Det Konservative Folkepartis vej mod bunden

Værdier

 

af Mikael Hertig

Det Konservative Folkeparti har spillet en historisk rolle som magtelitens førstevalg, afløseren for dele af de nationalliberale og Højre. Mens vi idag anser partiet for nogenlunde parlamentarisk og dermed også moderne demokratisk, kan man næppe komme ud over, at denne blanding af nationalromantik og klientelisme har haft det meget svært med folkeligheden. Det der med een mand, een stemme medfører jo, at sindssyge, kriminelle, forgældede, ja gadens parlament og frie fugle, de hjemløse, pludselig tilbydes at være med til at bestemme.

Skal man sige det positivt, så er patron-klientforholdet, den form for magtens åg og ansvar, denne den hvide mands byrde, hvor man tager sig af sit tyende og sine folk, det udgangspunkt, nedarvet fra adelen, hvor privilegier kunne tages med selvfølge. Den tænksomme del af Højre husker skolerne på landet, ophævelsen af vornedskabet, udflytningen som mere eller mindre initiativer fra fremsynede adelsfolk.  I dette miljø, hvor man havde så let ved at tage æren for de fremskridt, der havde fundet sted og samtidig slå bremser i for dets fortsættelse, der ser man nu arvtagerne udvise den mangel på pli og stil, som den sande konservative, rundet af ædel æt, naturligvis må få kvalme ved at se.

Der vil være mange af disses efterkommere, der nok kan henvise til Gud, Konge og Fædreland, den gamle konservative treenighedsvariant, hvor hengivenheden til Kongehuset sørger for, at religiøsiteten ikke giver folk de nykker, der i sig får tyendet til at tro, at der er anden plads til dem end i tjenesteboligerne, at de skulle være lige og frie. Der kommer det hellige Gud bevares ind. For den slags nykker skal i bagstræbets navn naturligvis sættes på plads.

Viggo Hørup skrev – gengivet i Ebbe Kløvedal Reichs “Svampens Tid” en fantastisk kronik, her refereret efter hukommelsen. Den handlede om “De Nationalliberales Begravelse”. Han så for sig en kirke fyldt med oldinge, der blandt andet skulle prøve at sønge Adam Oehlenschlägers “Lær mig, Oh Skov, at visne glad.” Men stemmerne var sprukne, så glæden visnede stille hen.

Indenfor den seneste tid har vi oplevet, hvordan en ung konservativ kvinde med et smukt, tækkeligt ydre kom til at blande kristendommens menneskesyn ind i konservativ politik.. Som allerede nævnt går det slet ikke. Mircadoen har slet ikke forstået, at for konservative hører folkekirke og kristendommen som tingel-tangel ind under Ordenskapitlet. Enhver ansats til forståelse af, at alle er lige overfor Gud og sligt risikerer jo at give folk nykker. Så sammenligningen af, hvilken religion, der er bedst, strider mod Konservatives romantiske klientelisme.  Uf.

Med valget af Naser Khader som et trækplaster, der skal redde partiet tilbage til storhedstiden, er jo netop besynderlig, ikke mindst, fordi han er en slags bekendende muslim, godt nok med hang til at dyrke Søren Krarup og derfor en krydsning.

Søren Pape, den nye superstjerne, der har det med at forsvinde, har nu trukket nazikortet for at kunne tiltrække sig lidt opmærksomhed. Men den går jo ikke.

Når de konservative skal samles til deres begravelse her inden længe. vil jeg igen, inspireret af Hørup, pege på “Lær mig, Oh Skov, at visne glad.” Den er skrevet af romantikkens egen digter, Oehlenschläger, som endnu ses siddende foran Det Kongelige Teater. Der er endnu en grund. Oehlenschläger var ikke bare romantiker, han var nationalromantikker. Han elskede den ægte danske natur, som den så ud, før landbruget tog over. Modsat Schack Staffeldt, der trods alle sine forsøg på at være dansk aldrig blev anerkendt som sådan, så pegede han tilbage på vikingerne, urkraften etc som særligt dansk.

Hvad er der dog tilbage af Det Konservative Folkeparti? Dette besynderlige skattenægterparti, der ikke rigtig længere har andet at byde på end utilsløret fremmedhad, småmilitariske og forsvar for finanskapitalens privilegier.

Forladt, ikke bare af Ditlev Tamm, men også af Søren Hviid Petersen. Om Asger Aamund stadig støtter, ved jeg ikke. Men det kan jo også være ligegyldigt.

Søren Papes brug af nazikortet må henvises til Nationalmuseets afdeling for Boomeranger. Jeg kan ikke lade være med at lade tanken gå tilbage til min studietid, hvor forvaltningsrettens pioner, professor dr. jur. Poul Meyer ikke skjulte sin 1930’er fortid i KU med heil, skrårem, støvler og slagsmål med DSU.  Vi så den også i Matador, og det er et vigtigt at huske, at den form for demokratiforståelse, vi fik udviklet i efterkrigstiden, slet ikke var den samme i 1930’erne. Det Konservative Folkepartis storhedstid var under den Schlüter og andre, langt mindre ideologisk  prægede pragmatikere, end vi ser idag. Når Pape trækker kortet, hører vi straks KU’s støvletramp i brostenene.  Jeg husker med glæde Lis Møller, gift med den tidligere danske  finansminister Poul Møller. Hun optrådte i fjernsynet med sociale udsendelser af god og pæn kvalitet, der viste den sociale indlevelsesevne, som De Konservative nu  i konkurrence med de andre borgerlige partier flygter fra.

Hvor svært har Det Konservative Folkeparti det med demokratiet, ved jeg ikke. Men jeg ser, at diagnosen peger på krise og tilbagegang, fordi partiet ikke længere har kontakt med sine rødder – det handler om patronens ansvar. De snakker om ‘ansvar’, men det er det ansvar, de udstødte skal tage for deres eget liv.

De kan ikke lægge kraft i stemmerne, når de skal synge “Lær mig, Oh Skov..”

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.