vil af den slags.

Det glukæmiske indeks belyser ikke fedtindholdet af varen. Holder man sig til det glukæmiske indeks, kan vægten snyde. Vandmeloner er meget sunde og kan tilrådes, – der er nemlig meget vand i dem, og fruktoseindholdet er ikke videre højt.

Hvad bær angår, er fx. jordbær under alle omstændigheder meget sunde, så hvis du har råd, kan du spise jordbær så meget, du orker.

Forholdet mellem rugbrød og franskbrød giver sig selv. Og man kan, hvisn prisen nogenlunde holder, erstatte kartofler med gulerødder.

 

Tabel 1. Lavt glucoseindhold
Food GI
Roasted Og saltede peanuts 14
Fedtfattig yoghurt med sødemiddel 14
Kirsebær 22
Grapefrugt 25
Perlebyg 25
Røde linser 26
Sødmælk 27
Tørrede abrikoser 31
Smør bønner 31
Fettucine pasta 32
Skummetmælk 32
Fedtfattig frugt yoghurt 33
Fuldkornsprodukter spaghetti 37
Æbler 38
Pærer 38
Tomatsuppe, dåse 38
Æblejuice, usødet 40
Nudler 40
Hvide spaghetti 41
Alle Bran 42
Kikærter, dåse 42
Ferskener 42
Grød lavet med vand 42
Linsesuppe 44
Appelsiner 44
Macaroni 45
Grønne druer 46
Appelsin juice 46
Ærter 48
Bagte bønner i tomatsauce 48
Gulerødder, kogt 49
Mælkechokolade 49
Kiwi frugt 52
Stoneground fuldkornsbrød 53
Chips 54
Special K 54
Banan 55
Rå oatbran 55
Sukkermajs 55
Tabel 2 Moderat glucoseindhold
Müsli, non ristet 56
Kogte kartofler 56
Sultanas 56
Pitta brød 57
Basmati Ris 58
Honning 58
Digestive kiks 59
Ost og tomat pizza 60
Is 61
Nye kartofler 62
Coca Cola 63
Abrikoser, dåse i sukkerlage 64
Rosiner 64
Shortbread småkage 64
Couscous 65
Rugbrød 65
Ananas, frisk 66
Cantaloupe melon 67
Croissant 67
Strimlet hvede 67
Mars bar 68
Ryvita 69
Crumpet, ristet 69
Weetabix 69
Fuldkornsbrød 69
Tabel 3 Højt glukose-indhold
Kartoffelmos 70
Franskbrød 70
Vandmelon 72
Svesker 72
Bagel 72
Branflakes 74
Cheerios 74
Pommes frites 75
Coco Pops 77
Jelly beans 80
Ris kager 82
Rice Krispies 82
Cornflakes 84
Jakke kartoffel 85
Pustede hvede 89
Baguette 95
Pastinak, kogt 97
Hvide ris, dampet 98